leatherdyke.cc

Efter fire år uden for Danmark er det særligt interessant at være tilskuer til – og nu prøve at være aktiv deltager i – ligestillingsdebatten i Danmark. Fra sidelinjen i Skotland oplever jeg ofte, at folk i Danmark klynger sig til ordet “ligestilling” og vredt konkluderer, at feminister da ikke kan være interesseret i ægte ligestilling, når de gang på gang ignorerer mænd, deres behov og deres problemer.

 

Måske har “vi” feminister ikke været klare i mælet – måske er det endnu engang vores skyld! Så lad mig gøre det klart: Nok bliver det i dag kaldt ligestillingsdebatten, men det vi egentlig prøver at tale om er feminisme. Feminisme er grundlæggende en politisk overbevisning om, at mænd og kvinder skal være lige socialt, økonomisk og politisk. Ønsket om denne sociale, økonomiske og politiske ligestilling udspringer af, at feminisme også er baseret på det faktum, at vi lever i et patriarkalsk samfund, hvor mænd er øverst i hierarkiet. Et samfund, hvor vi forbinder dét biologisk at være en kvinde eller mand med en række sociale konstruktioner, der kan skade såvel mænd som kvinder.

 

Jeg er træt af at møde det automatiske spørgsmål “Hvad med drengene og mændene?”, så snart samtalen handler om vigtige problemstillinger for kvinder og kvinders – mangel på – ligestilling. For ja, drenge og mænd har også problemer – vi siger ikke det modsatte bare, fordi vi f.eks. taler om dét, at flere kvinder end mænd oplever partnervold. Den stensikre reaktion á la “hvorfor fokuserer I aldrig på mændene?” er intet andet end endnu et udtryk for, at for de uoplyste i vores patriarkalske samfund ses manden som standarden og kvinden som “den anden” – fuldstændig som Simone de Beauvoir allerede skrev om i 1940’erne.

 

Problemet er imidlertid ikke kun mænd (bare rolig, drenge). 90’erne og 00’ernes modreaktion mod feminisme har også fået et grundigt tag i piger og kvinder. Da jeg læste min bachelor i Aarhus i begyndelsen af 10’erne var ordet feminist bestemt ikke noget mange af mine – hovedsageligt kvindelige – medstuderende ville identificeres som. På et af de første semestre havde vi en forelæsning i videnskabsteori med fokus på feministisk fortolkning. Rundt omkring mig sad medstuderende og himlede over, at vi nu skulle til at “tale om det igen”. Stemningen var tydeligvis presset, og den generelle tankegang var, at dét med ligestilling havde vi ordnet, og hvis der stadig er forskelle og uligheder, jamen, så må det være noget kvinderne alligevel selv har valgt.

 

Selvfølgelig skal også den feministiske tankegang og debatten følge med tiden: kritiseres, opdateres, gentænkes og konstant diskuteres. Nogle gange mener jeg dog, at vi har glemt historien. Vi har glemt, hvor vi kom fra, og hvem der overhovedet gjorde det muligt for kvinder og mænd i dag at nå til et punkt, hvor de mener kønnene er ligestillede.

 

Feminismens anden bølge i Danmark var 1970’ernes Rødstrømper, som erklærede, at det private var politisk. Kvinderne gik sammen i grupper, hvor de hjalp hinanden med at blive bevidste om deres situation. At blive bevidste om det patriarkalske samfund, hvor mænd havde mere magt end dem, og hvad de skulle fokusere på politisk for at ændre det og sikre ligestilling. Ville det være helt tosset at tænke lidt i samme baner igen?

 

En del af denne bevidsthedsudvidelse i Danmark og Skotland, hvor jeg selv opholder mig, handlede f.eks. om at blive mere bevidst om vold i hjemmet og oprette krisecentre til at hjælpe de kvinder og børn, der var ofre for det. Hvor langt er vi f.eks. på den front?

 

I Storbritannien er der i gennemsnit to kvinder om ugen, der bliver dræbt af deres partner eller ekspartner. I Danmark har 52 % af kvinder over 15 år på et tidspunkt været udsat for fysisk og/eller seksuel vold. Medierne er fulde med historier om online chikane og hævnporno.

 

Hvor langt er vi egentlig nået?

 

Og så er vi der igen: “Det er ikke alle mænd, der er sådan!”

 

Hvis du betragter dig selv som en bestemt type, en af dem med de “rigtige” holdninger, er det selvfølgelig svært at acceptere, at du lever i en samfundsstruktur, hvor du er en del af en gruppe, der repræsenterer noget andet, end det du er enig i. Du kan ikke gøre så meget ved det. Men du kan sørge for at holde det rette fokus.

 

Se tilbage i historien: Bliv inspireret af de kvinder, der gjorde noget ud af at udvide deres bevidsthed og forstå, hvad de stod i. Beslut dig så for, om du vil være allieret, om du vil kæmpe for problemerne – både de du føler bliver overset, men også de problemer du ikke er direkte involveret i.

 

Men lad være med at blive fornærmet, fordi du ikke bryder dig om dit eget privilegium. Jeg kan have det på fuldstændig samme måde, når diskussionen falder på hvide kvinders privileger. Jeg er en hvid kvinde fra en middelklassebaggrund, og i vores samfund gør det i mange sammenhænge mit liv nemmere end, hvis jeg tilhørte en anden klasse eller etnicitet. Man får nemt lyst til at svare “Ikke alle hvide/vestlige/middelklassekvinder er sådan!”

 

Men lad være. Jeg føler måske ikke personligt, at alle hvide/vestlige/middelklasse kvinder er sådan, men den ulighed vi taler om ligger i samfundsstrukturen. Hvad end vi taler sexisme eller racisme, kan man ikke ignorere det samfund, vi lever i, og selvom du måske ikke føler, du er privilegeret, betyder det ikke, at du ikke er det – at din virkelighed ikke er formet efter, hvilket biologisk køn, du har, farven på din hud eller hvor du kommer fra.

 

I stedet for at blive fornærmet bør både du og jeg tjekke vores privilegier og udvide vores bevidsthed i god 70’er stil: Kort sagt skal du tænke dig om og høre efter, når andre pointerer, hvordan deres verden og virkelighed er anderledes end din.

 

photo credit: Denis Bocquet Paris 2017 via photopin (license)

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Emilie Kristensen

Jeg er udenlandsdansker oprindeligt fra Nordens Paris (Aalborg). Jeg har boet i Glasgow siden september 2013. Til daglig arbejder jeg inden for velgørenhedssektoren med kommunikation og fundraising. Jeg har været feminist, så længe jeg kan huske. Særligt igennem ophold i Irland og USA og nu med bopæl i Skotland er jeg med tiden blevet mere og mere fokuseret på den sociale ulighed som patriarkatet bringer med sig, og det synes jeg, at vi alle sammen skulle tale noget mere om.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv