leatherdyke.cc

Det er ikke kun ved hjælp af storslåede protester og vedtagelse af nye love, at feminisme skaber forandring i kvinders hverdag. At se verden med ”feministiske briller” kan derimod være revolutionært i sig selv og fostre både refleksion, nysgerrighed og standhaftighed. Jeg vil ikke påstå at kunne sætte mig ind i andre kvinders forhold til feminisme, og hvad den har betydet for deres personlige udvikling, men jeg kan komme med eksempler på hvad feminisme har betydet for mig i min hverdag.

 

Min opvågnen som feminist skete ikke fra den ene dag til den anden. Jeg kan faktisk ikke sætte hverken begivenhed eller tidspunkt på den, kun pege på nogle af de første situationer hvor jeg satte spørgsmålstegn ved noget, jeg ellers stiltiende havde accepteret, og en generel periode på et par måneder. Som jeg tidligere har beskrevet, har jeg, så vidt jeg kan huske, altid i ånden været feminist, men det er først inden for det sidste halvandet års tid, at jeg er begyndt at identificere mig som feminist og virkelig er begyndt at stille spørgsmålstegn ved status quo.

 

Når jeg nu beskriver mig selv som værende feminist, er det ikke for på nogen måde at sige, at jeg ved det hele eller har fuld forståelse for, hvad alle kvinder har brug for. Jeg bringer derimod mit eget perspektiv til sagen og forsøger at huske på, at hvad der giver mening for mig som en hvid, dansk middelklassekvinde i midten af 20’erne ikke nødvendigvis giver mening for alle kvinder.

 

I forlængelse heraf må jeg understrege, at når jeg skriver om små ændringer i mit hverdagsliv, erkender jeg, at det kommer fra et yderst priviligeret sted. Der er desværre stadig mange kvinder omkring i verden, som må kæmpe sig frem på en måde, som er mig fremmed. Men jeg vil opfordre læsere her til at opsøge tekster skrevet af kvinder med disse baggrunde og lade dem tale for sig selv.

 

De følgende eksempler afspejler som bekendt min synsvinkel på, hvordan jeg lever mit liv. Om nogle af disse er unikke for mig, skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror da, at der er nogen derude, som kan sætte sig ind i min tankegang.

 

Jeg har gennem hele mit liv været genert blandet med en knivspids socialt akavet. Jeg er desuden introvert. Denne blanding gør, at jeg er ret stille og tilbageholden, når jeg er i store folkemængder eller møder nye mennesker. Når man så hører, at jeg også er konfliktsky, kan man måske forstå, hvorfor jeg alt for ofte har trukket mig tilbage, eller undladt at sige noget, selv hvis jeg har tænkt, at jeg burde protestere.

 

Vi kender vist alle situationen; man sidder til en fest af en eller anden art, med mennesker der har mange forskellige baggrunde. Og så er der én, der synes, at de skal fyre en sexistisk og/eller racistisk joke af. De fleste (inklusiv en selv) kommer med et høfligt smil, mens et par stykker synes at det er ustyrligt morsomt. Indeni tænker man, at den egentlig ikke var så sjov den joke, og at man måske skulle sige noget. Men man ignorerer bare tankerne og håber, at samtalen bevæger sig videre til et nyt emne.

 

Hvis du sidder og ryster på hovedet nu og tænker, at du altid har protesteret, når sådan noget er sket – respekt til dig. Men jeg har sjældent sagt noget. Netop situationer som den, jeg her har beskrevet, har ændret sig for mig. Nu hører jeg ikke bare en dårlig joke og smiler høfligt, i stedet hører jeg et eksempel på en diskret form for undertrykkelse – og kommer gerne med en skarp kommentar, der sætter spørgsmålstegn ved antagelserne bag den joke.

 

Min feministiske opvågnen viser sig ikke kun gennem mine reaktioner på, hvad andre siger, men også ved, hvordan jeg selv snakker. Ikke bare gennem de emner jeg taler med folk om, selvom de naturligvis også har rykket sig, men også mere specifikt hvad jeg siger (eller ikke siger).

 

Der eksisterer mange antagelser om, hvad mænd og kvinder bedst kan lide, er bedst til, og hvad deres forventninger til fremtiden er. Det forventes eksempelvis, at vi kvinder gerne ville have langtidsforhold, ikke vil have uforpligtende sex, gerne vil have børn og gerne vil giftes. Det modsatte forventes af mændene. Spørg mig endelig ikke, hvordan disse antikvariske kønsroller er overlevet helt ind i det 21. århundrede, for det har jeg ikke et godt svar på. Jeg siger ikke, at der ikke er nogen, som passer ind i den skabelon, men jeg sætter stort spørgsmålstegn ved dets allestedsnærværelse i, hvordan vi (stadig) snakker om sex og forhold.

 

Der er svært at slette sådanne stereotypiske forventninger til kønnene, når man er blevet indoktrineret med dem siden barndommen, men jeg prøver. Jeg prøver at høre mere efter, hvad folk siger om sig selv, end hvad mine forventninger projicerer over på dem. Jeg prøver at forstå holdninger og beslutninger, der er anderledes end mine egne. Jeg prøver at finde ud af, hvem jeg selv er, og hvad jeg selv vil, uden at lade samfundets forventninger få en indflydelse.

 

Feminisme har altså sendt mig på en rejse ud i selverkendelsen. Jeg går igennem mit liv på en måde, der minder meget om det liv, jeg levede før, men jeg reflekterer i meget højere grad – over hvad jeg iklæder mig, beskæftiger mig med, siger. Går jeg i nederdele, fordi jeg kan lide det, eller fordi det forventes at jeg klæder mig feminint? Barberer jeg ben, fordi jeg kan lide det, eller fordi det forventes af mig som kvinde? Hvorfor går jeg med makeup? Hvorfor læser jeg de her bøger? Hvorfor ser jeg de her serier? Hvorfor dit og hvorfor dat. Det lyder udmattende at stille så mange spørgsmål, og der er nogle spørgsmål, jeg stadig ikke har svaret på. Men ved mange af dem, kræver det kun at man lige mærker efter, og så finder man sit svar. Jeg har derfor fundet svarene til nogle af mine spørgsmål.

 

Jeg går så ofte i nederdele fordi de er behagelige, og fordi de klæder mig. Når jeg barberer mine ben med nogle ugers mellemrum, er det for min egen skyld. Jeg går med neglelak og makeup, når jeg er i humør til det og for at udtrykke mig som kunstnerisk og unik.

 

Jeg går ikke i høje hæle til hverdag, det er jeg for glad for mine fødder til. Jeg barberer ikke mine ben hver dag, det synes jeg er spild af tid. Jeg går ikke med foundation eller andet, der skal smøres i ansigtet, både fordi jeg ikke gider bruge tid på det, og fordi jeg rører meget ved mit ansigt. Og jeg gør generelt ikke noget, som jeg ikke har lyst til eller ikke gider bruge tid på.

 

Bare ved at stille mig selv nogle kritiske spørgsmål og basere mine beslutninger på mig selv og ingen andre, føler jeg mig nu mere sikker i mig selv end nogensinde før. Feminisme har på denne måde frigjort mig fra samfundets forventninger og til at tage udgangspunkt i mig selv i stedet. At finde sig selv tager muligvis hele livet, men feminisme har sat mig på den rette kurs – og jeg glæder mig til rejsen.

 

Billedet er lånt her.

 

 

Sara Nielsen

Mit navn er Sara, jeg er en kvinde i midten af tyverne, jeg bor i Aarhus, og jeg er feminist. Det gik først for nyligt op for mig, at jeg egentlig har været feminist hele livet – i en skæg hybrid imellem en ahaoplevelse og et antiklimaks. Nu prøver jeg så at føle mig frem for at finde ud af, hvad det at være feminist betyder for mig.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv