leatherdyke.cc

 

At yde modstand i en queer eller feministisk (eller queerfeministisk) kontekst er til tider en lidt tung proces. Ikke fordi det er svært at finde et mål (eller offer) for sin frustration eller vrede.

 

Som en af mine venner sagde engang som en kommentar på, at brosten ikke var oplagte skyts for kvinder med små armmuskler: (og det her er en historie, jeg tit kommer til at tænke på, fordi jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg synes om den) ”Det er ikke så svært hverken at sigte efter eller ramme hvide, ciskønnede og dumme heteroseksuelle mænd på gaden – de er jo seriøst over det hele.”

 

Det er på mange måder en utroligt politisk ukorrekt anekdote men illustrerer fint, at det ikke er svært at opsøge eller gå ind i en kamp mod patriarkatet og et binært kønssystem. Man skal bare gå en tur.

 

Det svære ligger derimod, i hvert fald for mig, i at vælge, hvilke kampe der skal tages og måden hvorpå de skal tages. For en ting er, hvad man selv kan overskue, er god til eller synes er (u)passende i en given kontekst. Noget andet er, at man i sin modstand kan komme til at udgrænse, udelukke eller helt fratage andre muligheden for at være en del af en modstand mod et system, som også undertrykker dem.

 

For at komme med et eksempel. En parole, jeg tit hører slynget ud, er: ”Hvis man ikke er en del af modstanden, er man med til at reproducere heteronormen (eller cisnormen eller racenormen eller tusind andre normer)”. Jeg oplever også tit, at i en sådan kontekst er modstand lig med en eller anden form for fuck-finger, hvor man i den samme bevægelse peger på et problem, kritiserer de normative strukturer bag problemet og sætter sig selv i opposition ved at nægte at indgå. (“Er du en dreng eller en pige?” “Nej! Og når du stiller mig det spørgsmål tvinger du mig til at indgå i et system, jeg ikke vil være en del af, og du tvinger mig til at italesætte en kønsidentitet, der måske er personlig og ikke rager dig. Prøv at vær opmærksom på dine egne privilegier til en anden gang. Din nar.”).

 

Det er en metode, jeg har virkelig meget respekt for, og som jeg selv prøver at praktisere, når overskuddet og modet rækker til det. Men jeg synes, det bliver farligt, når det bliver præsenteret som den eneste måde at gøre tingene på. Og den eneste måde at være “rigtig queer” eller “rigtig feminist”. Selvom der er en forståelse af, at det er okay, at man ikke altid kan stille sig op og tage ansvaret for alt, hvad der er galt i verden, er der stadig en enighed om, hvad det bedste er at gøre. Eller nogen kan sige “Det er helt ok og forståeligt, at du nogen gange ikke kan være i opposition. Så er du bare ikke queer.”

 

Hvad jeg mener går tabt, i en sådan forståelse af “hvordan man gør kampen”, er en opmærksomhed på, at alle ikke har de samme muligheder for at indgå i den samme kamp. At være i en position hvor man er i stand til at diskutere, skrive, slå fra sig og råbe fuck er en privilegeret position som alle ikke har adgang til. Og endnu færre har mulighed for at blive lyttet til, når de prøver på at gøre det.

 

Når man ikke kender andre folks kampe, kender man heller ikke svaret på hvordan kampen gøres “rigtigst”. Mange kampe er usynlige og foregår ikke i medierne eller som en åben konfrontation i det offentlige rum eller rundt om middagsbordet. Kampe kan også foregå der, hvor de ikke kan ses eller høres.

 

Det er meget at forlange af det enkelte individ altid at skulle være i opposition til ting, der er uretfærdige. Og særligt hvis det er en position, man ikke har adgang til. Jeg tror, det er vigtigt ikke at bedømme andres kampe eller skabe normativer inden for queerfeministiske fællesskaber og debatter, hvor man sætter sig selv i en position, der kan dømme, at noget er “mere rigtigt” end noget andet.

 

For er det ikke lige præcis det, der med at fortælle andre, at de er forkerte, der var en rigtig, rigtig dårlig ide?

 

Emilie Pedersen-Nielsen

4 kommentarer

  1. Så det du mener (bl. a.) er, at ingen feminist skal bestemme, at andre ikke er RIGTIGE feminister, hvis de ikke har kønsbehåring.

    Den er Sanne Søndergaard ikke med på..

  2. Jo, Lisa. Den er Sanne Søndergaard fuldstændig med på. Læs hendes indlæg ordentligt. Det handler om at hun er træt af at det i mainstream bliver dæmoniseret og gøres til noget ulækkert ikke at være barberet på karamellen.
    Det er rent ud sagt en stråmand at gøre denne position til at ‘så vil hun heller ikke have at andre barberer sig’. En rigtig forudsigelig og klassisk én af slagsen endda.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv