leatherdyke.cc

I Danmark bliver ni kvinder dræbt årligt af deres nuværende eller tidligere partner. ”Vi bliver nødt til at erkende, at dette er et samfundsproblem, ellers får vi aldrig bekæmpet det patriarkalske familiemønster, som stadig lever i bedste velgående”, forklarer kønsforsker Christian Groes.

 

Journalisten Michael Jeppesen er blevet en vigtig medaktør i den danske kvindes fortsatte kamp om ligestilling, og jeg har, på trods af den deprimerende viden, han beriger mig med, lyst til at knuselske ham. Har du endnu ikke har set dokumentarprogrammerne Mænd der dræber kvinder samt Ti Stille Kvinde som Michael Jeppesen står bag, kan det varmt anbefales. Især hvis du mener, vi har total ligestilling her i Danmark (her tvivler jeg dog på, at du i dette tilfælde overhovedet læser mit indlæg).

 

I programmet Mænd der dræber kvinder blev jeg præsenteret for de nedslående statistikker; hvert år bliver 33.000 kvinder udsat for grov vold af deres partner. Og i løbet af de sidste 10 år er mere end 92 danske kvinder blevet myrdet af deres nuværende eller tidligere partner. Det er mere end 9 kvinder om året. Det er vildt. Helt ærligt, det er så vildt og så skræmmende, at jeg næsten kunne have stoppet hér. Og det gjorde jeg også. Det er nemlig to måneder siden, jeg så programmet.

 

Jeg må indrømme, at jeg var så chokeret, at selvom det lå lige til højrebenet at skrive om det, så kunne jeg ikke. Jeg var nok også berøringsangst. Dét der sker mellem husets fire vægge er privat. Og hvilken ret har en udefrakommende ret til at italesætte det.

 

Men dén tankegang er en væsentlig del af hele problemet. I dokumentaren møder vi kønsforskeren Christian Groes. Han mener, at selvom vi i Danmark har nogle idealer for ligestilling i det offentlige, så lever det patriarkalske familiemønster i bedste velgående i de private danske hjem.

 

Kønsdebattør og blogger Henrik Marstal er af samme overbevisning. ”Danske mænds drab på kvinder har også rod i resterne af en patriarkalsk struktur, som stadig hersker i samfundet, om vi vil det eller ej. Nogle mænd udnytter den gamle plads øverst i kønshierarkiet til at råbe ad kæresten, komme med sexistiske bemærkninger og give hende et par på hovedet, hvis hun er besværlig. Den tankegang ser vi i yderste konsekvens i kærestedrabene,” siger Henrik Marstal og tilføjer: ”Der er virkelig grund til at se de på mord i et større perspektiv og diskutere hvad i vores samfundsstruktur, der gør det muligt for mændene at gå så langt, som de gør”.

 

Michael Jeppesen taler også med Rikke Andreassen, som er forsker i køn og kommunikation. Hun mener, at medierne bærer et stort ansvar for den måde, vi i Danmark ser på kvindedrab.

 

I Danmark ser vi det ikke som et samfundsproblem, når kvinder dræbes af deres partner”, siger Rikke. ”Medierne kalder det en familietragedie, og så føler vi,  at vi som samfund kan fralægge os ansvaret. Men vi bliver nødt til at se på, hvad det er i vores samfund, som gør at så mange danske mænd årligt, dræber deres partner”.

 

Jeg mener, at Rikke har en vigtig pointe. Når medierne kalder det en familietragedie, forstærker det følelsen af, at det ikke kommer os ved. Det er sket mellem husets fire vægge og er privat. Vi glemmer bare, at kvinden jo faktisk er død. Frataget sit liv, sin stemme, og sin chance for at blive hørt. Og vi glemmer også, at lige meget HVAD der er sket imellem dé fire vægge, så har manden INGEN ret til at slå ihjel.

 

Psykolog Hanne Hostrup mener, at mænd der myrder kvinder, aldrig har elsket dem, men set dem som deres ejendom. ”Mænd der udsætter deres kæreste for vold, og i værste tilfælde slår hende ihjel, mener at de ejer hende. Kvinden er deres ejendom, og når herskerbilledet krakelerer, går de amok. Mændene dræber, fordi de føler, at de ikke kan leve med den personlige ydmygelse, der er overgået dem”.

 

Det er på tide, at vi som samfund anerkender det åbenlyse. Vi skal tage ansvar og få talt om den store elefant, vi alle har forsøgt at ignorere så længe. Her vil jeg gerne byde ind. Jeg mener, at vi skal starte ved starten; opdragelsen. Når en dreng slår en pige i børnehaven, retfærdiggør vi det med, at han i virkeligheden godt kan lide hende. Hvad er det for et budskab, vi sender til vores børn? At det er okay at slå, fordi de jo i virkeligheden godt kan lide en?

 

For helt ærligt, hvor mange gange har en kvinde ikke siddet med et knust hjerte, et krakeleret selvbillede og følt sig ydmyget af det modsatte køn. Uden at myrde. Jeg siger ikke, at vi kvinder skal  begynde at slå ihjel for at opnå ligestilling i disse forfærdelige statistikker. Jeg prøver blot at påpege, at det er på tide, at vi i Danmark erkender det faktum, at vi som samfund endnu har lang vej, når det gælder ligestilling. Vi må stoppe med at feje det åbenlyse under tæppet ved at sammenligne os med lande, der har dobbelt så langt.

 

Læs mere her.

Se Mænd der dræber kvinder her.

 

Billedet er lånt her.

 

Elise Ghorbani

Feminist, ateist, humanist, socialist og naturalist. Jeg er opvokset i Odense, i et varmt hjem, hvor mine livsopfattelser i en tidlig alder blev anerkendt og udfordret af mine forældre. Har boet i Italien, London, Thailand og København. Bor nu omkring Ramløse, er 28 år og har 2 skønne børn med en charmerende englænder.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv