leatherdyke.cc

Inspireret af Mads Ananda Lodahl[1] erklærer jeg krig mod den heteroseksuelle verdensorden. Vi har historisk konstrueret og produceret en illusion om to binære køn, der er blevet internaliseret som naturlig og simpel biologi. Denne illusion har vi systematiseret gennem heteroseksualitet. Heteroseksualitet er normen – man er heteroseksuel som udgangspunkt og skal ’springe ud’, hvis man på den ene eller anden måde (er) afviger.

Den måde vores samfund hænger sammen på i dag belønner, favoriserer og producerer heteroseksualitet. Det system skal dekonstrueres og genovervejes fuldstændigt – de normer, vi navigerer ud fra nu, er ikke til gavn for nogen. Manden, der ikke stemmer overens med hegemonisk maskulinitet, er undertrykt. Kvinden, som klæder sig feminint, bliver objekt for patriarkalsk overvågning og kvinden, der har et maskulint udseende, bliver foragtet af det. For ikke at nævne de, som ikke identificerer sig som ’heteroseksuel’ eller som ’mand’ eller ’kvinde’. Mennesker med handikap er også i konstant konflikt med systemet. Systemet griber om os alle og rusker os til vi passer ind i de rigide kasser, som det overlever gennem.

 

Her kommer heteronormativitet ind i billedet. Som heteroseksuel har man særlige privileger, som for de fleste er selvfølgelige: At holde i hånd med sin kæreste på gaden er et af dem. Derudover bliver ens seksualitet ikke brugt som et skældsord – såsom ”bøsse” eller ”betonlebbe”. I øvrigt skal man som heteroseksuel ikke bekymre sig om at fortælle nye bekendtskaber om sin seksualitet; det er forventet, at man er heteroseksuel. Og det er bare for at nævne et par stykker.

 

Forestil jer, at vi så seksualitet som en flydende identitet, der kan ændre sig gennem ens liv. Muligheden for at være tiltrukket af en person og ikke et køn. For at sætte det lidt på spidsen: Tænk hvis vi forelskede os i en personlighed, uden deres kønsdele var afgørende for forelskelsen.

 

Men heteronormativitet handler ikke kun om seksuel identitet. Ligesom der er en diskurs om obligatorisk heteroseksualitet (compulsory heterosexuality[2]), er der også en diskurs, som vi taler meget mindre om, nemlig obligatorisk able-bodiedness (compulsory able-bodiedness[3]). Det er ideen om, at den naturlige, rigtige og oprindelige krop er den ikke-handicappede krop. Denne ideologi skaber kroppe med handikap, da den definerer disse som værende udenfor og anormale. Disse to normer – obligatorisk heteroseksualitet og obligatorisk able-bodiedness – i sammenhæng styrker hinanden ved at skabe systemer, der udelukker det, som ikke passer ind i normen.

 

Heteronormativitetens bagside i vores hverdag er blandt andet, at ægteskabet og kernefamilien er blevet normaliseret som det rigtige og ideelle liv. Fra vi er børn, lærer vi, at det er den rigtige måde at skabe sociale relationer på, som vi som voksen helst skal føre ud i livet. [I] At fravælge ægteskabet eller børn er stadig et tabu, og jeg tror bestemt, det er på grund af vores heteronormative verdenssyn. En anden måde det manifesterer sig på, er, at staten tilbyder alle gravide nakkefoldsscanningen, som kan vise, hvorvidt ens ufødte barn har en kromosomfejl og derved Downs syndrom. Vi går som samfund ud fra, at alle ønsker det ’normale’ barn. Hvis barnet viser sig ikke at blive netop dét, ud fra vores definition af, hvad normal er, bestemmer vi indirekte på forhånd, at det barn ikke får et lige så godt liv som et barn uden kromosomfejl. Vi siger, at barnet ikke passer ind i vores meget rigide definition af det gode liv. Der er ikke noget at sige til, at der i 2011 var ni ud af ti mødre, som tog imod tilbuddet og, at 99 % fik foretaget en abort, efter det viste sig, at barnet havde en kromosomfejl[4]. Jeg forstår bestemt godt den individuelle beslutning om at få scanningen foretaget, når vi som samfund har dette heteronormative syn på handikap.

 

Vi er alle i konflikt med heteronormativitet på et eller andet tidspunkt i vores liv i større eller mindre grad. Det har infiltreret vores måde at se verden på og det begrænser vores færden i den. Jeg håber, at vi kan dekonstruere det og derved blive mere åbne for andre måder at være og leve på – og også bedre kunne forstå, når vi føler os i konflikt med os selv, andre eller samfundet, og hvorfor konflikten egentlig er en illusion.


[1]Mads Ananda Lodahl er foredragsholder, forfatter og sexolog https://www.youtube.com/watch?v=eosTHMwVhyk

[2] Rich, Adrienne “Compulsory Heterosexuality and Lesbian Existence” Signs vol. 5:4 (1978): 631-660

[3] McRuer, Robert  Crip Theory: Cultural Signs of Queerness and Disability (New York, New York University Press, 2006): 2

[4] http://www.information.dk/273149

href=”http://www.flickr.com/photos/93963757@N05/8550837719/”>LyndaSanchez</a> via <a href=”http://photopin.com”>photopin</a> <a href=”http://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0/”>cc</a>

Dea Busk Larsen

Antropologistuderende med fokus på Indien og kønsstudier, bosat i London, med en passion for queer-feminisme, politisk korrekthed, kampen mod sociale konstruktioner og kvinders rettigheder i Indien.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv