leatherdyke.cc

”Altså, nej nej… Jeg er ikke feminist”. Min veninde sidder overfor mig på caféen og kigger lettere forlegent ned i sin kaffekop.  Som om hun havde sagt noget helt forkert og var bange for, at jeg ville putte hende ned i en mental kasse, hun ikke ønskede at være i. Hendes modstand mod betegnelsen feminist både rørte og provokerede mig.

 

For hvad er en feminist egentlig i dag? Og hvorfor er det blevet et fyord blandt mange unge kvinder? Min veninde og jeg er begge i gang med en videregående uddannelse, og vi deler mange af de samme interesser i hverdagen. Men når snakken falder på kønsproblematikker, så går debatten død, før den er kommet i gang. For tænk nu, hvis jeg troede, hun var… feminist.

 

Caitlin Moran skrev sidste år følgende i sin berømte bog ‘Kunsten at være kvinde’:

 

”Stik hånden ned i trussen. A) Har du en vagina? Og B) Vil du bestemme over den? Hvis du svarede ja på begge spørgsmål, så tillykke! Du er feminist”

 

Hvis det virkelig var så enkelt, hvorfor er det så SÅ svært for moderne unge kvinder at tage f-ordet i brug? For slet ikke at tale om dét at koble ordet på deres egen identitet?

 

Jeg tror, at begrebet feminisme har brug for en kraftig opdatering! Det lader til, at ordet har fået en, uhensigtsmæssig, negativ klang blandt særligt den yngre generation. Hvorfor det tilsyneladende forholder sig således, det skal jeg ikke gøre mig klog på. Min egen formodning er, at ordet feminisme for mange unge leder tankerne hen på 1970’erne, Thylejr, kampen om de brændte bh’er og de mange slagsange om opgøret med det patriarkalske samfund. Det var bestemt nogle vigtige kampe, der blev udkæmpet af de ældre generationer af kvinder, men det har efterladt et vakuum for en nyere og mere tidssvarende definition af begrebet. Min generation af unge, seje og veluddannede kvinder har en stor berøringsangst overfor kønspolitiske debatter – fordi de ikke kan se sig selv i dem. Og det er synd!

 

Min venindes aversion mod ordet er vidne om den akavede tilgang til en kønsproblematik i dag. Det kan både tolkes som et nederlag for den yngre generation af kvinder, men det kan også tolkes som et mulighedsrum! For hvem skal egentlig bestemme, hvordan en ”rigtig” feminist ser ud?

 

Jeg ER feminist. Og jeg har ikke lange hår under armene, er ikke kronisk vred på mænd og mener ikke, at kvinder burde overtage verdensherredømmet. Jeg mener bare, at det er problematisk med prædefinerede roller i det offentlige og sociale rum, som andre mener jeg ”bør” indtage – bare fordi jeg har bryster. Og nårh ja, så ville det være rart med løn baseret på kvalifikationer, og ikke på hvad der gemmer sig i underbukserne!

 

At tage en kønspolitisk debat op i dag er svært. Og jeg skal hilse og sige, at det ikke bliver nemmere, når du vælger at farve dit hår lyst, elsker rød læbestift og ikke fylder særligt meget i landskabet. Jeg har ikke synderligt meget pondus, når jeg går igennem gadebilledet, og jeg har heller ikke meget pondus, når jeg argumenterer i en kønsdebat. Jeg passer nemlig ikke med det forældede og traditionelle billede af, hvad en feminist er for noget.

 

De fleste antager, at jeg umuligt kan bekende mig til et feministisk ståsted – jeg vælger jo selv, at se ud som jeg gør. Alle ved jo, at præferencer for et æstetik udtryk, såsom hårfarve, er direkte kausalt forbundet med politisk ståsted, ikke sandt? Det er menneskeligt at kategorisere andre, og vi gør det alle sammen. Verden bliver mere tryg at navigere i, når andre kan puttes ned i kasser. Det er bare et problem, når de kasser bliver determinerende for vores omgang med andre. De skal kunne udfordres og vendes på hovedet, ellers sker der ingen udvikling af hverken os selv eller vores samfund. Særligt kønspolitiske debatter trænger, efter min mening, til en opdatering, og den kommer ikke af sig selv! Hvis ikke flere unge kvinder deltager aktivt i debatter vedrørende deres eget køn, så fastholdes den negative stereotype af, hvad en feminist er.

 

Så måske sender jeg de forkerte signaler, fordi jeg vælger at farve mit hår lyst. Måske provokerer det dig, at jeg ikke passer ind i kassen af, hvad du synes, en feminist skal være.  Måske er jeg selv ”skyld” i, at mænd råber efter mig på gaden som følge af min hårfarve. Men er det hårfarven eller holdningerne, der her skal op til revision?

 

 

 

photo credit: Melissa-Brewer via photopin cc

 

Anna Warrington

Anna Warrington, 24 år gammel og statskundskabsstuderende med en baggrund fra sociologi. Du kan som regel finde mig på en kaffebar på Nørrebro i København, på en læsesal eller i et fitnesscenter, hvor jeg udfordrer stereotypen på, at kun store mænd løfter tunge ting. Jeg har en forkærlighed for at prikke til de sociale normer, vi alle går rundt og tager for givet i en hektisk hverdag. Og så elsker jeg rød læbestift.

1 kommentar

  1. Tak for spot on indlæg om problemet med feminisme i dag! Jeg har det meget ligesom dig, synes makeup er sjovt og mener ikke at det gør at jeg ikke kan være feminist. Det er overraskende hvor mange mennesker der fuldkommen har misforstået feminisme, når de mener at det modsatte er tilfældet.
    Frem med f-ordet noget oftere!

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv