leatherdyke.cc

“Du ville have godt af at tabe dig lidt, synes du ikke?”

 

Det kan virke harmløst. Som et godt råd, en velment kommentar der skal pejle dig i den rigtige retning. For du vil da ikke være overvægtig, vil du? Du får ikke succes i livet, på jobbet eller med kærligheden, hvis du er overvægtig. Så jeg siger det jo kun til dig for din egen skyld.

 

Fat-shaming. Et begreb og en tendens der kommer i mange varianter. Et angreb forsøgt forklædt i velmenende kommentarer. Eller som direkte tilråb og tilsvininger. Fede ko. På dansk vil vi nok kalde det for fedme-udskamning, men lad os holde os til den engelske betegnelse. Fat-shaming er allevegne. Det sker overalt og alle kan blive eller er blevet udsat for det på et eller andet tidspunkt i deres liv. Fat-shaming begrænser sig ikke kun til at handle om forsøget på at få tykke mennesker til at skamme sig over dem selv og deres krop. Næh nej, der er også den bredere variant body-shaming, der ganske enkelt går ud på, at du skal skamme dig over din krop, fordi den på den ene eller anden måde ikke passer ind i idealerne. Du kan være for tynd, for høj, for lav, have for store bryster, for små bryster, have kropsbehåring, være for sexet, have for store hofter og lår. Body-shaming ekskluderer heller ikke på baggrund af køn. Mænd kan være for muskuløse, for ranglede, for metroseksuelle, for usoignerede. På den måde kan man sige at body-shaming er enormt inkluderende – for alle kan blive udsat for det, uafhængigt af køn, alder, etnicitet og seksuel orientering.

 

Fat-shaming er den mest almindelige form for body-shaming. Og den er på en eller anden måde også blevet den mest accepterede, fordi mange tror, at de gør andre en tjeneste. Måske vidste du slet ikke, at du var tyk, så nu siger jeg det lige til dig, og så kan du gøre noget ved det. Det var så lidt.

 

Det største problem med fat-shaming er, at det er blevet så indgroet en del af vores kultur. Den velmenende handling, at man har købt frugt i stedet for kage til kaffen, for det har alle godt af, mens der skeles mod den tykke ven for enden af bordet. Og jeg siger ikke, at det ikke er velment. Jeg tror oprigtigt på, at det kommer fra et godt sted. Det er bare misforstået. Jeg er så træt af, at der eksisterer en konsensus om, at vi gerne må kommentere og dømme andres udseende og krop. Vi kan ikke vide, når vi ser en overvægtig person, om personen er lykkelig. Om personen faktisk er sund i den forstand, at der hverken er vitaminmangel eller forhøjet blodtryk. Om personen går i fitness tre gange om ugen. Og for at sige det på godt dansk: Hvad rager det egentlig også dig?

 

Jeg har altid været overvægtig. Graden af min overvægt har varieret gennem årene. Da jeg var barn, var jeg altid en af dem, der lå over kurven hos sundhedsplejersken. Jeg fik altid at vide, at jeg skulle tabe mig. Det var så vigtigt, at jeg kom ned og lå direkte på kurven, men allerhelst under den. Da jeg blev ældre, voksede jeg fra det såkaldte hvalpefedt. Det medførte en periode hvor jeg var høj, forholdsvis slank og passede ind, sådan rent fysisk. Jeg er aldrig blevet mobbet. Jeg har altid haft en masse venner, været meget udadvendt og vellidt. Men jeg har også altid været meget bevidst om, hvordan jeg så ud i forhold til andre. Og det vil jeg gerne lige understrege: De fleste tykke mennesker, ved godt de er tykke.

 

Problemet er ikke, at de ikke ved det. Du behøver ikke pointere det. Problemet er, at du tror at ved at pointere det, så kan du motivere dem til at blive tyndere. Men guess what? Det er ikke alle, der drømmer om at være en størrelse 36. Da jeg gik i gymnasiet, tog mit liv en drejning, som jeg ikke selv var herre over, og jeg begyndte at finde tryghed i mad. Samtidig var jeg på ingen måde aktiv, så det gik ligesom kun én vej rent vægtmæssigt. Det tog mig en god håndfuld år, før jeg selv kom den til konklusion, at jeg ikke ville blive ved med at stige i vægt. Men jeg havde naturligvis fået at vide, mange gange gennem de sidste par år, at jeg ville se bedre ud og få det bedre, hvis jeg tabte mig. Jeg indså selv, at jeg slet ikke var glad længere. Jeg var ikke glad for, hvordan jeg så ud, men især ikke for mig selv som person. Jeg var trist, nedslået og var på ingen måde i stand til at elske mig selv. Så for mig var løsningen at tabe mig.

 

Jeg ved godt nu, at et vægttab ikke er lig med at man lærer at elske sig selv. Det handler om at arbejde med sig selv indefra og ud – ikke omvendt. Men jeg følte, at jeg var nødt til at starte udefra. Jeg tabte mig, meget endda, men der er altså røget nogle kilo på igen. Ja, jeg var en af dem der hoppede på en kur, i stedet for at fokusere på en livsstilsændring. Beklager, Christian Bitz. Men min vægttabsrejse lærte mig faktisk, at det er lige meget hvordan jeg ser ud. Jeg er kommet et skridt, eller mange faktisk, tættere på at lære at elske mig selv og min krop.

 

De dage, hvor det er sværest for mig, er de dage, hvor jeg får velmenende kommentarer: “Det kunne være flot, hvis du lige tabte dig inden sommeren” eller “Den her kjole ville være så pæn til dig, hvis du lige vejede 5-10 kilo mindre”. For der bliver jeg mindet om, at selvom jeg elsker mig selv, så er andre ikke okay med, at jeg ser ud, som jeg gør. Jeg skal helst som minimum stile efter at være tyndere, end jeg er. Jeg må ikke være tilfreds med at veje for meget. For det kan jeg da umuligt være? Jeg er virkelig ked af at måtte fortælle dig det her kære læser, men jeg sidder i skrivende stund med måske 20 kilo for meget, og er faktisk pænt tilfreds med mig selv. Jeg vil ikke være større, og jeg vil heller ikke have noget imod at tabe mig de 20 kilo, men jeg hader ikke mig selv, som jeg ser ud nu.

 

I min periode med vægttab og den dertilhørende øgning i vægt efter endt kur, så har jeg fundet rigtig megen trøst hos de såkaldte kropsaktivister. Kvinder og mænd der slår et slag for de tykke, de behårede, dem med store bryster, små bryster, små muskler, osv. Dem der siger, at det er okay bare at være dig, lige meget hvordan du ser ud. At du også fortjener kærlighed, og at du også er skide smuk. Også selvom du ikke ligner modellen i bladet. Men husk lige, at selv ikke modellen i bladet, ligner modellen i bladet i virkeligheden.

 

En af de helt store profiler lige nu indenfor kropsaktivisme, er den danske komiker Sofie Hagen. Du er højst sandsynligt stødt på hende her på det sidste. Sofie er bosat i London, hvor hun har stor succes med sin stand-up, hvor hun tager udgangspunkt i hendes eget liv med selvskade, det at være tyk og at selvom man er tyk, så kan man godt selv synes, man er lækker. Sofie har fået enormt meget eksponering i Danmark, fordi hun gør og siger noget som er udansk. Sofie er tyk, og det er hun helt okay med. Faktisk mere end okay.

 

Jeg vil anbefale dig, at læse dette portræt og interview af Sofie fra Information. Hun er vanvittigt dygtig til at formulere sig og får heri pointeret netop, hvad problemet er med de velmenende kommentarer:

 

”På scenen fortæller hun ikke kun om de negative kommentarer, hun får som tyk, men også om alle de misforståede komplimenter som »Hvor er det modigt, at du tør gå på scenen og tale om, at du er uattraktiv«. På Twitter skriver hun: »’Du ser fantastisk ud, har du tabt dig?’ bliver aldrig en kompliment. Stop efter ’fantastisk’, eller bare stop.”

 

Kære læser. Du er smuk, som du er. Du er hverken for tynd, for tyk, for høj eller for lav. Du fortjener kærlighed. Vigtigst af alt, så fortjener du din egen kærlighed til dig selv. Jeg vil gerne slutte af med at dele mine favoritsider, hvor jeg får inspiration til at lære at elske mig selv. Jeg håber, at du også kan bruge dem.

 

http://www.xojane.com
Et onlinemedie hvor kvinder kan være kvinder, og hvor man opfordres til at være den kvinde man er – uanset din alder, størrelse, stillingsbetegnelse, etnicitet, seksuelle orientering osv.

 

http://stophatingyourbody.tumblr.com

 

http://fuckyeahbodypositivity.tumblr.com

 

http://fatgirlfoodsquad.com

 

Amalie Valentin

25 år gammel og cand.mag i Æstetik og kultur, bosat i Aarhus. Jeg har i min studietid skrevet om alt fra det mandlige blik og objektificering, til Pussy Riot og feministisk kunst. Min interesse for feminisme er meget bred, men jeg har nok lidt en forkærlighed for køn og seksualitet. Derudover er jeg tosset med gin, hiphop/r’n’b og Beyoncé.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv