leatherdyke.cc

Dit privilegium er ikke din ret, min ret er ikke mit privilegium.

 

Således kan man opsummere svaret på, hvad der er gået galt i ligestillingsdebatten i Danmark. Ligestilling burde handle om, at alle har de samme rettigheder på papiret, de samme muligheder i livet og de samme forhold for at føre dem ud i livet i hverdagen. Ligestilling betyder ikke, at vi skal beskytte de privilegier, vi er blevet tildelt i kraft af, at vi er født i en krop, som vi formår at gebærde os i på en måde, så den passer ind i visse forestillinger.

 

Spændingen mellem privilegier og rettigheder, er netop til stede i forbindelse med debat om kropslig selvbestemmelse – eller illusionen om den, for den er til stadighed ikke realiseret. Det er en smuk idé, at de, der identificerer sig som, og som identificeres som kvinder kan bestemme over deres egen krop, men desværre er det alt for ofte en idé, ikke virkelighed. Når debatten raser over individets rettigheder i forbindelse med loven om gensidig forsørgerpligt, så er det fordi, det blandt andet også rammer mænd denne gang. Helt almindelige heteroseksuelle, hvide mænd, der lever sammen med en partner. Hvis de er på kontanthjælp, er de ikke længere et individ, men bundet til deres partner. Er det problematisk? Ja, det er det i allerhøjeste grad, og jeg er ikke fortaler for loven, men det er også interessant. For kroppen bindes til et sted (hjemmet), kroppen bindes til en partner (samleveren), på en måde hvor mange føler, at de mister individets autonomi. Men for rigtig mange er denne autonomi ikke noget, man blot mister ved et omfangsgribende politisk kovending; det er noget, man nogle gange er heldig at opnå, andre gange affinder man sig med dens fravær. Den kropslige autonomi er allerede frataget de transpersoner, regeringen fortsat sygeliggør, når de nægter at fjerne transseksualitet fra listen over sygdomme. Den kropslige selvbestemmelse er væk, når politiet ikke ser det som deres rolle at beskytte de, der udsættes for vold i hjemmet, og når vores retssamfund ikke tager voldtægt alvorligt. I disse tilfælde bliver den kropslige autonomi en kamp, der må kæmpes med næb og klør.

 

Kampen om kropslig autonomi er også central, når nogen forsøger at fratage kvinder retten til abort. Og netop abort, som et fysisk indgreb eller et juridisk overgreb, sætter denne forskel mellem privilegium og rettighed på spidsen. Den, der kan føde børn, skal også have kropslig autonomi. Den, der kan gøre nogen gravide skal også have kropslig autonomi, men denne kropslige autonomi skal være en rettighed, ikke et privilegium uden ansvar.

 

Jeg er fortaler for, at mænd kæmper for at realisere det fulde potentiale af deres rettigheder, men de skal ikke gøre dette på bekostning af andres. Hvis mænd skal have retten til at have indflydelse på graviditet og reproduktion, så skal det IKKE, og jeg gentager, IKKE være et privilegium til at være herre over vilkårene for kvinders abortrettigheder eller deres ret til at sætte børn i verden. Hvis heteroseksuelle mænd vil ind i kampen, som nogle af dem allerede er, så må de kæmpe for rettigheder, ikke privilegier. Så kan man spørge, hvordan sådanne rettigheder ser ud? En rettighed er eksempelvis adgangen til den nødvendige prævention, således at man selv får indflydelse på, hvorvidt man gør nogen gravid. Den ret er til stede i form af kondomer og sterilisering. Det er det valg, du blandt andet har som mand i dagens Danmark.

 

Kunne det være bedre? Ja, det kunne det i høj grad, hvorfor jeg længe har undret mig over, at flere ikke er på barrikaderne for at få adgang til p-piller til mænd. De er opfundet, men blot ikke sat i produktion. Det er dog ikke en rettighed at fralægge sig ethvert ansvar for det barn, man har været med til at sætte i verden – det er den risiko man løber, når fertile mænd og kvinder har sex med hinanden. Man kan selv vælge om man vil bruge sin tid og energi på at være en god far, det er der ikke nogen, der tvinger en til – desværre vil nogen af sige. Men mænd har kropslig autonomi, fordi de kan vende sig om og gå fra den gravide og aldrig vende tilbage, hvis de ikke ønsker at have noget at gøre med barnet. Men det betyder ikke, at de skal have lov til at fralægge sig ethvert ansvar.

 

Individets rettigheder er truet af den politiske kurs på mange måder; blandt andet i forbindelse med den gensidige forsørgerpligt, med sygeliggørelsen af transpersoner, med truslen om at indskrænke kvinders adgang til abort; men mandens forsørgerpligt er ikke en af dem. Det er samfundets måde at sørge for, at manden ikke fralægger sig ansvaret for sine handlinger. For at opnå kropslig autonomi ville det være centralt at lære at bruge kondom, kæmpe for adgangen til prævention– også for mænd. Lad være med at have ubeskyttet sex med en person, hvis du ikke stoler på vedkommende og anerkend den risiko, du alligevel løber. Men lad være med at bruge dit privilegium som heteroseksuel mand til at fratage gravide og mødre retten til et minimum af støtte. Den juridiske abort findes ikke, fordi den ikke er en mulighed, men en fantasi om den fuldstændig ansvarsfrie privilegerede mandlige krop – på bekostning af andres rettigheder vel og mærke.

Mie Birk Jensen

Mie Birk Jensen er 25 år og inkarneret feminist, humanist og visionær med en Cand.mag. i Pædagogik og Uddannelsesstudier samt Kultur og Sprogmødestudier i baglommen. Mie brænder især for kultur, køn og seksualitet. Hen forsøger at kæmpe for en bedre verden, og har svært ved at sidde stille og acceptere tingenes tilstand, hvorfor hen for tiden er i gang med at etablere den danske gren af harassmap.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv