leatherdyke.cc

 

Som et medlem af LGBTQA-samfunde (lesbian, gay, bisexual, transgender, queer, asexual), springer man ikke bare ud en enkelt gang. Man fortæller ikke bare lige mor, far og vennerne: “Hey, jeg er slet ikke så heteroseksuel/ciskønnet, som I går og tror”. Man springer ud, hver gang man møder nye mennesker. Det kan f.eks. være til en fest, hvor man i en sammenhæng snakker om en kæreste af samme køn som en selv. Man ser, hvordan folks blikke pludselig ændrer sig. Og hver gang man bringer det op, ændres stemningen. Man bliver nervøs. Man ved aldrig, hvordan folk reagerer. Man springer også ud, hver gang man går med sin kæreste i hånden i offentligheden. For så viser man alle, man møder på sin vej, at man er til det samme køn, og man ved, der vil være reaktioner.

 
Jeg er selv en ung biseksuel pige. Når jeg går med en pige i hånden på åben gade, oplever jeg, at folk reagerer anderledes, end hvis jeg går hånd i hånd med en dreng. Hvis det ikke er skæve eller undrende blikke, er det folk, der fniser og hvisker. Som to piger kan man også opleve at møde mænd, der seksualiserer en. Altså, de virker helt overraskede over, at to kvinder kan være kærester, uden det er for deres underholdning. Det må være pornoindustrien, der skaber disse forestillinger.

 
Så sent som i weekenden sad jeg og min kæreste (en pige) på en bænk i gågaden. Vi sad ikke og råsnavede og var grænseoverskridende. Vi sad faktisk bare sammen og snakkede, hånd i hånd, og nussede hinanden i håret en gang imellem. En gruppe unge mennesker på vores egen alder passerede os. De vendte hovederne og pegede, mens de snakkede om os.
“Det var sgu’da nogle lebber det der, prøv at se!” Så fniser de, måber og laver jokes. Selv flere meter nede af gaden blev de ved. En lignende situation fandt sted få minutter efter. Det sker alt for ofte.

 

 

Uanset om folk har fordømmende, seksualiserende eller utrygge blikke, så er det grænseoverskridende. Der er jo ingen, der ser en dreng og en pige sammen og peger fingre af dem. Det kan folk nemlig forholde sig til; det er normen. Men når man nu bliver peget fingre af, føler man sig forkert. Man føler sig som et dyr i en zoo, som andre kan observere og grine af til deres egen underholdning. Det er trættende at vide, at noget så uskyldigt som at holde i hånden og kysse sin kæreste på kinden kan have konsekvenser. I nogle tilfælde er det ligefrem noget, man skal overveje, om man har overskud til.

 

 

Jeg spurgte engang min kæreste, hvorfor hun holder sig tilbage, når vi er i offentligheden. Hun viser mig mindre omsorg, og vi opfører os mindre kæreste-agtigt. Men alligevel nok til at folk kan se, vi er sammen. Hun sagde, det var fordi, at så kiggede folk så mærkeligt. Hun kan ikke lide den opmærksomhed, vi får. Jeg er lidt en anden type. Jeg bliver provokeret og får lyst til at støde folk ved at være overdrevet åbenlys.

 

 

Det burde ikke være sådan. Selvom Danmark praler af at være et meget tolerant og accepterende land, føler man sig alligevel … skyldig! Man føler sig faktisk skyldig, når folk virker så stødte over, at man er anderledes end dem. Men jeg har ikke lyst til at holde mit liv og min kærlighed til min kæreste hemmeligt, så andre kan føle sig komfortable. Jeg eksisterer ikke for at gøre dem glade. Jeg synes, at Danmark burde forsøge at leve op til vores ry om, at der netop er plads til alle her. Det begynder med den enkelte. Vi har allesammen et ansvar. Vi er selv ansvarlige for, hvordan vi opfører os overfor andre. Og kan det virkelig passe, at man skal være relateret til LGBTQA-samfundet, før man vil sætte dig ind i, hvordan det mon føles at blive skammet ud som “anderledes”. I virkeligheden handler det bare om at sætte sig i andres sted og føle empati.

 
Hvis du finder det svært at sætte dig i mit sted, i forhold til min seksualitet og det jeg oplever, så spørg mig. ”Dumme” spørgsmål er bedre end fordomme, der ofte er ukorrekte. Prøv måske også at se, om det er muligt at finde overskud til at sætte morskaben på andres bekostning til side og i stedet hjælpe til, så alle kan føle sig trygge i vores samfund. Lad være med at gå ud fra, at fordi man skiller sig ud fra normen, er man også blevet tildelt uendelig tålmodighed og er ude af stand til at blive såret, så andre kan more sig og mobbe en.

 

Lad os i stedet sammen kæmpe for at nedbryde fordommene, og skabe et samfund, hvor vi alle kan føle os trygge. Hvor vi kan vise vores kærlighed uden at frygte for blikke, kommentarer og nedgørelse, selv om vi skiller os ud. Et samfund hvor vi viser hensyn til hinanden.

 

 

Billedet er lånt her: August 4, 2013 via photopin (license)

 

 

 

Freja Hesselhof

Ung feministisk kunst-elev bosat på Fyn. Jeg interesserer mig for politik og at være kreativ. Jeg stræber altid efter at kunne komme med et stærkt udtryk via min kunst, der går ud over, “noget der bare er pænt”. Det samme gælder mine skriverier. Jeg brænder for at mine budskaber kommer igennem. Jeg er en pige med store ambitioner både indenfor kunst og politik, samt sport.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv