leatherdyke.cc

[…]
Dengang i ottende klasse vidste jeg ikke, at jeg var feminist. Tværtimod var jeg mere optaget af at passe ind. Jeg passede ikke ind i klassens pigefællesskaber, som var en slags seriemonogami, hvor den ene uges bedste veninde næste uge blev skiftet ud med en ny. Pigevenskaberne foregik i par, hvor der ikke var plads til flere. Jeg prøvede det et par gange og duede ikke til det. Jeg blev ked af det og undrede mig grundlæggende over, hvorfor vi ikke bare kunne være sammen alle sammen, piger som drenge, alt efter hvem der nu havde lyst til at spille basket, kort eller læreren ud mod eleverne. Så jeg havnede sammen med drengene i frikvartererne, for de samledes netop om et spil kort, om bordtennisbordet eller noget andet, der inviterede til, at flere kunne være med. Efterhånden blev jeg ”en af drengene”, også uden for skolen, og da vi begyndte at gå til fester, spillede jeg poker og drak whisky i en eller anden drengs kælder til tonerne af Guns ’n’ Roses og Pamela Anderson på væggen. De drenge, jeg var mere end platonisk interesseret i, var altid mere interesseret i min veninde med de meget store bryster og sagde, at jeg jo var deres ven, en af dem. Drengepigen kunne man respektere som ligeværdig, men ikke have lyst til at kysse og kæle med. At blive respekteret og begæret skulle vise sig ikke at være helt ligetil.

 

Da jeg i gymnasiet begyndte at gå med makeup hver dag, for at dække over min usikkerhed og rødmen hver gang jeg sagde noget i timerne, blev jeg betragtet som kønnere. Et efterhånden mere feminint udseende kombineret med en under bæltestedet drengerøvshumor blev pludselig betragtet som charmerende og sjovt. Det faldt mig selvfølgeligt at deltage i og fortsætte jargonen fra folkeskolen. Alting kunne gøres lummert med et ”det sagde han også i går”, som på én gang fremstillede mig selv som seksuelt aktiv og dermed tilgængelig og som en drengerøv på lige fod med dem af hankøn. De år handlede alting om festerne i weekenden, om hvem der nu havde været sammen med hvem og hvor mange. At kysse med mange var én ting og blev betragtet som så uskyldigt, at selv os piger kunne tillade os at have gang i flere på én weekend. Men kom det pludselig frem, at der var blevet pillet rundt i nogens bukser, på brysterne, eller man ligefrem havde haft sex, var det straks noget andet, og pigen blev gjort til skamme og udstillet i en sketch til ugens fredagscafé eller i elevernes eget gymnasieblad.

 

Vi havde en ret sej dansklærer, som på forskellig vis plantede små feministfrø i mig. På et tidspunkt har hun helt sikkert fået øje på de forskellige udstillinger af diverse gymnasiepiger som løse på tråden og luderagtige. I hvert fald skitserede hun straks, hvad det var for en type (stærke, selvstændige, progressive) kvinder, der typisk blev brændt på bålet som hekse i middelalderen, og hvordan samme normer trods en vis ligestillingsmæssig udvikling fortsat udspiller sig som en slags to skridt frem og et tilbage hele vejen op gennem historien. Hun fortalte også om, hvordan hun og hendes gymnasiekæreste i tresserne var blevet bortvist for at have kysset hinanden i offentlighed, og hvor berusende det havde føltes, da de insisterede på at holde hinanden i hånden på vej ud af skolen. Hendes mantra var, og hun gentog det ofte, at vi ikke har ligestilling i Danmark, før vi kan se middelmådige kvinder i toppen af samfundet.

 

[…]

 

Da jeg med min indtræden på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på Roskilde Universitetscenter, RUC, som den første i min familie begyndte på universitetet i 2003, titulerede jeg mig stadig ikke som feminist. Ligesom i min folkeskole- og gymnasieklasse var der også her en meget ligelig kønsfordeling, og jeg syntes godt om det. Jeg købte fuldstændig idéen om, at en mere ligelig kønsfordeling skabte mere dynamik, og jeg var heller ikke langt fra at bifalde, at det var godt med nogle mænd til at holde styr på tropperne. Måske mest fordi jeg stadig så mig selv som ”en af drengene” og dermed ikke identificerede mig med dem, der potentielt skulle holdes styr på. På rusturen legede jeg livligt med på de sexistiske fuldemandslege, hvor vi skulle sutte White Russians-drinks ud af kondomer efter at have bidt spidsen af, slikke flødeboller af hinandens maver og løbe nøgenstafet. Ikke engang da vi blev delt op i mande- og kvindebar, meldte jeg mig ud af fællesskabet sammen med den lille gruppe, der rent faktisk sagde fra. Jeg rakte fornøjet den gigantiske marcipanpik videre til min sidekvinde med et smørret ”Jeg har aldrig…”-smil og tænkte på, hvad fyrene mon lavede. Da de så indtog gårdspladsen højtråbende, hujende og drønende afsted i jeeps, var jeg mere misundelig end indigneret.

 

Sexismen på sam.bas. levede i bedste velgående. Og så længe jeg anså mig selv for at være en drengerøv, var det da også til at leve i. Hvornår jeg blev klar over, at jeg med min egen drengerøvsattitude var med til at nedvurdere kvinder og opnåede den fulde forståelse af, at det samtidig var en nedvurdering af mig selv, ved jeg ikke med sikkerhed. Når jeg tager mig selv i at blive fordømmende i dag, for eksempel over for de mange unge kvinder, der i mine øjne gør alt for meget for at tækkes mænd og opnå deres opmærksomhed, så prøver jeg at huske mig selv på, at vi alle sammen bærer rundt på en sexistisk lortekultur. Og vi medskaber den konstant. Hvis vi ikke tænker os om.

 

[…]

 

Kvindeligt Selskab skulle vise sig at blive det første sted, hvor jeg rigtig lærte at tænke mig om.

 

[…]

 

Dengang [i 2006] var mit feministiske udgangspunkt langt mere forsonende, end det er i dag. Jeg ønskede at tro på, at de kønsmæssige skævheder i samfundet havde slagsider fordelt ligeligt mellem mænd og kvinder. At når skønhedsidealet for kvinder var helt forkvaklet, var det ligeså forkvaklet for mænd, der nu også i stigende grad oplevede at skulle leve op til vaskebrætsmaver og hårtrimmede overkroppe. Jeg begyndte at læse Gender Studies (kønsstudier) på Lunds Universitet i 2007, og jeg satte som mål for en af mine eksamensopgaver at vise, at det vestlige samfunds skønhedsidealer påvirker både kvinder og mænd. Min skjulte dagsorden var at skabe et tydeligt incitament for mænd til også af den grund at opdage, at de var – eller burde være – feminister. Med udgangspunkt i forskning om hårfjerningspraksis hos henholdsvis mænd og kvinder ønskede jeg at vise, hvordan både kvinder og mænd forventes at fjerne hår på deres kroppe. Ganske rigtigt forskellige steder på kroppen, men at der for begge køn i sig selv var forventninger om at fjerne hår var i første omgang rigeligt vand på min mølle til at konkludere, at skønhedsindustrien påvirkede os alle i en dårlig retning. Min underviser var hurtig til at dumpe min forsimplede analyse og bad mig læse op på min kapitalismekritik, min Foucault og teorier om det mandlige blik og så naturligvis at kigge på den behårede forskning én gang til. At skrive den opgave blev første skridt i en smertelig erkendelsesproces. Al forskning peger nemlig på, at de forskellige hårfjerningspraksisser for mænd og kvinder netop er en af de kønsmæssige slagsider, der på ingen måde er ligeligt fordelt. Mænd må gerne have hår på kroppen, det kan ligefrem opfattes som mere maskulint og dermed understøtte deres mandlige kønsudtryk. Kvinder må ikke have hår på kroppen. Kvinder med hår på kroppen bliver anset som unaturlige og ulækre og direkte ufeminine og ukvindelige. Kvinder med hår på kroppen bliver straffet med mindre sex, mindre kærlighed, ingen accept eller anerkendelse fra de nærmeste, heller ikke veninder, og mødes af mistænkeliggørelse og latterliggørelse alene på baggrund af deres fysiske væren. Det kræver altså sin kvinde at være ligeglad. Derfor vil jeg i dag påstå, at der i kvinders hårfjerningspraksis ikke kan blive tale om et reelt frit valg. De, der mener, at der altid er et frit valg, kan i det mindste ikke tilbagevise, at vælger man som kvinde at beholde sine hår på kroppen, har det sin pris. Der skulle gå en del år endnu, før jeg kom til denne erkendelse.

 

Jeg fortsatte mit engagement i Selskabet med en insisteren på, at alle mennesker da i virkeligheden måtte være feminister, for hvem kunne ikke gå ind for ligestilling? Ved dialog og oplysning af folk ville de blive opmærksomme på, at de da havde været feminister hele tiden, og at det i virkeligheden var noget pjat at gå rundt og tage afstand fra ordet ”feminist”.

 

[…]

 

Fra det forsonende feministiske udgangspunkt med en snert af provokation til decideret separatisme skulle der gå lidt endnu. Jeg forstod ikke rigtigt, hvorfor det skulle være nødvendigt at samles kun kvinder i fora, hvor mænd ikke var velkomne, for målet måtte jo være, at vi skulle kunne være sammen alle sammen. Da jeg i efteråret 2009 mødte Lotte Seide Mortensen, der var aktivist i Kvindehuset og på Kvindelejren på Femø, vidste jeg derfor ikke, hvilken afgørende betydning netop de to institutioner ville få for mit feministiske standpunkt. Lotte kontaktede mig i forbindelse med et åbent hus-arrangement i Kvindehuset, hvor hun gerne ville have mig til at komme og holde et oplæg om feministisk porno, da jeg havde skrevet speciale om det. Det var første gang, jeg besøgte Kvindehuset i Gothersgade, og jeg kunne mærke, at mit konforme kvindeudtryk med pæn, sort kjole, leggings, fine ballerinasko, cardigan, halskæde, mascara på øjenvipperne, foundation og pudder i ansigtet og så mit lange rødblonde hår ikke var almindeligt i Kvindehuset. Ikke at der som sådan var en bestemt norm at spore hos kvinderne her, men et konformt feminint udtryk som mit var i hvert fald ikke det gængse. Jeg følte mig ikke hjemme, men samtidig var jeg draget. Ligesom den skarpe og engagerede tone havde tiltalt mig ved mit første møde i Kvindeligt Selskab, oplevede jeg igen en anden måde, kvinder kunne være til i et rum på. Selvfølgeligt indtog de rummet, og de behøvede ikke lægge deres udseende i særlige folder for at være accepteret. De var der bare.

 

Et par måneder efter, i starten af 2010, inviterede Lotte mig til at stå for en politisk snakkegruppe på sommerens Femølejr sammen med nu filmanmelder og forskningsassistent Katrine Manfred Swets. Jeg var spændt på, hvad det separatistiske rum uden mænd mon havde at tilbyde. Samtidig tænkte jeg pragmatisk, at jeg uanset hvad kunne få nogle fif til, hvordan man kunne lave en ligestillingslejr for alle køn. Femølejren skulle vise sig at være det fristed, jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Det blev tydeligt for mig, helt kropsligt, hvordan jeg i alle andre sammenhænge end Femølejren, og Kvindehuset for den sags skyld, forholdt mig mere eller mindre konstant og aktivt til et altoverskyggende mandligt blik. At samle benene i bussen, sidde feminint med det ene ben over det andet. At være opmærksom på ikke at fylde i bussen, på fortovet, hvor som helst. At tjekke mit hår og ansigt i spejlet. Og det var befriende at slippe for. Simpelthen så befriende. Her behøvede jeg ikke have makeup på for at føle mig tilpas eller tænke videre over, hvordan jeg så ud. Ingen vurderende elevatorblikke, ingen fordømmelse. Bare en grundlæggende stemning af, at alle er okay, som de er. Tænk at kunne stå der i et udendørs brusebad med udsigt ud over markerne og mærke vinden på min nøgne krop uden at nogen som helst forholdt sig til den som noget seksuelt. Ingen tilråb, ingen tåbelige kommentarer, bare frihed. Kvinder, der måske havde en seksuel interesse i mig, opførte sig helt anderledes, end jeg var vant til fra mænd, der var seksuelt interesserede i mig. De havde ikke behov for at kommentere på min krop, de omgik den med samme sårbarhed og respekt, som de omgikkes hele mig. Jeg blev klar over, at i dette kvindefællesskab fandtes en frihed og en mulighed for frigørelse, jeg ikke oplevede nogen andre steder. Fraværet af mænd gjorde det muligt for alle kvinder at være sig selv fuldt ud og bringe deres personlighed og talenter længere ud og mere i spil, end de måske anede, de kunne. Her var der ingen fordomme om, hvad kvinder kan eller ikke kan, heller ikke fysisk. For her er det kvinder, der klarer alting. Kan alene kvinde ikke klare en sag selv, løfter kvinder i fælles flok. Alt fra at organisere en sommerlejr med tema- og holdskift hver uge til fysisk at rejse de store militærtelte, slæbe komfurer, hugge brænde og lave bål, tømme lokummer, lave mad, spille volleyball, lappe cykler og drikke spandevis af øl, spille musik, danse.

 

I de mest separatistiske rum jeg har oplevet, Femølejren og Kvindehuset, har jeg ironisk nok oplevet mere mangfoldighed end nogen andre steder. Ved noget så simpelt som at nulstille køn som værdiskaber bliver det muligt bare at være til, at være menneske. Samtidig er der også noget smerteligt ved at opdage, at ens almindeligt levede liv ikke er så vildt frigjort fra normer, som en måske havde gjort sig illusioner om. Jeg vælger nu at tage mine møder med Femølejren og Kvindehuset som en evig reminder om det Utopia, jeg godt kunne tænke mig at leve i. Følelsen vel og mærke. Jeg har stadig en naiv forhåbning om, at vi alle en dag kan leve sammen på tværs af køn og med samme friheder. Hvor ingen føler eller gør sig mindre, for at andre bedre kan være der. Hvor vi alle sammen bliver set for de mennesker og finurligheder, vi er og har. Hvor ingen bliver afskyet eller holdt udenfor på baggrund af obskure kropsidealer. Det bliver sandsynligvis ikke i min levetid. Jeg kan kun forsøge at udbrede lidt af Utopia til det almindelige samfund – måske vil det ske, de smelter sammen til én. En skønne dag.

 

[…]

 

Teksten er et uddrag fra antologien ”Elitefeministerne – 25 års udskældt ligestillingskamp”, som udkommer ved Tiderne Skifter den 24. november 2016. Redigeret af Kirstine Dalsgaard Larsen og Christine Dreyer Alexandersen.

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

 

Christine Dreyer Alexandersen

Christine Dreyer Alexandersen er født i 1981. BA i samfundsvidenskab og Kultur- og sprogmødestudier, RUC, 2006, Master i Gender Studies, Lunds Universitet, 2009. Hun var medredaktør på "Kvinde kend din krop" 2013 og medskaber af Baghusets feministiske kontorfællesskab samme år. I 2015 blev hun optaget i Kvindernes Blå Bog. Fotoet af Christine er taget af Mads-Peter Eusebius Jacobsen.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv