leatherdyke.cc

Igennem arbejde, studie og venner hører jeg ofte, at der bliver talt om et såkaldt ”trygt rum”. Det kan være separatistiske rum, fysiske rum eller metaforiske rum, som eksempelvis de offentlige rum, vi alle færdes i til daglig.

 

Jeg undrer mig dog ofte over, hvordan man kan kalde et rum for trygt – for kan man overhovedet det? Separatistiske rum er eksempelvis til for, at kvinder kan have et sted at være uden mænd, men hvordan vurderer man, om personer har lov til at komme ind? Kan eksempelvis genderqueers, nonbinære og genderfluids komme ind? Og hvem vurderer, om en person må komme ind? Hvis man ikke er kvinde ”nok” kan et trygt, separatistisk rum lige pludselig føles enormt utrygt.

 

Man kan også forestille sig, at der i trygge rum skal overholdes nogle regler for, hvordan man skal være – så netop alle kan føle sig godt tilpas med at være, som de vil. Når altså den måde, som de er på, ikke går imod eller nedgør andre menneskers identitet. Man skal simpelthen bare ikke gøre grin med noget, som nogen er. Så let er det – eller er det?

 

Men det dér offentlige rum – det er jo også en underlig størrelse. Det offentlige rum skal også være trygt, i hvert fald så trygt som muligt. Det er eksempelvis derfor, at der er love i samfundet. Problemet er så bare, at nogle af de love giver visse slags mennesker en masse privilegier, som andre slags mennesker ikke har. Hvilket så er med til at gøre det dér trygge rum tryggere for nogle, end for andre. Privilegier og tryghed hænger enormt meget sammen, synes jeg.

 

Man hører eksempelvis tit, at unge kvinder får at vide, at de ikke må gå alene hjem for sent om natten, fordi det kan være farligt, og der kan ske alt muligt. Det er det, som vi lærer vores helt små piger: at de ikke skal gå ude sent, fordi så kan de måske blive overfaldet eller voldtaget eller noget endnu værre. Her er det så, at jeg bliver lidt harm. For var det ikke en ide, at lære os alle sammen, at vi ikke skal overfalde, voldtage eller noget, der er endnu værre? For så behøvede man jo slet ikke at lære de unge piger, at de ikke skal gå ude alene sent om natten. Så ville man hvert fald arbejde på at gøre det offentlige rum endnu trygge(re), hvis muligt.

 

”Don’t teach your daughters what to wear, teach your sons not to rape” er noget, jeg ofte hører, læser og ser på sociale medier. Er det ikke forfærdeligt, at vores samfund lærer os, at vi ikke skal blive voldtaget i stedet for at lære os, at vi ikke skal voldtage? Jeg synes, at det er for mega langt ude. Vi skal jo alle være med til at skabe et trygge(re) rum for os alle sammen. Så simpelt burde det hvert fald være.

 

Jeg kan godt lide at bruge den dér (…). Parentesen, når jeg skriver ”trygge(re)”. Det betyder nemlig, at der ikke er noget rum, der er lige trygt for alle, men at man kan arbejde på at gøre det trygge(re), hvis man vil. Det kræver faktisk ikke så mange regler, som man skulle tro. Det kræver respekt. Respekt for, at vi alle er forskellige, og at man ikke nedgør noget, som nogen er – man bruger ikke ”bøsse” eller ”lebbe” som et skældsord. Man siger ikke ”spasser”. Man bruger ikke nogens kultur som et fashionstatement (cultural appropriation), fordi noget lige er ”in”. Dette er blot få eksempler. Men der findes mange flere ting, som man ikke gør, når noget skal være et trygge(re) rum for alle at befinde sig i.

 

Trygge(re) rum hænger for mig også meget sammen med minoritetsgrupper, som skal have et rum, hvor de kan føle sig skærmet fra mainstream stereotyper og marginalisering. Et sted hvor de kan udtrykke sig uden at frygte for, hvordan majoriteten reagerer, og om de bliver udsat for hatecrimes eller blot ubehagelige blikke. Trygge rum handler også om, at alle skal føle sig velkomne; eksempelvis hjælper det meget, hvis der er elevator, og hvis der sørges for, at alle, også folk der har mange allergier eller lever vegansk, kan spise og drikke det, der serveres.

 

Det handler om, at man ikke, sådan helt akavet, skal finde én og fortælle, at man altså ikke spiser svinekød. Eller at man ikke spiser kød overhovedet. Det handler om, at man uden problemer skal kunne tage elevatoren op uden at tænke over det, fordi sådan er det bare, og man skal ikke føle sig udsat eller kigget på, fordi man ikke har ben, der kan gå på trapper. Det handler om, at man umiddelbart kan gå ind på et toilet uden at tage stilling til, om man er mand eller kvinde, og at man bare kan vælge en dør uden nødvendigvis at passe ind i det binære kønssystem. Det handler om, at alle tænker sig om og prøver at gøre det rarere for alle slags mennesker at kunne være i alle slags rum, uden at føle sig udsatte eller blot til besvær.

 

Det handler om tryghed. Og så meget af den som muligt.

 

photo credit: Star Trails via photopin (license)

 

Stefania Holubko

Mit navn er Stefania Holubko, jeg er 24 år, studerende – og så er jeg kvinde. Derfor interesser jeg mig naturligvis for ligestilling og køn. Jeg stiller mig kritisk over for de normer, der ekskluderer i vores samfund og især de normer, som blot bliver tager forgivet. Jeg arbejder med normkritik og kulturmøder, og jeg interesserer mig for kropspositivisme, identitetspolitik og dyrevelfærd. Jeg har en kvindelig kæreste, er aktiv i Normstormerne og lever vegansk.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv