leatherdyke.cc

På en solbadet forårsdag havde 8. marts-initiativet kaldt til Kvindernes Internationale Kampdag. Som nyudklækket kvindesagsforkæmper sneg jeg mig med under de feministiske faner i Vesterbro Kulturhus, hvor blandt andet hverdagssexismen var på dagsordenen.

 

Den røde Dansk Kvindesamfund fane er overraskende tung. I går var det mig, der med bævrende ben på trappestigen måtte løfte den ned fra sin udstillingsplads under loftet i Kvindernes Bygning. I dag står den klar til kamp i Vesterbro Kulturhus til 8. marts-initiativets kvindekampdag. Trods 29 kvindeår på bagen er det min første ægte kampdags-fejring omgivet af feministiske ildsjæle. Tidligere års 8. marts-markering har begrænset sig til en kvindeøl i solen og et ”glædelig kampdag”-opkald fra min 68’er-mor. Det er derfor med en vis uro i maven, at jeg indfinder mig i de lyse lokaler i Lyrskovsgade.

 

Omkring mig står alt fra farverige Femø-feminister til unge kvinder med hipsterhatte og rød læbestift. Smilet fra en kær kollega dukker op i mængden. I dagens anledning danser to fine 8-taller under hendes øreflipper. Fra festsalen ved siden af kan man høre dæmpede tramp og musik fra en flok Lindy-hoppende kulturhusbrugere. Atmosfæren virker boblende munter snarere end kampklar.

 

Feministiske forventninger

Jeg følger de håndskrevne skilte til den udvalgte workshop om hverdagssexisme, som den danske afdeling af The Everyday Sexism Project (ESP) afholder. Rummet har plasticstole i orange, grøn og brun og udsigt over Enghavevej, men endnu ingen mennesker. Jeg forventer dog fulde huse. De seneste uger har mit Facebook-feed nemlig været kapret af ESP’s lukkede gruppe, hvor flere af de engagerede brugere har meldt deres deltagelse i dag. Selvom jeg officielt er blevet lukket ind i dette virtuelle rum, hvor folk dagligt deler deres sexismeoplevelser, lurer jeg stadig passivt og nysgerrigt bag skærmen. I dag indtager jeg lidt samme rolle fra min plads op ad væggen. To tøvende gymnasieveninder sætter sig foran mig, og efter dem følger en gruppe grinende modne kvinder med kortklip og kernelædertasker. I den inderste afkrog sidder en beigeklædt midaldrende mand; helt alene med en chokoladebar i hånden. Jeg når lige at få en smule ondt af ham, da flere modige mandsvæsener siver ind.

 

Fem minutter over starttidspunktet er lokalet en skov af forventningsfuldt snakkende hoveder. En af kvinderne bag ESP Danmark, Helena G. Hansen, åbner ballet med en afsløring: den engelske stifter af ESP, Laura Bates, har netop bekræftet sin deltagelse til den store feministiske begivenhed, Nordisk Forum, der bliver afholdt i Malmö til juni. Klapsalver forplanter sig fra de forreste rækker og ud blandt hele publikum. Nogle lyser op med tydelig begejstring i ansigterne, mens andre klapper høfligt med – tydeligt usikre på, hvem denne feministiske superstjerne egentlig er. Jeg mærker en lille lettelse over for en gangs skyld at være med på de feministiske noder og klapper ivrigt.

 

Stærke kvinder deler

Rummet summer stadig over nyheden. »Jeg har egentlig altid tænkt mig selv som en stærk person..« Ordene, der tilhører projektudvikler og -ansvarlig for den danske afdeling af ESP og næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, Ulla Tornemand, punkterer med ét al småsnakken. På klingende århusiansk fortæller hun roligt videre om en oplevelse på et toilet på en rutebilstation, da hun var 17. En fremmed mand havde gemt hendes rygsæk i en toiletbås. Hun vovede sig ind i båsen for at hente tasken, men da hun ville ud igen, stillede manden hele sin fysisk overlegne krop i vejen. Med hånden viser Ulla Tornemand, hvordan han tog hende i skridtet.

 

Publikum lytter intenst, da hun fortæller om sine efterfølgende spekulationer om, hvorvidt hendes hullede halvfemsersweater havde inviteret til dette overgreb. ESP, fortæller Ulla Tornemand, har lært hende, at hun langt fra er alene med den type oplevelser og overvejelser. Et ekko af anerkendende nik går gennem forsamlingen. Hun forklarer, at projektet netop handler om at gøre problemet synligt for både ofre og omverden – men det er lettere sagt end gjort. Selv i dag på Kvindernes Internationale Kampdag har flere medier valgt at fokusere på mænds ligestillingsproblemer. »Men det er altså stadig hovedsageligt mænd, der udøver vold og sexisme mod kvinder og ikke omvendt,« understreger Ulla Tornemand i et kontant tonefald. Jeg kaster et bekymret blik mod hjørnet, hvor den midaldrende mand lytter engageret, mens han fører chokoladebaren til munden. »Men selvfølgelig er det ikke alle mænd!« tilføjer hun.

 

Forsvar uden ironi

»Hvor er det skønt at se så mange på Mændenes Internationale Kampdag!«, indleder ESP Danmarks talskvinde, Irene Manteufel, med et tykt ironisk tonefald, da hun overtager ordet i slutningen af workshoppen. Det før så andægtigt lyttende publikum bølger af latter. Jeg får stukket et A4 ark i hånden med ni autentiske sexisme-situationer. Opgaven, forklarer Manteufel, er at finde på nogle snappy comebacks, som kvinder kan hive frem som modsvar i den type situationer. »Jeg kan altså ikke svare igen på den slags«, sukker den ene af de to gymnasiepiger foran mig og begynder at forklare om en konkret episode. Hendes ord drukner i lokalet, der nu næsten flyder over af svarmuligheder og grin.

 

Mine svarfelter står stadig skrigende tomme, da Irene Manteufel efterspørger comebacks i plenum. Efter lidt tøven foreslår en kvinde, at man vender den ubehagelige vurdering mod manden selv. Til sexismeklassiskeren »Har du det røde eller hvad?« foreslår en anden, at man kunne svare: »Hvorfor? Skal du da låne en tampon?«. Som hun udtaler ordene, synes de at smage forkert på tungen. Da workshoppen rundes af, summer diskussionen videre. To unge kvinder bagved formulerer mine egne tanker: »Jeg kunne godt tænke mig at komme ud over det her med at gemme sig bag ironi og humor,« siger den ene. Veninden giver hende ret: »Til den type mennesker er det nok nødvendigt med en mere up-front tilgang.«

 

R-E-S-P-E-C-T

Fire inspirerende kamptaler senere finder jeg mig selv på vej ned igennem Istedgade midt i en demonstration mod prostitution. En anden agenda, men samme grundlæggende problem. »R-E-S-P-E-C-T« brøler Aretha Franklin ud af højtalerne. Flere forbipasserende sender opadvendte tommelfingre og smil i vores retning. Andre undrer sig over postyret. En 12-årig knægt stiller sig an på fortovet med vaklende venner bag sig. »Jeg koster kun 20 kroner,« råber han vrængende mod optoget. Jeg spænder desperat mine mundvige, men ender alligevel i et ambivalent grin. Eftermiddagssolen står stærkt på himlen, og over mit hoved danser Dansk Kvindesamfunds røde fane let og legende i vinden.

 

Mød Everyday Sexism Project Danmark søndag d. 15. juni til Nordisk Forum 2014 i Malmö hvor de afholder et seminar om hverdagssexisme sammen med den engelske grundlægger af Everyday Sexism Project, Laura Bates.

 

Ester Skibsted Holm

Jeg er officielt cand.mag. i Litteraturvidenskab, men opfatter mest mig selv som en sprogforelsket formidler, der nyder at pakke verden ind i ord. I en alder af 29 er jeg blevet skubbet ud af mit feministskab, fordi jeg var så heldig at få en ansættelse i Dansk Kvindesamfund. Udfordringerne ved at tale/skrive om køn og ligestilling – selv i et veludviklet vestligt samfund som det danske – undrer og optager mig meget.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv