leatherdyke.cc

Intention. Det er for mig på mange måder det vigtigste – i hvert fald det afgørende. Det er også det eneste, man selv kan kontrollere. Men det er alligevel utroligt/fascinerende, hvordan en handling kan tolkes på ufattelig mange forskellige måder. Og hvordan den samme handling kan have mange forskellige bevæggrunde afhængig af hvem, der udfører den.

 

Jeg kom til at tænke på alt det her på grund af et spørgsmål fra en ven. Han havde snakket med en veninde, som mente, at det var mandschauvinistisk at løfte tunge poser eller tasker for kvinder. Han kunne ikke forstå hvorfor. Jeg sagde, at det kom an på situationen og bad ham om at give et eksempel. Han sagde, at han havde båret en tung taske for sin kæreste, fordi hun havde problemer med sin ryg. Det er der jo intet mandschauvinistisk i. Det er bare almindelig omtanke. Det ville dog have været mandschauvinistisk, hvis han havde båret tasken, fordi han mente, at hun ikke kan/skal/må bære tunge ting, fordi hun er kvinde og således er for svag/skrøbelig. Det kunne han sagtens se logikken i.

 

Jeg tror, det kan være en af grundene til, at nogle oplever mandschauvinisme som et udbredt problem, mens andre mener, det ikke eksisterer i dagligdagen. For når den samme handling både kan være mandschauvinistisk og normal, kommer det i sidste ende til at handle om tolkning. Og intet er mere uberegneligt end tolkning. Det kommer nemlig an på relationen, personens humør, tidligere oplevelser osv. Det er også noget nært umuligt at vide, hvad intentionen bag handlingen er, medmindre det er én selv, der udfører den. Det er et kæmpe minefelt uden kort.

 

Det gør det dog ikke okay at overskride andres grænser. Ligegyldigt hvor kort eller langt over dem, man går. Man har i sidste ende ansvar for sine egne handlinger, og intet ændrer på det. Jeg kan dog få øje på, at der kan ske misforståelser.

 

Næsten alle sociale fællesskaber har sine egne uskrevne regler for, hvad der er okay og over grænsen. I nogle vennegrupper er det normalt med et klask bagi og at kalde hinanden kælling. I andre er et håndtryk og ingen bandeord normen. Jeg har ikke nogen mening om, hvad der er det ”rigtige” eller ”gode”, så længealle, der indgår i fællesskabet har det godt, er jeg ret ligeglad.

 

Det er så bare vigtigt at forstå, at andre menneskers opfattelse af acceptabel adfærd kan være anderledes end ens egen. Så når man bevæger sig ud i samfundet, bør man tage hensyn. Hvis ens grænser let bliver overtrådt, må man sige fra. Der er ingen, der ved, hvad der sker oppe i hovedet på andre, så at andre mennesker ”burde” vide, at hvad de gør ikke er okay, er bare urealistisk og kan optrappe situationer. Hvis man har en tendens til at røre en del ved andre eller bruge hårdt sprogbrug, må man holde igen, indtil man kender den givne person, eller gøre sig klar på en masse undskyldninger.

 

For selv hvis ens intentioner er gode, er det ikke okay at gå over andres grænser. Og det er ikke til diskussion, hvor et andet menneskes grænser går. Din mening, om hvordan jeg burde tænke og føle er irrelevant. For at sige det hårdt: Det er min oplevelse af situationen, som er vigtig – ikke din. Hvis jeg går over dine grænser, er det heller ikke vigtigt, hvordan jeg ser på det, men hvordan du gør.

 

Jeg synes dog, det har en betydning, hvorfor man gør, som man gør – og det er her, vi kommer tilbage til intention. Hvis jeg bliver ramt af en bil og brækker mit ben, vil det have stor betydning, om det var et uheld, eller om føreren sigtede efter mig. Mit ben er lige brækket ligegyldigt hvad, og jeg vil nok være ret vred, men det vil have en betydning for min opfattelse af situationen. Et andet eksempel: Jeg har som sikkert mange andre prøvet, at en hånd strejfede mit bryst ved et uheld. Drengen var meget undskyldende, og jeg sagde, at det ikke betød noget. Den historie ville have haft en anden slutning, hvis det var med vilje.

 

Og her kommer vi så til det sidste og største problem med intention. Det er umuligt at kende andres intentioner. Vi ser dem ud fra, hvordan personen handler bagefter, men de kan jo altid lyve. Så handler det lige pludselig om, om vi stoler på dem eller ej. Og her kommer alle de uberegnelige ting ved tolkning i spil. Hvis jeg kender dig, handler det nu også om, hvordan du normalt er eller rettere min opfattelse af, hvordan du normalt er. Lyver du meget? Har du gjort det her før? Det handler også om, om jeg kan lide dig i forvejen. Hvis du er en fremmed, handler det lynhurtigt om fordomme, som jeg har om dig. Vi mennesker har en tendens til at putte andre i kasser, og hvilken kasse passer du i?

 

Så hvad kan man gøre for ikke at støde nogen eller undgå at andre overtræder ens grænser? Ingenting. Din reaktion og intention er det eneste, du kan kontrollere. Hvis det ikke var okay, så sig det. Ingen har ret til at behandle dig dårligt. Hvis du ubevidst har overtrådt andres grænser, så sig undskyld og forklar dig. Eller lad være. Det sker der jo intet nyt ved, og vi kan alle gå rundt og blive bekræftet i vores syn på verden. Valget er dit.

 

photo credit: wait via photopin (license)

 

Kristine Hessellund

Hej. Jeg er født i 1991. Jeg bor i Randers, men er opvokset i en landsby tæt ved Hadsten. Jeg blev student i 2010 og er kontanthjælpsmodtager. Jeg vil studere statskundskab på Aarhus Universitet i år 2016. Mit yndlingscitat er: "Darkness restores what light cannot repair" af Joseph Brodsky. Jeg har ofte meget specifikke tanker om ret specifikke emner. Så for at forstyrre min omgangskreds mindre, vil jeg give jer et udsnit af dem i stedet. Enjoy the wonder that is my mind.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv