leatherdyke.cc

Den spirende kvindebevægelse i minoritetssamfundet

Kvindebevægelsen i minoritetssamfundet er på sit indledende stadie. Når jeg ofte taler med den ældre generation af etnisk danske kvinder, så ser jeg genkendelighed i deres øjne. De forstår, for de har været der. Når jeg fortæller dem om de udfordringer, jeg har kæmpet med og kæmper med, så trøster de mig med at tidens gang er på vores side. Dette gentager jeg igen og igen, når dagene er hårde.

 

Jeg blev spurgt, om jeg ville blogge om denne spirrende kvindebevægelse. Om fremgangen og de svære kampe. Det tilbud betragtede jeg som en stor ære, for det er min erfaring, at når vi tager ligestillingsdebatten i Danmark, så glemmer vi at skelne mellem hvilke grupper der er tale om. Jeg bryder egentlig, i alle andre sammenhænge, meget lidt om at opdele mennesker i grupper, men i dette tilfælde er det desværre en nødvendighed, for at holde hjulene igang. Jeg har kæmpet mine kampe – og jeg har betalt en stor pris, for i dag at kunne løfte sløret for tabuerne, som modarbejder udviklingen.

 

Lad mig introducere mig selv; Mine forældre tog os med på flugt fra Afghanistan i 1986. Vi boede i Iran et år og blev udpeget som konventionsflygtninge. Vi valgte Danmark, for her boede mors store familie. Jeg voksede op i et hjem midt i Amagers grove Ghetto. Min far gjorde en dyd ud af at gøre op med forskelsbehandlingen. Min mor var på den anden side meget traditionel. Hun frygtede at miste sin afghanske identitet som kvinde. En identitet, som stillede krav til at hun skulle – på trods ad svær gigt i begge ben og alvorlig hjertesygdom – og ønskede at være den bedste vært og den bedste kok. Hun var en rigtig afghansk kvinde, i konstant offervillighed. Hun kæmpede for sin afghanske traditions-bundne identitet, og da hun indså, hvad det havde frarøvet hende, var det for sent. Hun døde september 2013 i Afghanistan.

 

Jeg selv gik igennem flere identitetskriser. Lige fra min relation til min afghanske baggrund til mit forhold til religion. Jeg vaklede ustabilt og uden balance og flere gange ramte jeg, med hovedet nedad, asfalten på jorden. Jeg var konstant kampklar, for alle forsøgte at overtale mig til at følge en eller anden strøm/bølge. Jeg var detaljeorienteret, først som et rovdyr mod den perverse undertrykkelse som dominerede i mit miljø, for året efter at være på angreb mod angsten for minoritetssamfundet og blive akkurat det jeg altid frygtede at blive. Den usikre pige, som konstant skulle leve op til andres uskyldsparameter og proklamere med hendes høje adlydende kone-kvalifikationer.

 

Jeg gik fra at kæmpe for retten til at få lige adgang til muligheder, som enhver mand i minoritetssamfundet til at betragte vold mod kvinder, som endnu af parforholdets udfordringer.

 

Jeg væltede rundt i kontrollens mange greb, hvilede et øjeblik og var straks på flugt igen.

 

For nogle år siden trykkede jeg på en pauseknap brat. Jeg lukkede alle stemmer ude og startede dagen med at kigge på kvinden i spejlet. Jeg undskyldte overfor hende og lovede hende, at jeg løsriver hende fra hendes mange lænker. En ældre dansk kvinde lagde, for nogle måneder siden, en kærlig hånd på mig og sagde: “Jeg har arbejdet på løsrivelsen hele mit liv. Det kommer du også til. For det er jo det normale vi har lært, som vi to bekæmper. Men dine børn er der håb for”. Det er der, jeg finder overskuddet til at plante to fødder på jorden, et skridt ad gangen og gøre mit for at holde bevægelsen kørende.

 

I dag arbejder jeg frivilligt hos det der hedder ExitCirklen, som er et nyt EXIT-netværk for piger og kvinder, der er udsat for psykisk vold, social kontrol, mobning og radikalisme i form af religiøs social kontrol. Jeg er tilknyttet netværket som juridisk rådgiver for pigerne og kvinder, sidder i bestyrelsen og er ambassafør for projektet. Jeg trådte med ombord på dette initiativ, ikke alene pga mine mange års kendskab og arbejde i undergrunden med de groveste tilfælde af psykisk vold og fysisk vold, men fordi, at jeg mødte et stærkt hold, som kunne genkende disse kampe på tværs og når jeg sidder i cirklerne, så oplever man kroppene give slip, skuldrene hviler og øjnene møder hinanden med genkendelighed.

 

Det er en ære, at få dette rum til at bidrage til denne spirrende kvindekamp og tage jer læsere med ombord.

 

 

Khaterah Parwani

Khaterah Parwani, jura-studerende og debattør. Hun arbejder som juridisk rådgiver hos ExitCirklen, hvor hun også er ambassadør. Hun har løbende bidraget til debatten om ligestilling i især minoritetssamfundet, hvor hun aktivt løfter sløret for en række tabuer og problematikker.

1 kommentar

  1. Velkommen til Ffrekvensen, Khaterah, man kunne ikke få en bedre debattør end dig. Min egen svigerdatter kom til Danmark i 1995, uden at kunne dansk eller kende den danske kultur. i dag talr hun flydende dansk, har gennemgået skoleforløbet til 10, har taget en uddannelse og har egen økonomi og bestemmer selv. Jeg er stolt af hende og tak fordi du vil arbejde for ligestilling i minoritetssamfundet. Kh. Jørn Bie. Fred.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv