leatherdyke.cc

En kvinde med rødmalede læber og høje stiletter fortalte mig engang, at man som menneske enten er tiltrukket af det modsatte køn eller det samme. Heteroseksualitet eller homoseksualitet som eneste fungerende konstanter. Herunder kan betegnelserne androfili og gynofili også benyttes til at beskrive hendes holdning til menneskets seksualitet.

 

Forinden jeg evnede at forstå betydningen af fysisk, og i særdeleshed psykisk, tiltrækning, ville jeg uden tøven nikke enigt til hendes statement. Man er enten til mænd eller kvinder, sådan er det bare. Andre muligheder eksisterer ikke i vor samfund. Alene homoseksualitet kunne jeg næsten få ondt i maven ved tanken om i mine tidlige teenageår, fordi det virkede så absurd og unaturligt, at der var andre muligheder end pige og dreng.

 

For en som mig, der er født ind i en kernefamilie med mor og far og opvokset med bøgers fortællinger om prinsen og prinsessens lykkelige afslutning, fremstod de homoseksuelle hurtigt som værende “abnorme”. Ingen dømmende ord har nogensinde forladt mine læber om den anden seksualitet, heller ikke som ung teenager, men mine tanker har været ophobet med dette. Jeg kunne slet ikke forholde mig til det, og de historier jeg skrev i en alder af 14-15 år inkluderede kun kærlighedsaffærer mellem en mand og en kvinde, aldrig mellem to kvinder eller to mænd.

 

Med et funderende sind kan det undre mig, at børne- og ungdomsbøger kun sjældent gør op med samfundets generaliserede syn på en kernefamilie. Jeg mindes ikke at have fået seksualitetens diversitet ind med modermælken, og det i sig selv må vel betragtes som problematisk. Resultatet bliver, og dette kan jeg som ung i Danmark skrive under på, at man først skal forholde sig til emnet i de kaotiske teenageår – eller måske endog først som voksen med allerede forudindtagede og snæversynede meninger. Ikke kun i bøger foregår en sådan generalisering, for også i tv illustreres alt for ofte et heteroseksuelt par i forhold til antallet af homoseksuelle par på sendefladen. Det er slet og ret noget pis i et land som Danmark, hvor vi i høj grad bryster os af værdier som lighed og frisind.

 

Først i en alder af 18 år forstod jeg, hvad det ville sige at være homoseksuel. Det handlede ikke om at være en bestemt type menneske, for pludselig oplevede jeg, at homoseksuelle havde alle mulige forskellige aldre, måder at se ud på og baggrunde. Præcis ligesom heteroseksuelle. Alle i supermarkedet kunne pludselig være homoseksuelle, og det gjorde det åbenlyse tydeligt for mig: at homoseksuelle ikke er eller var en slags samfundets outsidere.

 

Det var især et nyt venskab, og hendes afslappede forhold til seksualitet, der lærte mig at se mindre stereotypt på seksualitet. Selv er hun kun tiltrukket af piger. Hun satte ubevidst mange tanker i gang hos mig. Tanker om min seksualitet, jeg aldrig før havde stillet så meget som ét spørgsmål til. Pludselig foldede verden sig jo ud for øjnene af mig som et usynligt lærred med navne og billeder af mennesker. Jeg erindrede dem alene på grund af min tiltrækning til deres personlighed uden først at skænke deres køn en tanke. Aldrig før havde jeg overvejet, man faktisk kan være andet end heteroseksuel eller homoseksuel, uden at der er noget forkert ved det.

 

Hvor klichéfyldt sætningen end må lyde i ørene på andre, kom åbenbaringen til mig en regnvejrsnat. I metaforisk forstand blev en helt ny form for seksualitet skrevet på mine hænder og fødder. Faktisk på hele min krop. Først med bittesmå kursive bogstaver, men som uger og måneder har passeret forbi, evner jeg nu at snakke med fremmede om det ord, der står skrevet overalt på min sjæl: biseksualitet. Den obskure seksualitet, samfundet skal være bedre til at tilskrive som ligestillet med de andre. Og uden skam i stemmen vil jeg benytte hver en lejlighed resten af mit liv til at tale sagen for de biseksuelle, fordi jeg er af den stærke overbevisning, at alle mennesker i bund og grund er til enten begge køn eller ingen køn overhovedet. Efter min overbevisning, er biseksualitet og aseksualitet de eneste fungerende konstanter, ikke homoseksualitet og heteroseksualitet.

 

Alene det at forholde sig til homoseksualitet er som førnævnt ikke nemt. Jeg vil alligevel mene, der eksisterer en tryghed i at kunne placere sin tiltrækning hos kun ét køn. Dermed undgår man en vis grad af slidende spørgsmål mod hjertekamrene og mærker ikke den samme tvivl helt ud til fingerspidserne. Konstant ophobede spørgsmål som en selvfølge. ”Er jeg slet ikke tiltrukket af hverken piger eller drenge?” og: ”Det skaber da forvirring, hvis jeg først har kysset med en dreng for dernæst at kysse med en pige?” Fordi man kan da ikke både kysse med piger og drenge, kan man?

 

I løbet af mit første år som voksen lærte jeg ting, som jeg kærkomment har taget til mig: Det er helt i orden at have en anden seksualitet end sin omgangskreds og mediernes stereotype billede. Jeg har lært at slå i bordet og ikke føle et behov for at følge strømmen, fordi det er mit liv, det drejer sig om, og hvis jeg vil kysse på både smukke kvinder og smukke mænd indtil mit dødsleje, så er der ikke nogen, der har ret til at nedværdige det.

 

Jeg er også af den holdning, at man ikke bør sætte sig selv i bås og udelukkende lade sig tiltrække af enten mænd eller kvinder. Selv hvis man anser lighed som det pureste guld, kan det at betragte sig selv som biseksuel måske føles mærkeligt. Jeg holder alligevel fast i min grundtanke om, at alle mennesker er biseksuelle. Måske mange ikke tør indse det, måske flere burde forholde sig mere afslappet til seksualitet. Kønnet bør trods alt være den mest ubetydelige faktor i forhold til, om man skal involvere sig med den smukke sjæl eller ej.

 

Nu er jeg 19 år og har lært, at der selvfølgelig ikke er noget forkert ved at være hverken heteroseksuel, homoseksuel, biseksuel, aseksuel eller noget helt femte. Det eneste forkerte er at lade sig påvirke af omverdenen og medierne til at have et stereotypt billede af verden, andre mennesker og deres seksualitet. Der skal være plads til individualisme og til accept, men der skal også være plads til at udforske sin egen seksualitet, uanset om man er 17 år eller 57 år.

 

 

Billedet er lånt her og beskåret, så det passer til bloggens format.

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger.  Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Catharina Madsen

Socialist, naturalist, feminist og digter. 19-årig kommende litteraturstuderende med mere end 300 bøger. Fascineret af Michael Strunges digte, Henrik Ibsens dramaer og Tove Ditlevsens værker. Tror ikke på seksualitet, misbilliger den materielle verden og drømmer om en fremtid på Grønland.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv