leatherdyke.cc

”Er det en pige eller en dreng?”, tænkte mennesker ofte om mig, da jeg var barn. Det ved jeg, fordi de ikke alle kunne nøjes med at tænke det. Mange sagde det højt. Enten ved at spørge mig direkte: ”Er du en dreng eller pige?”. Andre fortalte det, efter de havde lært mig at kende. De sagde: ”Da jeg så dig første gang, var jeg i tvivl, om du var en dreng eller en pige”. Andre igen antog bare, at jeg var en dreng og omtalte mig med et ”han”. Da jeg som ungarbejder sad bag kassen i den lokale Brugs, kunne forældre sige til deres børn: ”Giv drengen pengene for fredagsslikket”.

 

Jeg blev rasende, når mennesker troede, at jeg var en dreng. Aldeles ked af det og mærkeligt tilpas, gjorde det mig hver eneste gang. Men på trods af det sagde jeg aldrig noget til dem. Jeg korrigerede dem aldrig. Dette skyldes vel, at jeg var et indadvendt og indad-reagerende barn. Et indadvendt barn, som ikke følte sig tilpas i nogle af de to køn, som var stillet til rådighed. Jeg har haft det okay med at være født i min pigekrop, så længe jeg har fået lov til at gå klædt i tøj, som drengekroppe typisk går klædt i. Og så længe at mine bryster og hofter ikke voksede sig alt for store og kvindelige. Jeg har haft det godt, når jeg har været fysisk stærk og dygtig til sport. Jeg har haft det fint, når mit køn ikke blev italesat, og jeg bare kunne agere som mig, med de egenskaber og interesser jeg nu engang havde.

 

Det er her, hele balladen starter. Jeg har nemlig ikke altid følt, at jeg bare kunne agere frit. Når jeg er stødt på kommentarerne fra indledningen, har det for alvor understreget, at verden var og er kønnet. At det var vigtigt for fremmede menneskers aflæsning af mig, at vide om jeg var en dreng eller en pige. Når jeg har mødt ovenstående kommentarer, har det nogle gange været på en provokerende og udfordrende måde, mens det andre gange har bundet i en reel uvidenhed omkring mit medfødte køn. Men uanset på hvilken måde kommentarerne faldt, gjorde de mig altid skide usikker. Usikker på mig selv og usikker på den verden jeg levede i. Dette resulterede i, at jeg gennem hele mine opvækst har skiftet mellem forskellige kønsudtryk. Jeg har i lange perioder prøvet at klæde mig og opføre mig som en i samfundets øjne ’typisk pige’. Men det har aldrig rigtig virket for mig. Godt nok er jeg sluppet for kommentarer i de perioder, men det har været på bekostning af, at jeg ikke har følt mig tilpas med mig selv og mit udtryk.

 

Nu er jeg lige fyldt 26 år og kan derfor kategoriseres som nærmest voksen. Når jeg som nærmest voksen tænker tilbage på min opvækst, ville jeg ønske, at den verden jeg voksede op i ikke havde været så forbandet kønnet. At jeg ikke var blevet mødt med misbilligende blikke og dumme kommentarer. At verden ikke havde plantet en følelse i mig af at være forkert. Når jeg ser tilbage har jeg altid været begge køn og ingen køn. En følelse som jeg ikke kunne finde ud af at udtrykke og leve med da jeg var barn. Barn i en heteronormativ og ultra kønnet virkelighed. Nu er jeg blevet lidt ældre i den selvsamme virkelighed og har fundet mig selv og min plads i livet. Jeg har et højt selvværd, de bedste mennesker omkring mig og en meningsfuld hverdag. Derfor kan jeg bedre kæmpe for og leve med min kønsidentitet i dag. Jeg køber som det mest naturlige i verden alt mit tøj i herretøjsafdelinger, jeg transporterer mig rundt i byen på en vintage herreracer eller mit longboard, og jeg drømmer om at få en mere muskuløs krop. Jeg insisterer på at være mig, og jeg insisterer på min plads i verden.

 

På trods af det giver det mig stadig et stik indeni, når jeg spiller basketball i parken, og en fremmed mand kommer hen og siger: ”Må jeg spørge dig om noget? – Er du en kvinde eller en mand?”. Eller når en fuld idiot kommer hen til mig lørdag nat og spørger: ”Er du en mand, eller er du bare lebbe?”. Når dette sker, mister jeg stadig mælet og bliver med ét som mit 10-årige jeg igen. Usikker og utilpas. Jeg bliver vred over at fremmede mennesker stadig stiller spørgsmålstegn ved min ret til at udfolde mig og udtrykke mig, som den jeg er. Men vreden er af kortere varighed, end den var, da jeg var barn. Derudover er den knap så indadvendt. Den er konstruktiv og kommer til udtryk, når jeg diskuterer køn og kønsroller med mennesker, jeg kender, og fremmede mennesker jeg møder i min hverdag. Den kommer til udtryk, når jeg korrigerer mennesker, som taler om køn på en essentialiserende måde. Når de eksempelvis siger: ”Det er typisk kvinder…” eller: ”Han er dreng. Lad ham bare…”.

 

Men vigtigst af alt så ændrer jeg ikke længere på mig selv for at leve op til samfundets forventninger om, hvordan jeg bør udtrykke mit køn. Jeg prøver ikke længere at klæde mig i kjoler, sidde pænt og yndefuldt på stolen osv. Jeg har et kæmpe udfoldelsesrum i kraft af, at jeg er ingen og alle køn. Jeg insisterer på min plads i verden og på mit kønsudtryk. Et kønsudtryk som har det med at forvirre og provokere bestemte mennesker på min vej. Det er okay. Jeg ønsker nemlig at udvide og sprænge rammerne. Således at de børn jeg kender ikke skal vokse op og føle sig begrænsede og forkerte, på grund af de kønstegn de er født med. Jeg skylder mine nærmeste og mig selv at stå ved lige præcis den, jeg er.

 

Så fuck dig fremmede mand, som bliver usikker på dig selv, når du ser mig! Og fuck de normer og forventninger som var med til at give mig en rådden følelse indeni som barn!

 

 

photo credit: <a href=”http://www.flickr.com/photos/daveynin/4753012363/”>daveynin</a> via <a href=”http://photopin.com”>photopin</a> <a href=”http://creativecommons.org/licenses/by/2.0/”>cc</a>

 

Storm Lillevang

Jeg iagttager, hvordan kønnene udspiller sig, overalt hvor jeg færdes. Jeg bliver skiftevis forarget, glad, fortrøstningsfuld og vred. Mens jeg iagttager kønsordenen, læser jeg en kandidat i Socialt Arbejde, spiller basketball, læser frilæsningsbøger, står på longboard, finder slebet glas ved vandet, ser mennesker jeg har kær og går på opdagelse i mit Århus.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv