leatherdyke.cc

I torsdags blev årets Oscar-nomineringer offentliggjort og hvilken skuffende oplevelse. For magen til hvid pølsefest skal man vist lede længe efter. Med undtagelse af de kategorier, hvor titlen specifikt indikerer, at den nominerede er en kvinde (Bedste Kvindelige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Birolle), er der en alarmerende mangel på diversitet. Af hvad jeg kan se, er der kun to film med kvindelige instruktører, der på en eller anden måde er blevet nomineret til en eller anden form for Oscar: Ava DuVernays ”Selma”, nomineret til Bedste film, og Angelina Jolies ”Unbroken”, nomineret til Bedste Filmfotograf for Roger Deakins’ arbejde på filmen. Ved ingen af disse er det kvinden, der har fået en decideret form for anerkendelse for sit arbejde.

 

Ligeledes er der ingen kvinder, der er nomineret i filmfotografi eller manuskript. Der er et par nomineringer i kategorier som kostumedesign, makeup, dokumentar og filmredigering, men ud af i alt 127 nomineringer er der kun 25 kvinder, som på en eller anden måde er nomineret til en Oscar. Ti af dem er i kategorier, som er specielt konstrueret til kvinder. Altså er kun 15 kvinder i direkte konkurrence med mænd.

 

Endnu mere nedslående er antallet af ikke-hvide nomineringer: ni ud af 127, ingen af dem i skuespillerkategorierne.

 

Det er et sørgeligt år for Oscars i mine øjne. Endnu mere sørgeligt er det, at der er folk, der stadig bruger undskyldninger, som ”De mandlige instruktører og hvide skuespillere er måske bare bedre”, eller ”Folk er bare ikke interesseret i historier om kvinder/ikke-hvide mennesker”.

 

I mine øjne er spørgsmålet mere, om ikke-hvide skuespillere og kvindelige instruktører overhovedet får en chance for at vise deres talent, og om de ellers bliver opfordret til at brillere generelt. Hvis vi ser på de fleste af de film, der er med i Bedste film-kategorien, er der flere af dem, hvor hele rollelisten indeholder hvide skuespillere eller kun meget få af anden etnisk herkomst end hvid, hvoraf de fleste er baggrundskarakterer. Ikke nok med det: Samtlige film i samme kategorier er film om mænd, hvad enten det er biopics (”biography picture”, film der skildrer en ikke-fiktionsperson) eller fiktion.

 

Det skræmmer mig, når man tænker på, hvordan det gang på gang er blevet bevist, at repræsentation har en betydning for, hvor store forventninger folk tør have om deres fremtid. Så sent som sidste år kunne Lupita Nyong’o, der vandt Oscaren for Bedste Kvindelige Birolle for sin rolle som Patsey i ”12 Years A Slave” (som også vandt Bedste Film), berette om, hvordan hun som helt ung blev inspireret til at blive skuespiller efter at have set Oprah Winfrey i Spielbergs ”The Color Purple”, og det var sådan, hun nu var endt med en Oscar-nominering. Måske vil hun være en inspiration i fremtiden for andre skuespillere.

 

Det samme gælder på instruktørposten. Oscars har eksisteret siden 1929, og alligevel var det ikke før end i 2009, at en kvinde, Kathryn Bigelow, vandt prisen. 80 år uden en kvindelig vinder. Samtidig er hun også blot den fjerde kvinde nogensinde, der har fået en nominering i den kategori.

 

Men repræsentationen er desværre grunden til, at film med kvinder og ikke-hvide skuespillere bliver frasorteret ved Oscar-nomineringerne.

 

Oscars bliver nemlig ikke afgjort ved SMS-votering eller internet-polls, men i stedet af folk fra Academy of Motion Picture Arts and Sciences eller The Academy, som det kendes af de fleste. Det er her, repræsentationen kommer ind: 94 procent af medlemmerne af The Academy er hvide, 77 procent er mænd, og gennemsnitsalderen er omkring 62 år. Det er klart, at vi så ikke ser ordentlig repræsentation blandt nomineringerne, når ikke engang The Academy kan matche den amerikanske befolkning på nogen måde. Der er flere mennesker af anden etnisk herkomst end hvide i USA og kønsfordeling er mere eller mindre ligedelt. The Academy har også haft en kedelig tendens til at springe over, hvor gærdet er lavest. For eksempel kom det frem sidste år, at dommerne i animationskategorien egentlig ikke havde set nogle af filmene, fordi de ikke interesserede sig for tegnefilm, så de havde bare taget Disneys ”Frozen” som det sikre valg. For Disney er jo altid godt, ikke?

 

For at gøre det hele lidt mere deprimerende, skal vi så ikke også komme ind på repræsentation af folk med andre seksualiteter end heteroseksuel og måske også kønsidentiteter, der ikke er cis? Over de seneste par år har vi set et stigende antal historier, der handler om folk, der ikke er heteroseksuelle. Så sent som sidste år vandt Jared Leto en Oscar for sin rolle som transkvinde i ”Dallas Buyers Club”. Nu tænker I sikkert, at det er godt, men desværre fastholder dette en anden kedelig tendens, der findes i Hollywood: At heteroseksuelle mænd får mere anerkendelse for at spille minoriteter end minoriteterne selv gør.

 

Det er fedt at se en transkvinde i en historie, men hvor ville jeg dog ønske, at hun var blevet spillet af en rigtig transkvinde eller måske endda til nøds en ciskvinde, fordi så kunne vi faktisk acceptere ideen om, at transkvinder er KVINDER. Ved at lade en cismand spille den rolle holder vi fast i ideen om, at transkvinder jo i virkeligheden er ”mænd i kostume”. Transmennesker er ikke bare det køn, de blev ”givet” af lægerne på hospitalet. De er det køn, de identificerer sig som. Leto er en fantastisk skuespiller, uden tvivl, men at lade ham spille en transkvinde var et seriøst spark i hovedet på transfolk. Det var et signal om, at verden stadig sætter dem i kasser efter de kønsorganer, de blev født med i stedet for at lytte til dem og respektere dem, når de siger, at de er kvinder, mænd eller ikke-binære køn. For at gøre det endnu værre: Da instruktøren af ”Dallas Buyers Club” blev spurgt, om han mente, at det kunne have været fordelagtigt at få en transkvinde til at spille den rolle, kunne instruktøren ikke se, hvorfor dette ville være nødvendigt, og at det ville have været besværligt at finde sådan en person, selvom vi de seneste par år har set et stigende antal af virkelig talentfulde transskuespillere såsom Laverne Cox og Candis Cayne.

 

Jared Leto er heller ikke den første heteroseksuelle cismand, der er blevet nomineret for at portrættere andet end en heteroseksuel mand, ej heller den første, der har vundet en Oscar for det. Tom Hanks gjorde det samme med ”Philadelphia” og Sean Penn med ”Milk”. Heteroseksuelle kvinder har gjort det samme med roller som homoseksuelle kvinder, såsom da Hilary Swank vandt en Oscar for at spille transmanden Brandon Teena ”Boys Don’t Cry”, mens Annette Benning blev nomineret for sin rolle som lesbisk i The Kids Are All Right.

 

Og det er ikke meget anderledes for såkaldt white-washing, hvor en karakter der egentlig er af anden etnisk herkomst spilles af en hvid person, som vi f.eks. så det i filmen Argo, hvor Tony Mendez, der var af mexicansk afstamning spilles af Ben Affleck, der næsten er så hvid, som man kan være.

 

Så nej, det er ikke, fordi hvide skuespillere bare gør det bedre. Det er, fordi kvinder og folk af anden etnisk herkomst end hvid skal kæmpe så meget mere for at få nogen form for anerkendelse i Hollywood. Det er, fordi alle de roller, som snildt kunne spilles af folk af anden etnisk herkomst – og kvinder for den sags skyld – bliver omskrevet, tilpasset eller ligefrem foræret til hvide, så de ikke har en chance for at få en rolle, medmindre de vil typecastes. Der er flere eksempler på, at instruktører og producere kun beder hvide skuespillere komme til audition til hovedroller, som det bl.a. var tilfældet med Katniss Everdeen i ”Hunger Games”, selvom der i bogen står, at hun er ”olive-skinned”, eller i den kommende Peter Pan-fortælling hvor Tiger Lily skal spilles af Rooney Mara på trods af, at der faktisk var et par amerikanske indianere, der dukkede op til audition. Disse blev sendt væk.

 

Og det er da kun, hvis der overhovedet bliver lavet film, hvor de kan inkluderes på en eller anden facon, fordi Hollywood synes at elske historien om en hvid mand mod resten af verden, hvilket er grunden til, at vi i Bedste Film-kategorien ser så forbandet mange biopics om hvide mænd. I år er ingen undtagelse. Vi har ”American Sniper”, ”The Imitation Game” (hvor en heteroseksuel mand endnu engang spiller en homoseksuel mand og får en masse anerkendelse for det. Smukt) og ”The Theory Of Everything”. Oven i dem har vi også lige ”Birdman”, ”Whiplash” og ”Boyhood”, der også har en hvid mand som hovedrolle. Kun ”Grand Budapest Hotel” og ”Selma” har en hovedperson, der ikke er hvid. Ingen film om kvinder i kategorien i år.
Og det er ikke, fordi der ikke har været mulighed for at inkludere film, der har en hovedperson som er ikke-hvid, kvinde eller begge. Tidligere på året udkom ”Belle”, der skildrer retssagen om Zong-massakren med udgangspunkt i Dido Elizabeth Belle, den uægte datter af en afrikansk kvinde og en søofficer, som voksede op hos sin grandonkel William Murray, der var dommer i sagen om Zong. Hvad med ”Babadook” af Jennifer Kent eller ”Beyond the Lights” af Gina Prince-Bythewood?

 

Hvad med de film, der findes i kategorien Bedste Kvindelige Hovedrolle? Hvorfor er disse ikke inkluderet i kategorien Bedste Film, når de tydeligvis stadig var gode på visse andre punkter? Jeg har hørt, at både ”Gone Girl” og ”Still Alice” er formidable. Eller til fremtidige film, hvad med biopics om Rosalind Franklin, Jocelyn Bell Burnell eller Marie Curie? Af kvindelige instruktører?

 

Noget, der giver mig håb er, at så mange har reageret på de her snubs og råber efter mere diversitet i Hollywood og under Oscar-nomineringer. Desværre er der lige så mange, der råber tilbage, at ingen gider høre vores historier, at verden hellere vil se endnu en film om en hvid mand i midtvejskrise end en film om kvinder og ikke-hvide personer, der har haft en betydning for historien, og at vi brokker os for meget. De mennesker, der gør det, er de samme folk, der ikke kan forstå, hvorfor der er så mange, der brokker sig over, at Katniss er blevet white-washed, mens de samtidig er ved at fare i flint over, at Annie pludselig bliver spillet af Quvenzhané Wallis, en sort pige.

 

Det er klart, at verden hellere vil se film om hvide mænd. De har jo aldrig fået lov at prøve andet.

 

 

photo credit: www.mazintosh.es + 1.000.000 Views via photopin cc

 

 

Mia Jensen

Et styks 23-årigt fandenivoldsk kvindemenneske, som lider af kronisk skrivefeber og grundet sit temperament burde være blevet født som rødtop, ikke blondine. P.t. multimediedesignerstuderende på Erhvervsakademi Sjælland og derefter litteraturvidenskab. Desuden blogger på www.nekomcevil.wordpress.com som er dedikeret til hendes egne værker og hendes sygelige trang til at analysere bøger, albums og film. LGBT-aktivist, inkarneret headbanger og omvandrende stavekontrol.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv