leatherdyke.cc

Jeg vil vove at sige, at jeg er en sjov person. Jeg er ikke selvhøjtidelig og tager hverken mig selv eller andre alt for alvorligt. Jeg kan godt lide at se tingene fra skæve, bizarre og absurde vinkler og finde det positive i situationer. Og så kan jeg godt lide at grine, at le, at fnise, at smile og at skraldle, indtil jeg får tårer i øjnene.

 

Jeg tror (og håber), at de fleste mennesker derude deler min passion for morskab og glæde. For hvis der er noget derude, der er grænseudslettende og brobyggende, så er det da den løsslupne latter. Hvis man kan grine – virkeligt grine, ikke bare smile høfligt – over noget sammen, så er man godt på vej til empati og forståelse.

 

Men der er også en anden side af humor, eller rettere sagt en anden side af, hvad nogen kalder humor. For det er nærmest en tradition indenfor morskab at prikke til grupper af mennesker, som er anderledes end én selv, om det så er deres etnicitet, deres køn eller deres hårfarve. Og det er her, situationen bliver lidt mere alvorlig. For hvor går grænsen mellem at spøge venskabeligt og at bruge humor som endnu en måde at undertrykke på? Det er nærmest umuligt at sætte faste grænser, blandt andet fordi humor er stærkt præget af, hvilken situation den udfolder sig i.

 

Og med spørgsmål som dette dukker der flere op. Hvad siger man for eksempel, hvis man bliver stødt af en joke? Hvordan siger man fra? Det kan være svært – der er jo ikke nogen, der synes om at ”ødelægge” morskaben ved at påpege, at noget er stødende eller diskriminerende. Jeg kan lige se det for mig: Man går ned ad gaden sammen med nogle personer, man ikke kender så godt. En af dem, måske ligefrem en der har noget autoritet i gruppen, siger henkastet om en skævt parkeret bil, at ”det vist er en kvinde, der har prøvet at parallelparkere”. De fleste ler høfligt, men man står selv med en urolig fornemmelse i maven. Burde jeg sige noget? Hvad kan jeg overhovedet sige?

 

Bare tanken giver mig den der nervøse fornemmelse i maven. For selvom dette scenarie var opdigtet, har jeg været i situationer som det utallige gange. Og jeg er helt sikkert ikke alene.

 

Situationer som denne er dukket op oftere, efter jeg er begyndt at kalde mig selv feminist. Ikke fordi folk omkring mig prikker mere til mig med grov humor, men fordi jeg nu ikke længere villigt hopper med på spøgen, hvis den er på bekostning af andre. Med enkelte afvigelser, da jeg ikke altid føler mig sikker nok i selskabet til at ville tage kampen op – det er i disse situationer, at jeg bruger min ”smil høfligt og skrig med øjnene”-tilgang.

 

Det kan godt være, at det er nemmest at bare smile høfligt og skubbe sine overbevisninger til side for en stund, men det er vigtigt at kunne og turde tage diskussionen engang imellem. At turde være på tværs og blive hørt, selv hvis det er på bekostning af den gode stemning. For hvis du nu ikke er den eneste, der studsede over den henkastede kommentar, kan det sagtens være, at du så har været med til at skabe en mere positiv og inkluderende atmosfære, hvor flere tør komme med deres mening. Og så er det pludselig meget nemmere at have det sjovt.

 

Billedet er lånt her.

 

Sara Nielsen

Mit navn er Sara, jeg er en kvinde i midten af tyverne, jeg bor i Aarhus, og jeg er feminist. Det gik først for nyligt op for mig, at jeg egentlig har været feminist hele livet – i en skæg hybrid imellem en ahaoplevelse og et antiklimaks. Nu prøver jeg så at føle mig frem for at finde ud af, hvad det at være feminist betyder for mig.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv