leatherdyke.cc

Forleden blev jeg kontaktet af to unge kvinder, der var ved at lave en dokumentarfilm om forskelle og ligheder i livet som LGBTQperson i Danmark og Polen. Ærligt talt frygtede jeg et øjeblik, at jeg, som så mange gange før, var blevet kontaktet, fordi man regnede med at få et ansigt på den uvilje, man som homoseksuel nødvendigvis må opleve i kirken.

 

Det er nemlig sådan, at jeg ikke bare er lesbisk og feminist, jeg er også præst, og så må jeg da have noget at sige om kristnes fordømmelser og snævre fællesskaber, der ikke kan rumme det, som er anderledes?

 

Virkeligheden er faktisk, at jeg møder langt flere løftede øjenbryn ude i den ’virkelige verden’ over, at jeg er troende og præst, end jeg møder i kirken over, at jeg er lesbisk. Jeg bliver jævnligt præsenteret for forestillinger om, hvad kirken mon kan og vil rumme. Jeg hverken kan eller vil forsvare, hvad kristendommen op gennem tiden og på verdensplan har måttet stå for af undertrykkelse og fordømmelse af bl.a. kvinder og homoseksuelle, men jeg kan på den anden side heller ikke stille op til at være et eksempel på en sådan undertrykkelse. Vi har i Danmark en meget bred folkekirke, så selvfølgelig møder jeg jævnligt mennesker, jeg er uenig med, men jeg har aldrig oplevet, at der ikke var plads til mig i kraft at mit køn eller min seksualitet. Og jeg møder ikke flere mennesker i kirken, der ikke kan respektere mig som kvinde og feminist, end jeg gør andre steder.

 

Man har som præst rig mulighed for at arbejde med emner, der interesserer én, også når det, som i mit tilfælde, er emner som køn, krop og seksualitet. Det fylder derfor en del i mit arbejde. Lad mig give nogle eksempler.

 

  • Som præst i Trinitatis Natkirke, hvor vores musikgudstjenester ofte er i samarbejde med byens kulturbegivenheder, har jeg drømt om at komme til at lave et arrangement i forbindelse med MIX Copenhagen. I 2012 lykkedes det så at få en filmgudstjeneste i programmet. De to unge kvindelige filmskabere NO IMAGE (Rebekka Elisabeth Anker Møller og Anne Mai Slot Vilmann), havde lavet en kort dokumentarfilm med interviews med LGBTQpersoner, der indgik som en del af vores musikgudstjeneste.
Filmgudstjeneste ved MIX Copenhagen 2012

Filmgudstjeneste ved MIX Copenhagen 2012

 

  • Det næste stykke tid ser jeg frem til begivenheder som Copenhagen Pride og Golden Days. Til Copenhagen Pride er vi en gruppe, CIC – Copenhagen Inclusive Churches, der går med i paraden den 24. august for at vise, at kirken ikke bare taler om homoseksualitet men også består af homoseksuelle mennesker. Dagen efter den 25. august står vi for årlige Pridegudstjeneste i Trinitatis Kirke, hvor Ida Kudo synger og spiller på regnbuefarvet klokkespil. Til Golden Days, der i år har temaet ’filosofi’, kommer musikgudstjenesten i Trinitatis Natkirke til at beskæftige sig med queerfilosofi. Det bliver både afspejlet i en filmsekvens med Judith Butler, der bliver spillet i gudstjenesten, og på musiksiden i bandet Distortion Girls.
Pridegudstjeneste med Kvindebandet 2012. Foto: Sille Arendt.

Pridegudstjeneste med Kvindebandet 2012. Foto: Sille Arendt.

 

  • Trinitatis Natkirke afholder jævnligt Interreligiøs fællesspisning for unge kvinder (20-30 år). Her mødes vi ikke til benhård religionsdebat, men i venlig nysgerrighed over vores forskelle og ligheder. Arrangementet indledes med et kort oplæg om kvinder og kultur. Sidste gang fortalte Yildiz Akdogan fx om, hvordan det er at gå ind i politik som kvinde med en anden etnisk baggrund. Efter oplægget laver vi vegetarmad og spiser sammen. Unge kvinder fra alle religioner er velkomne.

 

  • Jeg sidder i arbejdsgruppen Krop, kirke og menneskelige relationer under Danske Kirkers Råd, hvor vi ved forskellige arrangementer tager køn, kropslighed og tro op til debat. Fx ved vores årlige 8. marts arrangement. I år var temaet Den perfekte familie og det moderne moderskab, hvor psykolog Lars Lundmann talte om, hvordan vi bruger sociale medier til at iscenesætte os selv som perfekte kvinder og mødre. Præst og forfatter Sørine Gotfredsen kom med en kritik af forestillingen om, at familien/moderskabet skulle være det eneste sted, man kan udvikle sig som menneske.

 

Er jeg så ikke bare en enlig svale? Jeg ved jo godt, at kirkerne landet over ikke er fyldt af denne slags arrangementer. Selvfølgelig har jeg, som gadepræst for unge, andre og flere muligheder end mange andre præster – ikke mindst fordi den kirke, jeg er ansat ved, ligger lige midt i København. Men det er mit indtryk, at der er mange præster, som interesserer sig for at sætte emner som køn og seksualitet på dagsordenen.

 

Til min store glæde var kvinderne bag dokumentarfilmen forleden ikke ude på at få bekræftet deres fordomme om kristendommens forældede menneske- og kønssyn. De var rent faktisk interesserede i at høre, hvad jeg havde at fortælle. Ikke for at underkende mennesker, der har haft ubehagelige, fremmedgørende og fordømmende oplevelser i kirken, men fordi det altså også er et billede på en virkelighed i folkekirken. Og fordi det nu engang er min historie.

 

Mia Rahr Jacobsen
Gadepræst ved Trinitatis Natkirke

 

Links:

Trinitatis Natkirkes hjemmeside

Trinitatis Natkirkes Facebookside

Copenhagen Inclusive Churces’ Facebookside

 

 

 

Mia Rahr Jacobsen

Mia Rahr Jacobsen er gadepræst for unge ved Trinitatis Natkirke. Mia arbejder med at sætte emner som køn, krop og seksualitet på dagsordenen i kirken, fx ved temagudstjenester og debatarrangementer. Hun er formand for CIC – Copenhagen Inclusive Churches, formand for bestyrelsen i Den folkekirkelige Aidstjeneste, næstformand i foreningen Hjemløsedagen og medlem af Dansk Kvindesamfund. Mia er gift med Marie og mor til to teenagedrenge.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv