leatherdyke.cc

Det klassiske scenarie når de fleste mennesker tænker voldtægt:

 

En fremmed, sindssyg mand springer ud af en busk en sen aften og vælter en kvinde, der går alene omkuld. Kvinden vil få blå mærker, hun vil bløde og hun vil have gerningsmandens DNA under sine fingernegle. Bagefter vil hun gå til politiet. De vil tage hende alvorligt, undersøge hende, give hende krisehjælp, og de vil fange voldtægtsmanden. Han vil komme for retten, blive dømt skyldig og blive smidt i fængsel i mange, mange år. Kvindens mareridt er nu overstået, og hun kan fortsætte sit liv som før.

 

Det er den historie, vi rigtigt gerne vil tro på omkring voldtægt. Vi lærer vores døtre, at de skal passe på, når de går på gaden om natten, at de ikke skal gå alene, at de ikke skal stole på fremmede. Vores sønner lærer vi ikke noget omkring voldtægt. For alle ved jo, at det kun er psykopater, der voldtager. Syge mænd, langt uden for pædagogisk rækkevidde, der ikke har noget med de normale, rare mænd at gøre. Som vores sønner, fædre, brødre, kærester og venner. De ville aldrig gøre sådan noget ved en kvinde. Alle ved, at voldtægt er forkert.

 

Jeg er i tvivl, om min voldtægtsmand så det, han gjorde ved mig som en voldtægt. Jeg gjorde i hvert fald ikke det første stykke tid.

 

Min voldtægt skete, da jeg var 20 år, til en lukket fest, kun med venner og venners venner tilstede. Jeg havde drukket mig fuld og var faldet i søvn på en sofa. Jeg vågnede op ved, at nogen havde trukket ned i mine bukser og var ved at have sex med mig bagfra. Det var som om min hjerne slog fra og en autopilot blev slået til. Det eneste jeg kunne fokusere på, var at komme væk derfra. Jeg trækker mine bukser op, rejser mig fra sofaen, smiler venligt til manden (som jeg ikke genkender), spørger en ven om han vil følges med mig, hvis jeg vil hjem og forlader festen. På vej hjem fortæller jeg (stille og roligt) min ven om hvad der er sket. Han tager det alvorligt og får ringet til en af dem, der stadig er til festen, men manden, der voldtog mig, har flyttet sig fra sofaen, og ingen ved umiddelbart, hvem det var.

 

Et par dage efter går jeg – presset af mine venner – til politiet. Jeg havde ikke selv lyst til at anmelde det. Jeg kunne ikke se, hvad godt der ville komme ud af det.

 

Jeg græder massivt igennem hele afhøringen. Betjenten spørger ind til min seksualitet, hvad jeg havde på den aften, og om jeg generelt betragter mig selv som flirtende. Hun bruger ikke ordet voldtægt, hun kalder det ”gråzone”. Hun fortæller mig, at politiet ikke vil gøre mere i sagen, og at jeg nok ikke skal drikke så meget næste gang.

 

Jeg har senere fundet ud af, at min forsikring ville have dækket en krisepsykolog og at både Rigshospitalets voldtægtsafdelingen og Joan Søstrene, der er eksperter i voldtægt, ville have taget i mod mig. De eneste politiet foreslog mig at snakke med var offerrådgivningen, og jeg tænkte – i chok som jeg var – ”Hvis jeg ikke kalder mig et offer, så er jeg ikke et offer.”

 

Jeg snakkede ikke med offerrådgivningen, jeg fortalte intet til mine forældre. Jeg var glad for, at politiet ikke tog sagen alvorligt; det føltes som en vej ud. Hvis jeg ikke tænkte på voldtægten, ville den ikke betyde noget.

 

Et halvt år efter havde jeg udviklet en depression. Alt det jeg havde fornægtet kom tilbage til mig. Nu er der gået yderligere tre år, jeg har brugt omkring 12.000 kr. og mere end 100 timer på terapi. Jeg har stadig PTSD-symptomer, der gør min hverdag hård. Det har været konsekvenserne af voldtægten for mig. For min voldtægtsmand har der ikke været nogen konsekvenser, jeg fandt aldrig ud af hvem han var.

 

Grunden til, at jeg deler min historie, er at den er alt, alt for almindelig. Amnesty International skriver, at der årligt sker 2.000-10.000 voldtægter i Danmark. Af disse bliver ca. 500 anmeldt og ud af disse fører ca. 100 til en dom. Det vil sige, at i 95 til 99 procent af alle voldtægter går gerningsmanden fri. I langt de fleste sager kender gerningsmand og offer hinanden i forvejen.

 

Vi er nødt til at ændre vores syn på voldtægt. Den fremmede mand i en busk er kun en brøkdel af, hvad voldtægt er. Vi skal lære vores døtre at tage sig selv alvorligt, at alt sex de ikke har sagt ja til er en voldtægt, at det ikke kun er ”rigtigt”, hvis det var en fremmed og de har blå mærker bagefter.

 

Vi skal lære dem, at det ikke er deres skyld, hvis de blev voldtaget; at de ikke har noget at skamme sig over. At det ikke handlede om deres tøj, deres seksualitet eller deres promille. Så længe at ofrene føler skam over, hvad der er blevet gjort imod dem, vil mørketallene ikke gå væk, der vil ikke være konsekvenser for gerningsmanden, og han vil være fri til at voldtage igen og igen.

 

Vi skal også tale med vores sønner. Vi skal fortælle dem, at de skal respektere kvinderne omkring dem. At de skal acceptere et nej og vente på et ja. At sex ikke er noget, man har ret til eller som man tager fra andre, men noget man gør sammen med sin partner.

 

I det hele taget bør vi ændre vores syn på samtykke til sex. Min voldtægtssag blev henlagt, fordi det ikke ville kunne bevises, at gerningsmanden havde intention om at voldtage mig. Det eneste, han ville behøve at gøre, var at sige ”Jeg troede, at hun var vågen”, og så ville der ikke være nogen sag længere.

 

Vi bør ændre vores syn på samtykke fra ”nej betyder nej” til ”ja betyder ja”. At så længe du ikke har et tydeligt tegn fra din partner på, at vedkommende er interesseret i sex, kan det, du er i gang med at gøre, betragtes som en voldtægt.

 

Det vil stadig være ord mod ord i en retssag, men her vil voldtægtsmanden blive tvunget til at lyve. Det er ikke længere nok, han antager, at offeret er vågen og interesseret i sex…

 

Han skal kunne påpege det øjeblik, hvor han tjekkede efter.

 

Anne Nielsen

24-årig studerende på DTU, bosat i København. Feminist med passion for at gøre verden bedre for alle!

12 kommentarer

  1. Tak for dit indlæg.Jeg har hørt fra én, der arbejder i Centret for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet, at statistisk det fleste voldtægter på året sker på Roskilde Festivalen. Jeg kan ikke sige, hvordan deltagerne selv vil betegne kulturens budskab. Men noget med “fred, love and peace” er der vel over det. Voldtægt bør også dér være noget, man taler om ikke burde ske.

  2. Jeg er på en måde enig, men én enkelt hage. Nogle sager har vist at være falske anklager, så hvis man vælger at stole blindt på anmelderen giver du dem der misbruger det mere magt. Jeg er en mand og noget af det værste jeg kan forestille mig er at blive anklaget for voldtægt som uskyldig. Her er du faktisk offeret, men bliver opfattet af din omgangs kreds som voldtægtsforbryder. Du er helt alene.

    • Jeg er en kvinde, og noget af det værste jeg kan forestille mig er at BLIVE VOLDTAGET. Checked your privillege already?

    • Jeg er helt enig med dig. Det er et stempel for livet og det burde ikke udnyttes. Det er en af grundene til, at jeg ikke forstår engangsknald. For det første den mulige anklage for voldtægt, men også nu, hvor debatten om juridisk abort er oppe. Der er for stor risiko i det – for begge parter. Jeg siger ikke, at det burde forbydes, men at man nok bør tænke med den dertil indrettede, fremfor passionen og liderligheden.

  3. Kære Kaare. Det er et problem, Men det skal ikke stå i vejen for, at kvinder opfordres til at anmelde voldtægtssager og bliver taget alvorligt. Jeg tror, at de falske anklager står i ingen relation til de millioner af sager, der ikke bliver anmeldt eller til de sager, hvor kvinden ikke kan bevise sin voldtægt eller hvor hun bliver beskyldt for selv at have været ude om det. Der er bare ikke match i størrelsesorden mellem de to problemer. Men det er selvfølgelig alvorlig for den, der bliver ramt og man skal nok også tage det problem alvorligt på en måde, der ikke lader kvinderne være ubeskyttet.
    Det er faktisk lidt kedeligt, at det er det eneste, som mange mænd kommer i tanke om at skulle bemærke, når de hører om voldtægt.

  4. Hvis det er voldtægt, når der ikke forinden er givet udtrykkeligt, mundtligt tilsagn, kunne jeg få dømt mange af min partnere for voldtægt, selv om der ikke reelt var tale om det. Retssikkerhed handler om, at man ikke kommer til at dømme uskyldige, og hvis dit forslag blev virkelighed ville risikoen for justitsmord øges markant. Den er i forvejen alt stor, netop med den type sager.
    Men man skal selvfølgelig stadig opdrage sine drengebørn ordentligt.

  5. Arh Jonna. At blive forført er ikke det samme som at blive voldtaget. Man bliver ikke voldtaget, hvis man er i stand til at sige nej – hvis man ønsker det, også undervejs, hvis legen tager en retning, som man ikke længere synes er godt, – og et nej skal blive respekteret. selv om det kan være svært, når man er ophidset. Hvis det at sige “nej” indgår i en masorkistisk leg, skal man aftale et andet ord, som faktisk betyder “nej”. Selvfølgelig er der ingen, der først aftaler alt om et muligt seksuelt møde.

  6. Det er jo et problem med det der alkohol. En pige har haft sex med mig mens jeg har været i en stærkt beruset tilstand/søvn. Lidt senere kan jeg konstatere, hvad som er hændt. Hun ligger ved siden af mig og er selv faldet i søvn i sin egen beruselse. Jeg gør ikke gengæld og anmelder heller ikke hendes “overgreb”, for jeg kan vel ikke udelukke, at jeg instinktivt har responderet på hendes tilnærmelser tidligere på natten …??

    • Claus, Jeg vil gerne forstå det rigtigt, Mener du for alvor, at det er det samme at blive tændt af en kvinde i fuldskab, som det er at “tage” en bevidstløs kvinde?

    • Hvis jeg forstår dig ret, så har du ikke taget aktivt del i akten. Du lå måske bare og sov rusen ud eller sundede dig et sted. Hvis det er tilfældet og pigen er hoppet på dig uden du har givet lov – altså sagt ja – vil jeg mene, at det kan klassificeres som en voldtægt. I de situationer bliver mænd, desværre, sjældent taget alvorligt, for “det er jo kun mænd, der kan voldtage.”
      En tidligere veninde gjorde det der engang, for at hævne sig på en eks-kæreste. Bagefter anmeldte hun ham for voldtægt og ville have os, sine veninder som vidner, men vi vidste godt, hvad hun havde lavet og vidnede imod hende, så han blev renset. Efter det cutter vi alle forbindelsen til hende.

  7. Præcis min pointe, Helene. Men du taler om at et nej betyder nej. I indlægget synes Anne ikke at det er nok. At der aktivt skal siges ja forinden.

  8. Pingback: Til det modsatte er bevist? | F-Frekvensen.dk

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv