leatherdyke.cc

”Hvad er det egentlig, I går og skaber jer sådan over?”

 

Dette er en ikke usædvanlig kommentar fra et utal af mine veninder, der ikke kan forstå, at jeg er feminist, for, og her citerer jeg, – ”Vi har jo ligestilling i Danmark.”

Den lader vi lige stå lidt, mens vi tænker over det.

 

 

 

Vi har så sandelig ikke ligestilling , og i anledning af Kvindernes nyligt overståede Kampdag skal jeg give jer et par grunde til hvorfor ikke:

 

Vi har så absolut ikke ligestilling, så længe en Google-søgning der starter med ”Kvinder skal..”, automatisk efterfølges af disse to forslag som de første:

1. ”Kvinder skal tie i større forsamlinger”

2. ”Kvinder skal have den i munden hver dag”

 

Vi har ikke ligestilling, så længe Folketinget ikke engang kan beslutte sig for at give øremærket barsel til fædre.

 

Vi har i den grad ikke ligestilling, når min lillebror, trods det at både min søster og jeg er ældre end ham, stadig kan finde på at sige: ”Jeg er jo mor og fars førstefødte.” (Naturligvis med et glimt i øjet, men jeg får stadig lyst til på ægte søskende-kærligheds-manér at banke fornuften ind i hovedet på ham, men desværre ved jeg også godt, at han ikke er problemet. Det er vores gamle forestillinger om køn.)

 

Vi har ikke ligestilling, så længe en kvinde ikke kan spise en banan, uden at det sætter seksualiserede associationer i gang.

 

Vi har så sandelig ikke ligestilling, så længe kvinder stadig får næsten 20 % mindre i løn end mænd.

 

Vi har ikke ligestilling, når kvinder stadig er billige og ludere, hvis de har været sammen med ”for mange”, mens mænd bare er playere, man banker anerkendende på skulderen.

 

Vi har heller ikke ligestilling, så længe de fleste ikke kan finde svaret på denne gåde (inklusive undertegnede, første gang jeg for år tilbage læste den):

 

”En far og hans søn er ude at køre i bil. De kommer ud for et uheld, og faderen dør på stedet. Sønnen overlever, men har alvorlige indre skader og køres på hospitalet for at blive opereret. Han lægges på operationsbordet, kirurgen kommer ind, kigger på ham og siger: ”Jeg kan ikke operere ham, det er min søn!” Hvordan kan det lade sig gøre?”

 

Og jeg kunne blive ved med vores sexistiske sprog, de misogyne grupper, billeder og videoer på Facebook (som nærmest er umulige at få fjernet igen!), seksualiseringen i medierne, hvor kvinder er overrepræsenteret, manglen på kvinder i bestyrelser osv. osv. osv.

 

Essensen af mine små ovenstående eksempler er, at vi stadig tænker om mænd og kvinder på en forældet måde. Vi kan simpelthen ikke komme væk fra de gamle kønsroller med den bløde, opofrende, passive kvinde og den hårde, frembusende, handlekraftige mand. Og så længe vi ikke kan det, kan vi ikke få ligestilling.

 

Men hvad er ligestilling egentlig? Her støder jeg også ofte på mange fordomme, og den mest hyppige er også min favorit:

 

”I feminister synes jo bare, at mænd og kvinder skal være ens. Det synes jeg ikke!”

 

Jeg ved ikke, hvem der har fundet på det, men vi kan lige så godt én gang for alle aflive den myte: FEMINISTER ØNSKER IKKE AT MÆND OG KVINDER SKAL VÆRE ENS. Punktum. Vi ønsker simpelthen bare, at mænd og kvinder kan få lige muligheder i livet. Og det har vi ikke, sådan som det ser ud i dag.

 

Derfor mener jeg også, at det er problematisk med den laissez-faire-indstilling til ligestilling og feminisme, som mange har i dag. En hvilen-på-laurbærrene-norm som siger:

 

”Vi har det jo meget bedre nu end før i tiden.”

 

Og ja, det har vi. Kvinder har i dag muligheder, som de færreste nok havde turdet drømme om (mændene havde vel knap nok mareridt om noget så utænkeligt) for 100 – ja bare 50 år siden. Vi har samme uddannelsesmuligheder som mænd, vi kan stemme til Folketinget – og selv stille op, vi er ikke juridisk umyndige i forhold til vores eventuelle ægtemand og karrierens højdepunkt behøver ikke være at blive hjemmegående husmor med børn. Alt det og meget mere er blevet bedre gennem de sidste 150 års tid.

 

Men ”bedre” betyder ikke ”godt”, og det er vigtigt at huske på.

 

Derfor er en dag som Kvindernes Internationale Kampdag også stadig meget relevant, for der er stadig kampe at kæmpe og krav at stille.

 

Hvad med fx at kæmpe for et samfund hvor det ikke er almindeligt, at kvinder chikanes i det offentlige rum?

Hvad med et krav om gratis bind, tamponer og menstruationskopper?

Hvad med et krav om at alle billeder der vises i det offentlige rum, skal mærkes, så man kan se, om de er blevet photoshoppet?

Hvad med at kæmpe for at politikerne næste gang rent faktisk giver lovmæssig hjemmel til længere barsel til fædre?

Hvad med at kæmpe for at drenge og piger kan gå klædt i de farver, de vil, og ikke partout skal smides ned i ”drengefarver” og ”pigefarver”?

Hvad med at lære vores drenge at de ikke må voldtage, i stedet for at lære vores piger hvordan de undgår at blive voldtaget?

Hvad med at kæmpe for rent faktisk at få ligeløn, i stedet for at lade os nøjes med 80 procent?

 

Ja, der er masser at gå i gang med. Så spørgsmålet er vel egentlig bare:

Hvor skal vi starte?

 

(Svaret på gåden er naturligvis, at kirurgen er drengens mor)

 

 

photo credit: <a href=”http://www.flickr.com/photos/donkeyhotey/5521102662/”>DonkeyHotey</a> via <a href=”http://photopin.com”>photopin</a> <a href=”http://creativecommons.org/licenses/by/2.0/”>cc</a>

 

 

Christina Lindekilde

Født og opvokset i det vilde Vestjylland. Pt. specialestuderende i Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet med sidefag i historie. Har en forkærlighed for Danmark i 1970erne, rødstrømper og hippie. Hader i øvrigt ”pigefarven” lyserød af et meget ondt hjerte.

1 kommentar

  1. Fed klumme. Du har fuldstændig ret og det kan kun gå for langsomt. Har kun en tilføjelse: Kirurgen kunne være bøsse.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv