leatherdyke.cc

På det seneste har man nærmest skullet leve under en sten eller været i eksil på havets bund for ikke at have hørt ordene ”terror” og ”ytringsfrihed” nævnt i flæng i debatten. Vi har efterhånden alle sammen forstået, at ”muslimerne” er en trussel for os alle. Vi må holde sammen mod denne trussel mod det danske samfund.

 

Men det er ikke muslimer, dette her skal handle om. Det emne behandles i overflod andre steder. Men der er noget, der falder mig ind, når jeg læser og hører debatterne om denne her unge mand, der greb en pistol og skabte skræk og rædsel i Danmark. Jeg tænker: ”Han kunne vel lige så godt have været hvid?”.

 

Et element i debatten, som sjældent er velkomment er, hvem der står for volden og drabene i det danske samfund generelt. Danskerne, og her snakker jeg både om kvinder og mænd, bryder sig ikke om at blive konfronteret med, at problemet ikke alene er udefrakommende, men i lige så høj grad bor i det danske samfund.

 

Det er mænd, der står for de voldelige overfald, det er mænd, der sidder i fængslerne, det er mænd, der begår voldtægt, og det er mænd, der begår den vold, der sker indenfor hjemmets fire vægge.

 

Når man påpeger ovenstående, kan man som oftest ud i en længere tirade om, at det selvfølgelig ikke er alle mænd, der er voldelige, men de fleste voldelige personer er mænd, og ja, mænd er også ofre for vold, og ja, mænd er også ofre for andre mænds vold, og ja, kvinder kan også være voldelige.

 

Jeg vil vove den påstand, at der i ovenstående ligger et vaskeægte hvidt, mandligt privilegium. For voldtægtsofferet er det fuldstændig ligegyldigt, hvilken hudfarve gerningsmanden har, men det er ikke ligegyldigt for resten af Danmark. Har han en hudfarve, der er bare en smule mørkere end os andre, eller hedder han noget andet end Jeppe eller Magnus, så skal han bare ud af landet. Han skal fandeme ikke komme her og voldtage ”vores” kvinder. De der muslimer, det er deres kvindesyn, den er helt gal med.

 

Selvforståelsen hos danske mænd er en anden. Når jeg diskuterer feminisme med mænd, er det ofte med en ironisk distance fra den mandlige samtalepartner. Jeg ved jo, at han har de rigtige holdninger, og så er det helt i orden, at der kommer en lind strøm af sexisme. Det er jo bare for sjov. Lidt samme tendens fornemmer jeg ligger bag, når hvide mænd finder, at det er i orden at joke med voldtægt. De går jo ikke ind for voldtægt, derfor må de godt. For den hvide mand er spillerummet for dårlig opførsel et helt andet og mere rummeligt sted. Vi snakker ikke om en usund maskulinitetskultur, når danske mænd i et dansk dagblad stiller sig op og erklærer, at de til Rihanna-koncert på Roskilde Festival vil ud og seksuelt forulempe danske kvinder ved en såkaldt ”røvtogt”. Dobbeltheden i det viser tydeligt, at det der foregår i det danske samfund for tiden ikke er en afstandtagen fra uacceptabel og kvindehadsk opførsel, men fra en bestemt religionsretning. Når man tager i betragtning, hvor kort tid der er gået siden 2. Verdenskrig og jødeforfølgelsen, skulle man tro, vi var blevet klogere.

 

Personligt vil jeg tilstå, at tanken om at sende voldsmænd og voldtægtspersoner til en øde ø, gerne langt væk, er fristende, men at straffens karakter skal afhænge af gerningspersonens hudfarve eller formodede religion er slet og ret racistisk. Og hyklerisk. For det vidner om en brist i det Danmark, vi så højt hylder som ligestillingens højborg (på den ikke-svenske måde, forstås, de jävla svenskere er alligevel en tand for skøre). Vi, i Danmark, har også et problem med vores kvindesyn. Danske mænd, de voldtager også, de begår også vold. Og hvis I ikke tror mig, så kast et blik på statistikken for sidste år. Det er rent ud sagt skræmmende, hvor mange kvinder der mistede livet for deres danske partners eller ekspartners hånd. Men det er ikke noget, vi hæfter os ved.

 

Tankevækkende er det, at voldens kønnede slagside er et tabu i nutidens debat. Enhver, der nogensinde har deltaget i en debat om mænd og vold, vil sandsynligvis kunne medgive, at det ret hurtigt kommer til at handle om en hel masse andet end det oprindelige emne. Som f.eks. at mænd også er ofre for vold. At kvinder også er voldelige. At kvinder kan udøve, hvad der nærmest svarer til psykisk terror, underforstået at manden ikke har andet valg end at bruge næverne. Uvilligheden til at indse, at vi står med et problem, som vedrører os alle, står i skarp kontrast til retorikken omkring ’muslimerne’ i det danske samfund. Her kan man faktisk gå så langt, i ytringsfrihedens hellige navn, så man kan sige, at muslimske fædre voldtager deres døtre. Det går ikke upåagtet hen, det skal indrømmes, men reaktionen er ikke engang i nærheden af, hvad den ville være, hvis man stillede sig op og sagde: ”Danske mænd, de tæver deres koner”. Som det er nu, er der ingen gylden middelvej i den danske debat. Vi har defineret hvem fjenden er, og i takt, og med høtyvene fremme, marcherer vi mod dem.

 

Det falder de færreste ind at afkræve afstandtagen fra mænd, som samlet gruppe, når der sker en voldtægt eller et drab på en kvinde, men ikke desto mindre forventer vi som en selvfølgelighed, at muslimer gør netop dette, når deres trosfæller træder ved siden af.  Det burde være fuldstændig ligegyldigt om et drab på en kvinde kategoriseres som æresdrab, familietragedie eller jalousidrab, for mekanismerne er de samme, men det er som om, at vi ikke kan eller vil beskæftige os med det, hvis det kræver, at vi skal se indad. Vi ser splinten i de andres øjne, men ikke bjælkerne i vores egne.

 

Mit ærinde her er ikke at blæse til en kønskamp, der i sidste ende bare vil ende i endnu en omsonst skyttegravskrig. Dette her er ikke et ”blamegame”, men et reelt problem, som vi sammen bør løse, hvis vi vil et bedre samfund. Mit ærinde er at pointere, at hvis vi formår at se indad og begynder at arbejde konstruktivt med skampletten i vores egen kultur, så ville vi sandsynligvis fremover kunne slippe for ukonstruktive og fornærmende udsagn om, at en gruppe uskyldige mennesker ”voldtager deres døtre” og i stedet tage en mere konstruktiv debat om bolden, fremfor manden. En debat, hvor ingen afkræves, at de tager afstand fra deres tros- eller kønsfæller som følge af disses gerninger, men hvor vi samlet tager afstand fra handlingerne, og sammen arbejder frem mod et samfund, hvor vi får afdækket og afskaffet de strukturer, der skaber en usund og utryg kultur, der fører til, at mænd dominerer i snart sagt enhver ubehagelig statistik, man kan komme i nærheden af.

 

For når alt kommer til alt, så handler dette her i sidste ende ikke om hverken religion eller køn. Det handler om mennesker, som taber i kampen om at leve op til et forskruet maskulinitetsideal. En saglig debat om det ville bringe os langt videre end skingre røster, der kræver et islamfrit Danmark. Lad os få det slået fast en gang for alle: Volden er ikke muslimsk, og den er ikke hverken mere berettiget eller mindre farlig, fordi den er hvid.

 

 

Billedet er lånt her.

 

 

Maria Boye

29 år. Indfødt jyde. Frivillig og admin i Stop Sexisme. Holder meget af at udbrede mine holdninger til højre og venstre, læse bøger, drikke rødvin og se film.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv