leatherdyke.cc

(Advarsel: Der kan forekomme mindre spoilers i indlægget. Læs videre på eget ansvar.)

 

Videospil har det med at få en del høvl, særligt når det kommer til repræsentationen af kvinder. Og det med god grund: der er en del tunge og trætte klicheer, som de fleste store spilvirksomheder lader til at have svært ved at ryste af sig. Jeg kalder det Mario-fortællingen: vi har den her stærke, rå fyr (det kræver styrke at være blikkenslager, overskægget er råt), som skal en masse ondt igennem (Bowser, Donkey Kong, you name it) for at fuldføre eventyret, hvor præmien (eller i hvert fald én af præmierne) er en (lækker) kvinde og hendes kærlighed.

 

Det er på ingen måde for at hate på Mario; jeg elsker Super Mario Bros.! (Sled det op på min Gameboy Color, faktisk.) Men faktum er, at vi ser denne kliché, eller en version af den, i ualmindeligt mange videospil, særligt dem fra de store spilselskaber. Endda de spil der prøver, (og hvor Watchdogs dog prøvede) har svært ved at hæve kvindelige karakterer op til at være mere end en pyntefigur, eller et objekt som den mandlige hovedperson kan anskaffe sig. Derfor er det særligt positivt, når der kommer et spil ud, som formår at gøre de kvindelige karakterer til tredimensionelle personer med agens og nuancer. Dragon Age Inquisition er et af de spil.

 

Spillet foregår i fantasiverdenen Thedas, og man spiller som den eneste overlevende efter en voldsom eksplosion, der ikke bare udslettede en stor gruppe vigtige personer, deriblandt det religiøse overhoved Divine Justinia, men som også åbnede porte til underverdenen (The Fade). Spilleren er dog, heldigt nok, udstyret med et mærke på hånden, som kan lukke disse porte. Hovedpersonen får til opgave at hjælpe Divine Justinias assistenter med at lukke nogle af portene. Herefter bliver inkvisitionen, en uafhængig organisation hvis opgave er at bringe orden i verden igen, oprettet. Herfra kan man som spiller udforske forskellige områder af verdenskortet, øge inkvisitionens magt, samt selvfølgelig bekæmpe den (eller det) der har åbnet portene til underverdenen.

 

Jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke har spillet det til ende endnu, men indtil videre er der ingen ende for min begejstring. Det første jeg bemærkede var, at rådgiverne for karakteren man spiller, er tre kvinder og en mand. Det vil sige, at lige meget hvilket køn man vælger at spille som, består rådet, der er med til at lede inkvisitionen, af flest kvinder. Og endnu et plus er, at karaktererne i spillet ikke engang synes, at det er en ting, der behøver blive nævnt. Det er bare sådan. No big deal.

 

Man har følelsen af at, at køn ikke betyder så meget som den individuelle person og dennesvner og formåen. Men selvom spillet i sig selv ikke gør det til en stor ting, så er det faktisk en stor ting. Både det at de fleste af lederne er kvinder, men også det at ledernes køn ikke bliver bemærket. Og det er forfriskende. Dragon Age Inquisition falder heller ikke i den fælde, som mange andre spil falder i, hvor man fokuserer så meget på at skabe ”stærke kvinder”, at de nærmere bliver en parodi på det, de forsøger at vise. I dette spil er det tydeligt, at de kvindelige karakterer har forskellige former for styrker og svagheder, men at de dog alle har et indre liv, en baghistorie og deres egne håb og ønsker for fremtiden – tja, kvinderne i dette spil minder jo ligefrem om rigtige mennesker!

 

Men det er ikke kun mellem mænd og kvinder, at Dragon Age Inquisition sætter barren på en højde, hvor mange andre spil ikke kan følge med endnu. Også når det kommer til portrætteringen af bøsser, lesbiske og transkønnede, er spillet helt i front. Repræsentanterne for de kategorier er henholdsvis karaktererne Dorian, Sera og Krem. Ligesom man mærker det i forhold til repræsentationen af kvinder, er det også her tydeligt, at de homoseksuelle og transkønnede karakterer ikke er medtaget bare for at gøre det. De er med for både at skildre og belyse de udfordringer, der kan være for dem, der tilhører en af de grupper (det er også svært at være homoseksuel og transkønnet i en fantasiverden, åbenbart). Og selvfølgelig også for at inkludere en stor del af befolkningen, der ellers ofte ikke får skærmtid i et videospil.

 

Følger man Dorians historie, kommer man til en biscene hvor han konfronterer sin far, som ikke alene misbilliger, at Dorian er til mænd, men endda har forsøgt at ændre hans seksualitet med magi. Det er en smuk scene, der anerkender de fordomme og udfordringer, man som homoseksuel ofte møder, selv fra sin nærmeste familie.

 

Sera er den lesbiske karakter, og hun gør også noget i videospillet, som jeg ikke har set før i andre spil. Ofte ender kvindelig homoseksualitet med at blive overseksualiseret af heteroseksuelle mænd, særligt i medierne. Der er ofte den forestilling, at selvom lesbiske per definition ikke er seksuelt interesserede i mænd, vil de stadig være villige til at inkludere en mand i deres sexliv, i det mindste som en tilskuer. Men sådan leger Sera ikke! Spiller man som en mandlig inkvisitor, og prøver man at flirte med Sera, svarer hun noget i stil med: ”Vi har da også meget til fælles, jeg er også til kvinder.” Smooth Sera, meget smooth. På den måde bliver Seras seksualitet for hende selv og ikke underlagt en objektificering.

 

Så kommer vi til Krem. Her tør jeg godt sige, at Dragon Age Inquisition har den mest fantastiske transkønnede karakter nogensinde i et videospil. Jeg havde ikke tænkt, at Krem kunne være andet end en mand, før det kom op i dialogen. Inkvisitoren spørger Krems chef, hvordan han har det med, at Krem ikke er en rigtig mand, hvortil chefen svarer: ”Han er en mand, og en fandens god en af slagsen.” Smukkere bliver det ikke. Det skulle da lige være, da man på et senere tidspunkt spørger Krem, hvorfor han valgte at blive en mand. Svaret? ”Det var ikke et valg.”

 

Så der har vi det folkens: et af de mest progressive og mangfoldige spil, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at spilde min tid på, mens jeg egentligt burde lave lektier.  Så vil der måske være dem, der spørger: ”Hvorfor er det vigtigt, at kvinder/homoseksuelle/transkønnede/andre racer er repræsenteret i mit videospil? Jeg er ligeglad, jeg vil bare hugge hovedet af nogle monstre.” Der er uendeligt mange grunde til, hvorfor det er vigtigt, og her kommer en af dem: Det er vigtigt, fordi vi også spiller det. Vi er kvinder, vi er homoseksuelle, vi er transkønnede, og vi er folk med andre etniske baggrunde, der også spiller videospil, og vi vil også være en del af universet. Med andre ord: inklusion er vigtig. Og Dragon Age Inquisition adresserer problemet med inklusion i videospil på den bedste måde, man kan: uden at gøre et stort nummer ud af det. Det er bare sådan.

 

 

photo credit: DAI10 via photopin (license)

 

 

Camilla Lorentzen

Jeg er 23, og går på universitetet i Odense. Jeg har et overforbrug af te, og er mere end almindeligt begejstret for, at Jeopardy er tilbage på skærmen. Det der med at lave mad er ikke noget, jeg bruger, så hvis ikke det var for min kæreste, ville jeg leve af havregryn.

1 kommentar

  1. Pingback: Dragon Age Inquisition kan det dér med videospil og køn! | F(y)ordet

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv