leatherdyke.cc

En besked til kvinder fra en mand: Du er ikke ’hysterisk’

Du er altid så sensitiv. Du er så følelsesladet. Du går i forsvar. Du overreagerer. Køl ned. Slap dog af. Lad være med at flippe sådan ud! Du er hysterisk! Det var bare en joke, har du ingen humor? Du er altid så dramatisk. Kom nu over det!

 

Lyder det bekendt?

 

Hvis du er en kvinde, så gør det sikkert.

 

Hører du nogensinde én af disse kommentarer fra din ægtefælle, partner, chef, kollega eller et familiemedlem, når du har udtrykt frustration, bedrøvelse eller vrede over noget som de har gjort eller sagt?

 

Når der er nogen, som siger disse ting til dig, så er det ikke et eksempel på ubetænksom adfærd. Når din ægtefælle kommer en halv time for sent til aftensmaden uden at ringe og advisere om det – så er det ubetænksom adfærd. En bemærkning, hvis intention er at lukke ned for dig, som fx ”Køl ned, du overreagerer”, efter at du har adresseret nogens dårlige opførsel, er slet og ret følelsesmæssig manipulation.

 

Og det er denne form for følelsesmæssig manipulation som spreder sig som en epidemi i vores land, en epidemi, der definerer kvinder som hysteriske, irrationelle, oversensitive og ude af balance. Denne epidemi giver næring til forestillingen om, at kvinder kun har brug for en svag antydning af en provokation før de giver slip på deres (hysteriske) følelser. Det er åbenlyst forkert og unfair.

 

Jeg synes, det er på tide at adskille ubetænksom opførsel fra følelsesmæssig manipulation, og til det har vi brug for et ord, som ikke findes i vores normale ordforråd.

 

Jeg vil introducere en nyttig term, som kan bruges til at identificere disse reaktioner: gaslighting (gaslyse, red.).

 

Gaslighting er en term, som ofte bruges af sundhedspersonale, der arbejder inden for det psykiatriske område (jeg er ikke én af dem), til at beskrive manipulerende adfærd brugt til at forvirre andre mennesker til at tro, at deres reaktioner er så langt ude, at de er skøre og/eller hysteriske.

 

Termen stammer fra MGM-filmen Gaslight (Gaslys, red.) fra 1944, som havde Ingrid Bergman i hovedrollen. Bergmans ægtefælle i filmen, spillet af Charles Boyer, vil have fat i hendes dyre smykker. Han indser, at han kun kan opnå netop dette, hvis han få hende erklæret sindssyg og dermed anbragt på en psykiatrisk institution. For at få det sin plan til at lykkes, indstiller han bevidst gaslamperne i deres hjem til – fra tid til anden – at flimre, og hver gang Bergmans karakter reagerer på det, fortæller han hende, at hun ser syner. I dette sceneri er en ’gaslighter’ en person, som præsenterer falsk information med henblik på at ændre offerets opfattelse af ham eller offeret selv.

 

Når termen bruges i dag er det typisk fordi gerningsmanden siger ting som: ”Du er simpelthen så dum” eller ”Der er ingen, der vil have dig” til offeret. Det er en bevidst tilsigtet form for gaslighting meget lig Charles Boyers karakters handlinger i Gaslight, hvor han strategisk planlægger at forvirre Ingrid Bergmans karakter til at tro, at hun er blevet sindssyg.

 

Den form for gaslighting, som jeg adresserer er ikke altid bevidst eller tilsigtet, hvilket bare gør den værre, fordi det betyder, at vi alle, især kvinder, har skullet beskæftige os med det på et eller andet tidspunkt.

 

De som udøver gaslighting frembringer en reaktion – uanset om det er vrede, frustration eller bedrøvelse – i den person, som de har med at gøre. Når personen reagerer, får gaslighteren dem til at føle sig forlegne, ubehageligt til mode og usikre, ved at opføre sig som om, deres følelser ikke er rationelle eller normale.

 

Min ven Anna (alle navne er ændret for at beskytte folks privatliv) er gift med en mand, som føler det er nødvendigt at komme med tilfældige og uopfordrede bemærkninger om hendes vægt. Når hun bliver ked af det eller frustreret over hans usensitive bemærkninger, reager han på samme forstemmende måde: ”Du er oversensitiv. Jeg laver bare sjov.”

 

Min ven Abbie arbejder for en mand, som næsten dagligt finder på måder, der helt unødvendigt, jorder hendes præstation og hendes arbejdsprodukter. Bemærkninger som: ”Kan du overhovedet gøre noget rigtigt?” eller ”Hvorfor hyrede jeg dig egentlig?”, hører hun jævnligt. Hendes chef har ingen problemer med at fyre folk (det gør han med jævne mellemrum), så man ville ikke tro – baseret på de bemærkninger – at Abbie har arbejdet for ham i seks år. Men hver gang hun går i brechen for sig selv og siger: ”Det hjælper mig ikke, at du siger de ting”, får hun den samme reaktion: ”Slap af, du overreagerer.”

 

Abbie mener, at det kun er i disse situationer, hendes chef opfører sig som en nar, men sandheden er, at han kommer med de her bemærkninger for at manipulere hende til at tænke, at hendes reaktioner er helt ude i skoven. Og det er præcis den slags manipulation, der har efterladt hende med følelsen af dårlig samvittighed over at være oversensitiv, og som resultat heraf har hun ikke sagt sit job op.

 

Men gaslighting kan også være noget så simpelt som én, der smiler og siger noget a la: ”Du er oversensitiv” til en anden. Sådan en bemærkning kan måske se uskyldig ud, men lige præcis i det øjeblik bemærkningen fremsættes, sker der det, at den der taler fremfører en dom om, hvordan den anden bør og skal føle.

 

Selvom det ikke er en universel sandhed for kvinder, at de alle udsættes for gaslighting, så kender vi så sandelig alle kvinder, som møder det på arbejde, hjemme eller i personlige relationer.

 

Den indflydelse som gaslighting udøver sker ikke kun i forhold til kvinder, der er usikre på sig selv. Selv højlydte, selvsikre, assertive kvinder er sårbare over for gaslighting.

 

Hvorfor?

 

Fordi kvinder bærer størstedelen af vores neuroser. Det er meget nemmere for os at placere vores følelsesmæssige byrder på skuldrene af vores hustruer, vores kvindelige venner, vores kærester, vores kvindelige ansatte, vores kvindelige kolleger, end det er for os at lægge dem over på mænds skuldre.

 

Det er meget lettere at manipulere nogen følelsesmæssigt, når de af samfundet er blevet vænnet til at acceptere det. Vi forsætter med at belaste kvinderne, fordi de ikke så nemt kan sige nej til de byrder, vi lægger over på dem. Det er den ultimative fejhed.

 

Uanset om gaslighting finder bevidst sted eller ej, så er slutresultatet det samme: Det efterlader nogle kvinder følelsesmæssigt tavse.

 

Disse kvinder er ikke i stand til overfor deres ægtefæller at give klart udtryk for, at det som er blevet sagt eller gjort imod dem er sårende og skadefuldt. De kan ikke fortælle deres chef, at hans adfærd er disrespektfuld og afholder dem fra at kunne yde deres bedste på arbejdet. De kan ikke fortælle deres forældre, at når forældrene er kritiske, så gør de mere skade end gavn.

 

Når disse kvinder får nogen som helst form for modstand i forhold til deres reaktioner, så børster de den af ved at sige: ”Bare glem det, det er okay.”

 

Det “Bare glem det” handler ikke bare om at affærdige en tanke, det handler om at affærdige sig selv. Det er hjerteknusende.

 

Det er ikke så sært, at kvinder ubevidst er passiv-aggressive, når de udtrykker vrede, bedrøvelse eller frustration. I årevis har de været genstand for så meget gaslighting, at de ikke længere kan udtrykke sig på en måde, som føles ægte for dem.

 

De siger: “Jeg undskylder”, før de tilkendegiver deres mening. I en email eller en sms placerer de en smiley ved siden af et seriøst spørgsmål eller en problemstilling, for derved at reducere effekten af at skulle udtrykke deres ægte følelser.

 

Du ved, hvordan det ser ud: “Du kommer for sent :)”

 

Det her er de samme kvinder, der bliver i parforhold, som de ikke hører til i, som ikke forfølger deres drømme, der trækker sig fra det liv, de ønsker at leve.

 

Siden jeg har begivet mig ud i denne feministiske udforskning af mit eget og de kvinder jeg kenders liv, så har denne forestilling om, at kvinder per definition er ’hysteriske’ virkelig vokset sig til at blive en omfattende samfundsmæssig problemstilling og på samme tid en stor frustration for kvinderne i mit liv – generelt set.

 

Fra den måde kvinder portrætteres på i reality shows, og til den måde vi betinger drenge og piger til at se kvinder på, er vi kommet til at acceptere forestillingen om, at kvinder er ude af balance og irrationelle individer – specielt når de er vrede eller frustrerede.

 

Den anden dag, da jeg var om bord på et fly fra San Francisco til Los Angeles, var der en stewardesse, som på grund af mine mange ture, genkendte mig og spurgte mig, hvad jeg arbejdede med. Da jeg fortalte hende, at jeg er skribent, og at jeg primært skriver om kvinder, lo hun øjeblikkeligt og spurgte: ”Åh, om hvor hysteriske vi er?”

 

Hendes instinktive reaktion på min beskrivelse af mit arbejde, gjorde mig virkelig nedtrykt. Hendes reaktion var ment som en spøg, men ikke desto mindre tydeliggør hendes spørgsmål et mønster af sexistiske bemærkninger som gennemsiver alle facetter af samfundet omhandlende, hvordan mænd ser kvinder, hvilket også i stor grad indvirker på, hvordan kvinder måske ser sig selv.

 

Sådan som jeg ser det, er gaslighting en del af den ulighedsepidemi af forhindringer, som kvinder konstant ser i øjnene. Handlinger der udspringer af gaslighting stjæler deres mest kraftfulde redskab: deres stemme. Det er noget, vi gør mod kvinder hver dag, på mange forskellige måder.

 

Jeg tror ikke, at denne forestilling, om at kvinder er ’hysteriske’, er funderet i en eller anden form for stor konspirationsteori. Tværtimod tror jeg, at den hænger sammen med, hvordan kvinder langsomt men sikkert undermineres og affærdiges, hver eneste evig eneste dag. Og gaslighting er en ud af mange grunde til, hvorfor vi skal beskæftige os med denne samfundsmæssige konstruktion om, at kvinder er ’hysteriske’.

 

Jeg indrømmer, at jeg i fortiden også har gjort mig skyldig i at udøve gaslighting overfor mine kvindelige venner (men aldrig over for mine mandlige venner – overrasker det nogen?). Det er meget skamfuldt at indrømme, men jeg er glad for, at jeg opdagede, at det var det, jeg lejlighedsvis gjorde og satte en stopper for det.

 

Samtidig med at jeg fuldt ud tager ansvar for mine handlinger, så tror jeg, at jeg – ligesom mange andre mænd – er et biprodukt af den måde vi betinges på. Det handler om den generelle indsigt, vores betingning giver os til at indrømme fejl og blotlægge følelser.

 

Når vi op gennem vores ungdomsår og tidlige voksenår afskrækkes fra at udtrykke følelser, så kommer det til at betyde for mange af os, at vi klippefast afviser at udtrykke nogen som helst form for fortrydelse, når vi ser nogen, der såres af vores handlinger.

 

Da jeg skrev det her indlæg, kom jeg til at tænke på et af mine favoritcitater fra Gloria Steinem: “The first problem for all of us, men and women, is not to learn, but to unlearn.” (Den første opgave for os alle, mænd og kvinder, er ikke at lære, men at aflære, red.).

 

Så for mange af os handler det først og fremmest om at aflære at flimre med gaslysene og lære, hvordan vi kan anerkende og forstå kvinderne i vores liv og de følelser, anskuelser og positioner, som de indtager. Men omhandler den ultimative problemstilling vedrørende gaslighting ikke om, hvorvidt vi er betingede til at tro, at kvinders anskuelser ikke kan tillægges lige så meget vægt som mænds? At de ting, som kvinder har at sige, hvordan de oplever tingene, ikke er lige så legitime som mænds?

 

Yashar Ali

 

Følg Yashar på twitter her og facebook her.

 

Få besked når Yashars første e-bog Why Women Aren’t Crazy udkommer her.

 

Blev første gang bragt på Yashar Alis blog the current conscience i september 2011 – du kan læse den oprindelige version her: A Message To Women From A Man: You Are Not “Crazy”.

 

Yashar Ali

Yashar Ali is a Los Angeles-based columnist, commentator, and political veteran whose writing is showcased on The Current Conscience. Yashar appears frequently as a commentator on state and national politics, and has been featured in The Wall Street Journal, TIME Magazine, The New York Observer, The Huffington Post, Jezebel, The New York Times, the San Francisco Chronicle, and he has appeared regularly on the Patt Morrison show on Southern California Public Radio and NBC News.

7 kommentarer

  1. Jeg er glad for at der er nogen der er så gode til at sætte ord på det. Og så tag at komme til tiden!…

  2. Forfriskende at høre noget erkendelse fra en mand omkring et fuldstændig forkert samfundsbillede af kvinder, som er et stort problem – tak for det.

  3. Jeg ser mest det stik modsatte, dvs. undertrykte mænd, der møder en helt urimelig kvinde- og statsadfærd. Men gaslys oplyste da utvivlsomt vores forgængeres skumle gader bedre end tranlamperne og den materielle forkælelse og naturforureningen tog fart.

  4. Fremragende skrevet.

    Mænd opfører sig også sådan overfor hinanden, ved at kalde hinanden for ” kælling ” osv.

    Jeg har , som alle andre, også lavet mine fejltrin i den retning, og kan anbefale at man lærer kommunikationsteknikken ” Girafsprog “. Det har hjulpet mig meget. Og ja jeg lærte det af en kvinde , min kæreste 🙂

  5. Jeg har bare et spørgsmål. “Hvorfor er det altid kvinders standarder der er de rigtige?” Det kunne jo være din veninde var blevet lidt vel magelig og givet slip på sig selv. Sådan at hendes synes hofterne var forsvundet. Det kunne jo være at madtiderne blev lige lovligt strigt digtetet. Ja, det kunne jo være at den moderne kariere kvinde var blevet lige lovlig selvoptaget pga. Den årelange særbehandling. – Ja, det kunne jo være? Jeg bliver faktisk ret provokeret af den tekst. Fordi det helt og aldeles er bias. Sandheden er at, hvis der er nogen som oplever gaslightning i den offentlige debat så er det mænd!

  6. Nete Sølvssøe

    Jeg har måttet lade den artikel ligge flere dage, før jeg orkede at vinkle den lidt…
    Fordi, JA – Gaslighting (-som jeg oversætter: Giftgas, da det ikke er synligt for øjet, men folk bliver påvirket deraf, både de som ikke forstår hvad det er de overværer, og den som rammes direkte) – det er et alvorligt problem.

    Psykisk vold.
    Emotionel vold.
    Er mere velkendte begreber.

    Hvorfor måtte jeg så lade artiklen ligge flere dage, før jeg kunne reagere på mit ubehag ved den?

    Fordi .. artiklen får, desværre, fremstillet gaslighting som hovedsageligt gående på om der er blevet sagt “du er bare hysterisk” til en kvinde.

    Men Gaslighting er mere, dybere, omfatter andet end lige om vores køn eller stilling ringeagtes for en kort (tåbelig) kønsracistisk bemærkning.

    Gaslighting er ikke kun de henkastede bemærkninger, omend de kan få os til at krympe os, blive vrede (berettiget).

    Gaslighting som vold i (par)forhold,
    er ekstremt nedbrydende.
    Det er den daglige såen tvivl om den anden (ofret) overhovedet er ved sine fulde-5. Og det ikke kun hos ofret selv, men sørme helt ud til feks. egen families læge, andre familiemedlemmer, omgangskredsen. … mange bække små….

    Og sker det i et forhold, i stort som i småt, på daglig basis – blandet med helt normale reaktioner, hvor kommentarer el. samtale er faktuel og uden giftgas – bliver det så meget sværere for ofret at hitte rede i:
    Er det nu gift, gas eller bare ren luft…. ? – so to speak.

    I et forhold, er man, til forskel fra i en jobrelation som nemmere kan forlades, også afhængig af hinanden (tror man, som normalt agerende).
    Man har en normal forventing om tillid, støtte, gensidighed.
    … men det er ikke formålet med et forhold for en giftgas-krænker.
    De har deres helt egen, superegoistiske dagsorden – som er svinedygtigt pakket ind i alt fra:
    * stemmeleje, ordvalg, skjulte dagsordner,
    til alle de mange fysiske udtryk der ledsager giftgassen:
    *små som store hånlyde, opgivende suk, vrede blikke oveni måske almindeligt lydende ord, kroppen brugt til lige at skubbe lidt for hårdt for at komme forbi/ nægte den anden at komme forbi
    – men gjort imens krænkeren siger noget der får ofret til at fremstå som en, der er ved at gøre noget galt/idiotiskt/dovent/urimeligt..

    Så de her ‘elevator-ture’, følelsesmæssige som regel, som man kyles op og ned i af giftgasseren, de slider ens psyke og hjerte og forstand op ‘indefra’…

    Dybe svigt, efterfulgt af et : vil du have kaffe og et ‘hjerteligt’ smil ….
    !? ……. til sidst er man ved at blive vanvittig, sådan helt konkret!

    For den op-og ned, kombineret med at det tager TID, at opdage, at der er en skjult dagsorden fra den man troede var ens livs elskede, den man (selv i hvertfald…) tror man kan stole på og bygge op sammen med ..

    Man er nødt til at gå rationelt til værks midt i det følelses-tortur-rutsjebanehelvede som krænkeren sender en ud i. Og det er svært … især når man endnu ikke aner, at der findes sådant som “emotionel vold” (feks. giftgas).

    ……… Den enorme splittelse som ofrene sættes i, den kommer ikke frem i den artikel … – og derfor fik den, hos mig, en bismag af, ja netop: Hysteriskt at tage det seriøst ….

    Men det er det altså IKKE.
    Det er dybt og inderligt giftigt.
    Og kan hurtigst spottes ved, at man bliver så utilpas følelsemæssigt. Ordene i sig selv, er nemlig sjældent, isoleret set, specielt krænkende.
    Men det er den samlede effekt. Ren GIFTGAS. Også for omgivelsrene, der langsomt vil trække sig fra at kende det par (i hvert fald trække sig fra ofret, fordi denne vil virke ‘whining’, og ofte være det over lang tid/ måske årevis).
    Sluttelig – dette gøres ikke kun af mænd mod kvinder. Det er ikke bundet til køn, omend man statistisk sikkert vil finde en overrepræsentation af hvlket køn, der bliver offer og hvilket køn, der er krænker.

    En velment artikel – der desværre ikke får spaden i jorden.
    mvh, Nete Sølvssøe, ‘giftgas’overlever

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv