leatherdyke.cc

Anmeldelse: Chris Kraus: I LOVE DICK

Oversat af Louise Ardenfeldt Ravnild, efterord af Emma Holten, Gyldendal 249,-

Udkommer første gang på dansk som en del af Gyldendals Skala-serie 24.02.2017

 

Åh, denne titel, så lokkende, så fint vildledende, så ambivalent og så vildt forventningsskabende!

 

Forventningens glæde boostes yderligere af, at Gyldendals græsgrønne version, hvor kun ordet ”LOVE” nærmer sig det kødfarvede, er præget af et citat fra The Guardian, der postulerer, at værket er ”Den bedste bog, der er skrevet om mænd og kvinder i det 20. århundrede.”

 

Jeg kommer til at lyde som en kværulant, når jeg nu betvivler det. Misforstå mig ikke, for bogen ER vigtig, men den er snarere et ret akademisk frigørelsesprojekt/problematiseringsprojekt, som passer perfekt ind i de seneste par års nytænkning og opmærksomhed omkring køn og skæbne, end ”den bedste bog, der er skrevet om mænd og kvinder i det 20. århundrede”. Men det er også mere end nok, og den såkaldte 4. bølge-feminisme er slet ikke i nærheden af 1997-buddet på, hvad det også vil sige at være kvinde i de lige og frie samfund. For ”Dick”, som er titlens vigtigste ord, er en ret ubekvem pik.

 

Gyldendals fine Skala-serie skal have ros for at binde an med den i mange sammenhænge oversete og komplekse Kraus, og for at give de valgte værker i serien, der også tæller Sargan, Plath og Berlin et nyt fokus og en smuk indpakning. Bogen er lækker, Lena Dunham er Kraus-fan, og hele verden taler om feminisme disse år, så hvad kan gå galt? Ikke så meget, heldigvis, selvom Kraus´ tekst er vanskelig, og pointen ikke kommer til at redde læseren på en regnvåd februardag.

 

Som ”almindelig” roman er Kraus´ værk svær at blive forført af. Men det er heller ikke meningen. Kraus´ projekt er ambitiøst og begavet, og hun vil ikke forføre læseren. Eller jo, lidt: Plottet er spændingsskabende på overfladen, og nødvendigt for den undertekst og kulturkritik, som er Kraus´ egentlige ærinde, men på mange måder forbliver det et ikke-plot, fordi spændingen i bedste verfremdungsstil ikke forløses, som vi på overfladeplot-niveau kunne ønske os det. Hvilket er sin egen pointe, men mere om det senere.

 

Chris forelsker sig i Dick, som er en bekendt af hendes mand Sylvère. Båret af denne energi, indleder ægteparret sammen en lang korrespondance rettet mod Dick, hvilket først forstås som et kunstnerisk performanceprojekt, men som slutteligt afdækker en lang række erfaringer og tanker om Chris´/kvindens position i verden, uden at Dick nogensinde bliver en reel del af den.

 

Kraus sætter på første side sine figurer i scene med overskriften ”Scener fra et ægteskab”:

 

”Chris Kraus, en 39-årig eksperimentalfilminstruktør, og Sylvère Lothringer, en 56-årig universitetslektor fra New York, spiser middag med Dick___, en bekendt af Sylvère, på en sushibar i Pasadena. Dick er engelsk kulturkritiker og for nyligt flyttet fra Melbourne til Los Angeles. Chris og Sylvère har tilbragt Sylvères orlov fra universitetet i en hytte i Crestline (…). Over middagen drøfter de to mænd aktuelle strømninger inden for postmoderne kritisk teori, og Chris, der ikke er intellektuel, lægger mærke til, at Dick løbende søger øjenkontakt med hende. Dicks opmærksomhed får hende til at føle sig stærk, og da regningen kommer, tager hun sit Diners Club-kort frem. ,,Lad mig”, siger hun. ,,Jeg giver”. (…) Dick tilbyder dem storsindet at overnatte hjemme hos ham i Antelope Valley-ørkenen en halvtreds-tres kilometer væk.(…).” (s.11)

 

Dette er ganske enkelt romanens indledning, og scenen er sat for resten af teksten. Formmæssigt veksler teksten mellem en ironisk 3. personsfortæller, breve til Dick skrevet af både Chris og ægtemanden Sylvère, transskriberede samtaler og næsten dagbogslignende passager fra Chris ´hånd. Der er en ironisk tone, og oplysninger, der direkte modsiger figurernes egentlige egenskaber, som de udfoldes gennem breve, tanker og Chris´ erindringer om at være kvinde i en mandsdomineret verden.

 

F.eks. hedder det allerede på tredje side, hvor den ironiske fortæller endnu ikke har ladet pladsen for Chris´ dominerende jeg-fortæller i brevene, at ”Disse tanker holder Chris dog for sig selv. Eftersom hun ikke udtrykker sig i teoretiske termer, forventer ingen for meget af hende, og hun er vant til at sidde musestille i næsegrus beundring over mangefacetteret kompleksitet.”

 

Da først skiftet til den brevskrivende Chris er sket, er det dog tydeligt, at Chris i den grad tænker i teoretiske termer, og næsten essayistisk har ret meget intellektuelt og følelsesmæssigt på hjerte. Det kan godt være, at Dick er titelfiguren, men det er Chris, der som cunt´-repræsentant, har taleretten, selvom hun ønsker, at Dick ville svare.

 

Tekstens form er udfordrende, og det er som om romanen mangler incitament til at forføre læseren ind i fiktionen på oprigtig vis, hvilket både er dens styrke og svaghed. Chris Kraus, både den egentlige forfatter og tekstens brevskrivende jeg, må bevæge sig ud på omveje, og iscenesætte et spil i spillet for at kunne afdække, hvor problematisk ”Dick” er som fænomen.

 

Emma Holten kalder i udgivelsens vildt velskrevne efterord Dick-figuren for en slags ur-dick, altså alle pikke, så at sige. Dette er en rammende beskrivelse af manden uden egenskaber, fordi han netop er symbolet på den kulturelt-strukturelle problematik, der virker kvindeundertrykkende, og ikke en egentlig person. Da bogen første gang udkom i 1997, var man meget optaget af teksten som nøgleroman – hovedpersonen hedder Chris Kraus og er gift med universitetsprofessoren Sylvère, som det var tilfældet ”i virkeligheden”, og Dick-figuren er skåret over den virkelige Dick Hebdige . Det autofiktionelle, hvis sensationsværdi nok ikke overrasker den nutidige læser i så høj grad som for blot 10 år siden, er endnu et lag af fortællingen, hvis intrige er lige så raffineret som noget fra ”Farlige forbindelser” af Pierre Choderlos de Laclos (nogle læsere vil måske huske filmatiseringen med Glenn Close, John Malkovich, Michelle Pfeiffer, mfl.).

 

Men tilbage til omvejene, som er Hamlet værdige. Hamlets omvej er et skuespil, Chris´ omvej er en korrespondance. Hamlet får opført et skuespil, der handler om brodermord i sit forsøg på at lade sig overbevise om den frygtelige sandhed, der konstant svæver for øjnene af ham. Det ubærlige gør, at han i afmagt tøver, og lader tvivlen komme situationen til gode en tid. Skuespillet skal afsløre onkel Claudius´ forfærdelige udåd: Brodermordet på Kong Hamlet, prins Hamlets far.

 

Hos Kraus er brodermordet erstattet af kulturens karaktermord på kvinden, men det kræver på samme vis et langt kunstfærdigt (og nogle gange en anelse langtrukkent) spil, før erkendelserne kan integreres i hendes personlighed, og det bliver tydeligt, at hun er nødt til på vejen både at forelske sig i, instrumentalisere, objektivisere og idyllisere ”the Dick”. Dette gøres gennem kunstprojektet – brevskrivningen til Dick – mellem Chris, ægtemanden, som hun senere forlader og den næsten intetanende Dick.

 

Der er noget prætentiøst irriterende, men også ironisk sjovt over parrets fælles projekt, og det skorter ikke på leg med metaovervejelser og intertekst, som f.eks. når Sylvère kalder sig Charles Bovary og omtaler Chris som Emma og dermed referer til Flauberts klassiker ”Madame Bovary”. Ligeledes er det en underfundig, ironisk pointe, at Sylvère nærmer sig dekonstruktionen som disciplin, da han bemærker, hvordan tekster bliver en leg og nærer sig selv, fordi det tydeliggør, hvor lidt projektet har at gøre med Dick som egentlig person, hvor meget konstruktion, der er gemt i skriftens væsen, og hvor meget Dick er en diskurs, som fylder vildt meget, uden at han eller man aktivt forholder sig særligt til den.

 

Det, der til gengæld ikke er en leg, er Chris´ erkendelse af ikke at være anerkendt som selvstændig person i verden:

 

”Hvem er Chris Kraus?” skreg hun. ”Hun er ingen! Hun er Sylvère Lothringers kone! Hun er hans ´med-ledsager´!” Uanset hvor mange film hun lavede eller bøger, hun redigerede, ville hun altid bare blive opfattet som ingen af alle, der var nogen, så længe hun boede sammen med Sylvère.” (s.126).

 

En pointe, som i øvrigt følges helt til dørs, da Dick på de sidste sider efter tonsvis af breve svarer Sylvère, mens Chris må nøjes med en ydmygende kopi af brevet.

 

Og Chris er faktisk ingen uden mændene – teksterne er gennemsyret af eksempler på, hvordan hun i sit liv har ladet sig definere (negativt, men det er sådan set ikke engang pointen) af sine elskere. Det indbyggede identitetstab, der ligger mere eller mindre latent i kvindens position i samfundet er en skrig-rød tråd gennem teksten, og understøttes af Chris´ aldring, hendes manglende moderskabsfunktion og en karriere, der ikke er lige så succesfuld som mandens. Langsomt får Chris skrevet sig frem til et ægte, overvældende og på en gang patetisk og stærkt jeg uden for dobbeltperformancen, der dog som en slags antipointe alligevel har brug for Dick som afsæt og projektionsflade.

 

Og her bliver det egentlig lidt vanskeligt… Dick er Chris´ afsæt for at skrive sig selv, men i de forskellige fiktionslag er det faktisk svært altid at tage hende alvorligt, for når ”Dick” er konstruktion, er alt andet det måske også?

 

Chris er cunt-allegorien, men hun er også autofiktionsstof og personaer i lag, og en kompleks og insisterende grund til at læse og lade sig udfordre af en genremæssigt udfordrende roman, hvis indhold og sandheder udfolder kulturkritiske pointer om, hvorfor romanen netop hedder ”I Love Dick”, selvom den handler om en cunts erfaringer og vilkår i en ubekvem dick-verden.

 

Foto: Nic Amato (Gyldendal)

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

 

Cathrine Rygaard Rasch

Cathrine Rygaard Rasch, cand.mag i tysk og dansk med speciale i tysk film. Ret optaget af kønsdiskurser og ligestilling.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv