leatherdyke.cc

Under valgkampen i sidste måned var jeg til en debat sammen med nogle studiekammerater. Det var en speciel debat, da den kombinerede klassisk debat med fed hiphop. Et arrangement, der prøvede at nå ud til de unge vælgere, og dette blogindlæg skal da heller ikke være en kritik af arrangementet.

 

Under arrangementet skulle folketingskandidaterne rappe mod den anden bloks statsministerkandidat i form af to hjemmelavede dukker. Og når det handler om rap, så kan det da godt blive personligt med et glimt i øjet. Men jeg undrede mig bare over, hvor kønsstereotypt de der punchline kunne blive.

 

Dukken af Lars Løkke skulle lægge øre til verbale lussinger om hans politik, hans bilagssager og mindre heldige udtagelser. Altså ting, der har at gøre med hans erhverv som politiker – både de heldige og mindre heldige sider. Dukken af Helle Thorning-Schmidt, derimod, skulle lægge øre til udtalelser om hendes tøjvalg, at hun var skinger og lignende. Altså ting, som egentlig ikke har noget at gøre med hendes politik eller hende som politiker – men i stedet blev der skudt på hendes køn.

 

Én vinkel på det er, at det er en storm i et glas vand. At der findes større problematikker at bruge sin tid på. Man kunne anskue det som et udtryk for en form for biologisk determinisme. Det er bare et udtryk for, at der er forskel på kønnene, og det skal man respektere. Man skal nærmest tilbede det. Og så er der en anden vinkel, som mener, at de to andre perspektiver skal udfordres – og jeg kan lige så godt være ærlig; at jeg nok tilhører den sidste kategori. Derfor ser jeg også mig selv som værende feminist.

 

Den 24. oktober 2014 skrev debattøren, feministen, musikeren og ph.d., Henrik Marstal, et debatindlæg i Politiken. Et debatindlæg, hvori han bl.a. skrev: ”ALLE feminister har hver sin unikke position at være det ud fra.”

 

Jeg er feminist, selvom jeg gerne erkender, at jeg ikke har læst betydeligt meget litteratur omkring kvindebevægelsen og rødstrømperne. Jeg er en mand, som på nuværende tidspunkt befinder sig i starten af 20’erne. Jeg er født og opvokset i Danmark – nærmere bestemt i Nordsjælland. Jeg er hvid. Jeg er homoseksuel. Jeg har gået i en almindelig folkeskole og på privatskole, jeg gik i gymnasiet i en klassisk arbejderby, og jeg gik på højskole i Jylland. Jeg læser psykologi i Nordjylland. Det er min position, hvorfra min tolkning og syn på feminismen udspringer fra.

 

For mig har feminismen et mål om et samfund, hvor folk kan udfolde sig, skabe sig det liv, som de ønsker, og hvor ens muligheder i livet ikke skal være forudbestemt pga. køn, race, etnicitet, seksualitet eller andre bagateller. Feminisme er også et ønske om et samfund, hvor folks forskellighed respekteres og værdsættes. Kønnene er forskellige – men det betyder ikke, at man ikke kan forholde sig til, om forskellen er udtryk for biologi eller er noget socialt konstrueret. Det er feminismen nemlig også for mig. Det er, at man udfordrer, reflekterer over og forholder sig til de ”selvfølgeligheder”, som vi er omgivet af.

 

Feminismen har skulle høre for meget, herunder blandt andet at der ikke er brug for feminismen mere. For mig at se har feminismen ikke eneret på at tage ligestillingsproblematikker op til debat. Man kan sagtens italesætte ligestillingsproblematikker uden at være erklæret feminist. Her tænker jeg på problematikker, såsom hvor meget barsel far skal have, hvor mange bestyrelsesposter kvinderne sidder på og lønforskellen mellem mænd og kvinder. Vigtige debatter at tage, men de dybereliggende strukturer og normer i samfundet, og hvordan de spiller en rolle, tror jeg vil være svære at tage uden feminismen.

 

Hvorfor lyserød er en ”pigefarve”, mens blå er en ”drengefarve” er et eksempel på en debat, som jeg ikke tror ville blive taget, hvis det ikke var for feminismen. Det er kun gisninger, men man kunne jo stille det lidt på hovedet; ville debatten om proletarernes vilkår i 1800-tallet være blevet den samme uden Karl Marx? Ville vores forståelse af frihed og frihedsrettigheder være den samme uden liberalismen?

 

Feminismen er da ikke perfekt i sig selv, og jeg finder mig da tit uenig i de perspektiver, som andre erklærede feminister bringer frem. Ud fra det jeg kan observere, så er jeg fx enig i kritikken om, at mænds ligestillingsproblematikker fylder generelt for lidt i den brede ligestillingsdebat. Hvorfor mænd er mere deprimerede, flere mænd end kvinder begår selvmord, mænds ret til barsel, at mænd automatisk står svagere i skilsmissesager, trækkerdrenge og det faktum, at mænd også udsættes for vold og voldtægt – det er bare nogle af de problematikker, som jeg vil mene får for lidt opmærksomhed sammenlignet med problematikker såsom antallet af kvinder i bestyrelserne.

 

Det er vigtigt for mig at fremhæve, at jeg ikke ønsker, at mænds problematikker skal overskygge kvinders – jeg tror bare på, at begge sider skal have fokus. Nogle vil måske også argumentere for, at der skal flere mandlige feminister frem i debatten før, at mændenes problematikker kan komme frem. Det vil jeg ikke modargumentere, men jeg synes ikke, at det er et argument for, at der ikke kan gøres noget nu. Ligesom det kan forventes, at den gennemsnitlige mand forholder sig til kvindernes problematikker, så kan det også forventes, at kvinderne forholder sig til mændenes problematikker.

 

I bund og grund ønsker jeg en ligestillingsdebat, som ikke er en skyttegravskrig, hvor det handler om, at alle parter skal have lige meget opmærksomhed. I stedet ønsker jeg en fremtidig debat, som er bygget på en dyb forståelse af, at de andres problematikker også påvirker ens egne problematikker – fx påvirker det kvinders chancer for bestyrelsesposter, at mændene tager så lille del af barslen. Jeg ønsker en mangfoldig debat, hvor vi tager ansvar for hinanden.

 

Så for mig er feminismen ikke perfekt, men det ønsker jeg den heller ikke. Alle former for ideologier eller tanker om samfundet er baseret på forskellige perspektiver. Som Henrik Marstal skrev, så kommer vi alle med forskellige udgangspunkter og derfor forskellige perspektiver på, hvad feminismen er, hvad den skal indeholde, og hvad dens opgave i samfundet er. De forskellige perspektiver er med til at skabe udvikling, og jeg tror, at denne udvikling har en indflydelse på feminismens fortsatte relevans.

 

 

Billedet er lånt her.

 

 

Gustav Sindberg

Siden 2014 har jeg studeret psykologi på Aalborg Universitet og min fritid bruges på venner, familie og lidt politisk arbejde. Tidligere har jeg lavet frivilligt arbejde i Radikal Ungdom, LGBT Ungdom, lokalavisen og Ung Dialog, hvor jeg snakkede om sex og kærlighed i udskolingen. Debatten om køn, ligestilling og seksualitet har været en fast del af mine interesser, så længe jeg kan huske og har været en central del af min hverdag - lige fra da jeg sprang ud, til jeg skrev om tyske kønsroller i gymnasiet.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv