leatherdyke.cc

Det er på sin vis forunderligt, men især foruroligende, at vi lever i en tid, hvor det at være hunkøn, og betegne sig selv som feminist, er kompliceret. Der er flere og flere, som hellere bruger den negative version (Nej – jeg er ikke feminist), eller som forsøger at overflødiggøre ordet, fordi der ”jo ikke er mere at kæmpe for”. I dette ligger der implicit en holdning om, at hvis man er feminist, er man gammeldags og burde pakke sit habengut sammen og tage hjem, rette ind, lære hvordan man bruger en shaver, og acceptere at det er en smule synd for mændene, at vi feminister insisterer på at kæmpe en kamp, som vi har vundet. Det er vores generations store løgn, som vi fortæller hinanden: At kvinderne har vundet. At ligestilling det er noget, vi har.

 

I flere år er jeg selv blevet præget i den retning, og har til glæde for mange af mine mandlige og kvindelige venner og bekendte erklæret, at jeg ikke var feminist. Voila, så passede jeg lige ind i hvordan min omgangskreds på Handelshøjskolen mente, at verden så ud – og på den måde var alt jo godt.

 

Det har taget lang tid for mig at tage opgøret med den store løgn, for den sidder så indgroet i mange af os, især i de yngre generationer. Vi er blevet tudet ørene fulde af, at kvinder nærmest har det nemmere end mænd. Og hører man en løgn tilstrækkelig mange gange, så begynder man langsomt at tro på den. Det er en form for undertrykkelse, som man kan foretage over for sig selv, nærmest uden man selv opdager det.

 

Men jeg har opdaget det og forsøger nu at gøre mine venner og bekendte det klart, at den store løgn er netop det – en løgn. Dette gør desværre, at de har en tendens til nu at opfatte mig som utrolig konfronterende og aggressiv; grænsende til militant og uforsonlig.

 

Men efter selv at have fået øjnene op ser jeg jo dagligt, at kampen mod løgnen er nødvendig.

 

Da både jul og nytår snart står for døren, og det er traditionelt med en slags opsummering af årets gang, følger her nogle få af mine ”highlights” fra det sidste års tid. Det er disse, der giver mig grund til, på et dagligt plan, at tage kampen op mod løgnen og den slet gemte ulighed:

 

Første ”highlight” er fra et job jeg havde midlertidigt sidste år i et lille midtjysk IT-firma. Jeg skulle for første gang modtage den obligatoriske firmajulegave og må indrømme, at jeg blev noget overrasket, da det viste sig, at gaverne var kønsbestemte. Alle mændene fik en nøgleholder af en art, hvor tøserne, som min chef kaldte os, fik nogle aldeles rædsomme keramikfugle. Som min chef undskyldende sagde: ”Jeg har jo desværre ikke forstand på den slags tøsenips.” Nu var jeg ikke ligefrem misundelig på den famøse nøgleholder. Men jeg var forundret over, at min chef syntes, at det var nødvendigt at kønsdifferentiere vores julegaver. Generelt betragtet var min første oplevelse med IT branchen ubehagelig. På universitetet havde jeg altid haft fornemmelsen af, at mit køn ikke var vigtigt, der var derimod fokus på mine evner. Men i mit arbejde i IT-Branchen blev jeg betegnet som et ”pigebarn” eller måske ligefrem en tøs. Og der var latente forventninger til, hvad jeg evnede og ikke evnede, som tog udgangspunkt i mit køn og ikke i min faglige baggrund. Det var ting, som at det var forventet, at jeg lavede kaffen, fordi jeg var den eneste af hunkøn, der drak kaffe, og jeg skulle ”tage mig lidt ekstra af” de nye, der kom ind, og snakke med dem, fordi det var sådan en evne, jeg besad, fordi jeg var af hunkøn.

 

Næste ”highlight” er, da jeg tager ind og ser stand-up showet Mens Room 2. Jeg nyder meget at se standup, og jeg kan også sagtens tage en joke eller 30 på mit køns vegne. Men i slutningen af showet bliver ideen om, at vi måske skulle forsøge os med kvoter for at få flere kvinder i bestyrelserne taget op. Den bliver dog med det samme affærdiget med bemærkningen om, at så skal vi også have kvoter for at få flere kvinder i fængslerne, da vi heller ikke der er ligestillet. Og dermed er ideen om kvindekvoter i bestyrelsessammenhænge jo behørigt latterliggjort. Den bemærkning tænkte jeg en del over, da jeg faktisk først havde svært ved at finde modargumentet. Lige indtil det gik op for mig, at det er et retorisk trick. Hele argumentet bygger nemlig på en logisk fejlslutning. Selvfølgelig skal vi ikke have flere kvinder i fængslerne. Havde nogen derimod fortalt mig, at der var flere mænd end kvinder i fængslerne, så derfor skulle vi have øget fokus på at nedbringe mængden af mænd i fængslerne, måske ved hjælp af forebyggende kampagner rettet mod mænd, så havde jeg syntes, at det var sund fornuft. Og det er faktisk det, som er det sammenlignelige argument med kvindekvoter, og ikke at arbejde for at flere kvinder skal ud i en kriminel løbebane.

 

Sidste ”highlight” er i forbindelse med julen, og de mange reklamer som fra september dukker op i min postkasse. Det gik op for mig, at det legetøjskatalog vi havde fået ind af døren (fordi jeg stadig ikke har fået tilmeldt mig nej tak til reklamer efter vores flytning) var helt absurd delt op i, hvem det henvendte sig til. Nu kan det være, at nogen vil indvende, at det skal et legetøjskatalog også være. Et legetøjskatalog skal jo helst henvende sig til børn, men det var desværre bare ikke der, problemet opstod. Legetøjskataloget indeholdt nemlig en fin lyserød rengøringsvogn med både moppe og støvkost, til de piger der gerne vil lege rengøringskone. Og ja, den var tydeligt markedsført eksklusivt til piger. Da jeg bladrede gennem kataloget, blev jeg simpelthen mere og mere arrig. Hvis jeg havde en dreng, kunne han få solgt drømmen om at blive Agent 007, James Bond, eller måske piraten Kaptajn Jack Sparrow. Havde jeg derimod en pige, så måtte hun nøjes med at stile efter at få et af de lavest lønnede jobs i Danmark, eller blive gift med en eller anden konge. Og godt nok er det med at blive gift med en konge en reel mulighed, for en pige af den rette alder, her i Danmark, men jeg ved ikke, om det er noget, jeg ønsker, at min papdatter skal aspirere til. Jeg var virkelig overrasket og trist over, at vi ikke var nået længere; at vi stadig tvinger vores børn ind i de her triste og smalle kønsrollekasser, som de hverken kan, eller skal, passe ned i.

 

Ingen af disse eksempler er i sig selv kritiske. Det, der gør dem kritiske, er, at de er ”highlights”. De er en lille mængde, jeg har håndplukket ud af de utroligt mange oplevelser på manglende ligestilling, manglende hensyn og manglende forståelse, som jeg har i min dagligdag. De hjælper med at illustrere, at det jeg kalder den store løgn, nemlig ideen om at kvinderne i Danmark har vundet kampen om ligestillingen, og nærmest nu har tromlet mændene over, er netop det: En løgn. Og det er en løgn, som vi alle sammen skal blive bedre til at identificere; for vores allesammens skyld.

 

Photo credit: Chapendra via Photopin c c

 

 

Gro Gunnarsen

Kvindelig hipster i 20'erne, erhvervsøkonom af uddannelse, med speciale i innovation og marketing. Elsker at læse, blive klogere, spille computerspil, nørde sociale medier og tusind andre ting. Holdningerne står for egen regning, men jeg lover, de er dybtfølte og velfunderede. Når jeg ikke blogger her, er jeg at finde på bloggen www.gromartingunnarsen.wordpress.com.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv