leatherdyke.cc

I den lille, mørke spalte mellem køleskabet og komfuret, bag ved den antikke kommode i gangen, i det kulsorte hjørne under sengen, hvor nullermænd gradvist klynger sig sammen om strømpen, der blev væk for fire år siden; der, ved siden af det gamle billede, som slap sit tag i væggen og gled ned på gulvet uden at blive savnet, der ligger jeg, glemt, eller måske nærmere bare aldrig opdaget.

 

Det var først for små fire måneder siden, at jeg endelig begyndte at forstå min seksualitet. Jeg var nærmest hele spektret igennem, inden jeg fandt min plads. ”Selvfølgelig er jeg hetero. Eller hvad? Måske er jeg lesbisk, det giver da mening. Næh, jeg tror nærmere jeg må være bi. Njah, den passer altså heller ikke helt. Hvad med pan? Så må jeg altså være pan! Ikke..?” Det tog mig meget lang tid at finde ud af, at jeg er aseksuel. Jeg var knap nok klar over, at det fandtes.

 

Selvom sex ikke siger mig noget, kan jeg godt blive romantisk tiltrukket af andre og vil egentlig gerne have en kæreste, hvis muligheden byder sig. Alligevel bliver jeg forundret over mine medmenneskers dybe fascination af forhold og sex. Jeg husker tydeligt i 6. klasse, da vores klasselærer grinende kommenterede de spirende kæresterier imellem mine kammerater. I går var al kærlig kontakt utænkelig, og i dag dannede mine klassekammerater par. Jeg kunne slet ikke følge med!

 

Jeg forstår selvfølgelig godt seksuel tiltrækning på et overfladisk plan. Oven i seksualundervisningen er det en almenkendt social norm, at folk danner par delvist baseret på sex. Men den egentlige tiltrækning er ikke noget, jeg kan sætte mig ind i. Op igennem folkeskolen meldte jeg mig bare ud af kæresteløbet, jeg var heller ikke den eneste, og regnede med, at det ville komme senere.

 

På gymnasiet begyndte forskellene for alvor at melde sig. Jeg var snart den eneste, der ikke havde forsøgt sig med sex og kærlighed. Og dette førte til nogle nærgående spørgsmål. Var jeg måske lesbisk? spurgte mine veninder. Jeg svarede altid nej, men blev mere og mere i tvivl.

 

Sommeren lige efter jeg blev færdig med gymnasiet, havde jeg en kort flirt med en fyr og blev derfor bekræftet i, at jeg bare var lidt bagefter alle andre. Det var først to år senere, da jeg opdagede min aseksualitet, at det gik op for mig, at min flirt, hvis forholdet havde varet ved, ville have ønsket sex. Sex har bare ikke en logisk plads i min hverdag og tankegang.

 

Aseksualitet møder ikke helt de samme forhindringer som andre, ikke-heteroseksualiteter gør. Hvis aseksuelle ikke er interesserede i sex, er der vel bare ikke så meget at snakke om. Eller hvad? Ligesom mange andre sociale afvigelser er det ikke en sort-hvid sag. Nogle aseksuelle er kun seksuelt tiltrukket af mennesker, de kender rigtig godt, andre vil kun dyrke sex med sig selv, og andre er slet ikke interesserede på nogen måde. Aseksualitet giver derfor anledning til sine egne udfordringer. De fleste er problemstillinger, der skal bearbejdes af den aseksuelle selv, men hvis man som aseksuel homoromantiker gerne vil opholde sig offentligt med en kæreste, vil man møde præcis de samme problemer som homoseksuelle.

 

Indtil nu har jeg talt om min aseksualitet med bare to mennesker. Jeg føler ikke, at det er en relevant information for de fleste i min omgangskreds, og så er det stadig meget nyt for mig. Det stiller spørgsmålstegn ved mange sociale normer. Skal jeg, for eksempel, have en kæreste? Vil jeg, for min kærestes skyld, have sex? Eller er det nødvendigt for mig at finde en kæreste, som også er aseksuel? Skal jeg have børn? Omvendt skal jeg også tage stilling til, om jeg overhovedet vil have en kæreste. Måske fungerer jeg bedre alene. Venner og familie har jeg jo stadig.

 

Det jeg egentlig søger er lidt forståelse. Jeg tog til et fordrag om aseksualitet med en veninde, og vi brugte bagefter lang tid på at diskutere emnet. Dette var inden, jeg opdagede, at jeg selv var aseksuel, men det slog mig alligevel, hvor fordomsfuld min (feministiske) veninde var. Hun kunne simpelthen ikke tro, at aseksualitet ikke bliver forårsaget af en form for psykisk sygdom eller belastning (en depression, et seksuelt traume eller lignende). Men denne logik holder bare ikke. Seksualitet er et spektrum, både fra hetero- til homoseksualitet og fra seksuel til aseksuel. Hvis aseksualitet skyldes psykisk sygdom, kunne man bruge samme logik til at gøre homoseksualitet til et symptom på samme. Og ideen om, at homoseksualitet er en sygdom (eller symptom på det), er for længst blevet aflivet.

 

Aseksualitet er som sådan ikke et tabuemne, den er bare, i de fleste tilfælde, ikke anerkendt som en valid seksualitet. En mere varieret seksualundervisning og et mere udbredt kendskab til aseksualitet havde måske gjort det nemmere for mig at finde mig til rette og givet mig mere ro. Noget som jeg i stedet håber at kunne finde hos andre aseksuelle.

 

Om ikke så længe bliver jeg nok nødt til at fortælle mine forældre det. Det vedkommer dem mere end de fleste andre, og selvom jeg er sikker på, at de ikke vil have noget imod det, så vil jeg gerne have mere klarhed, inden jeg nævner det. Jeg har ikke noget imod, at folk ved det, men jeg vil gerne kunne hvile i mig selv først.

 

Jeg vender mit hoved, så min kind hviler på gulvet. En lille flamme blafrer i et fjernt hjørne. Leende skikkelser sidder omkring det. Et tæppe af dyb ro dækker mig. Mine spændte muskler slapper af. En dag vil jeg slutte mig til dem. De glade ansigter. De opstemte stemmer. Men ikke endnu.

 

photo credit: Asexuality via photopin (license)

 

Sigrid Foa

Jeg er pt i gang med at læse en bachelor i sociologi, som jeg håber at kunne redde verden med, men i virkeligheden nok ikke engang får et job ud af. Jeg er hende den nørdede, der bruger sin sidste SU på bøger, der nævnes i forlæsningen og elsker de små åbenbaringer, jeg får af mit studie. Feministen i mig nyder at få lov til at diskutere på livet løs, mens min indre stille pige udmærket godt ved, at nogle menneskers holdninger er alt for svære at lave om på.

2 kommentarer

  1. Jeg er så glad for at se aseksualitet blive bragt op i danske medier, til trods for at der var visse ting du ikke helt fangede. Men jeg er glad for at du pointerer at aseksualitet er et spektrum, men jeg vil også pointere at der finder aseksuelle mennesker som nyder sex, men blot ikke finder andre mennesker seksualt tiltrækkende.
    Jeg har identificeret som asekualitet i lidt over et år nu, og er i et forhold med en som ikke er aseksuel. Man kan sagtens få det til at fungere, selv uden sex. Der findes masser af gode værktøjer på engelsk, hvilket jeg har været meget glad for, men jeg ville ønske at der var mere fokus på det herhjemme i lille Danmark.

  2. Det her indlæg kunne ligeså godt være blevet skrevet af mig, føler jeg. Jeg opdagede også først min aseksualitet for meget kort tid siden – nok lige over et år. Inden jeg forstod at jeg var heteroromantiker (og fandt ud af, at det overhovedet var et ord), var jeg i tvivl om hvorvidt jeg mon var lesbisk, eller bi, eller noget helt andet. Jeg har også kun delt det med to (/tre) mennesker, og snakker ikke rigtig om det med folk jeg ikke kender. Men det giver mig sjælefred – ikke helt nok til at jeg hviler helt i mig selv endnu, men nok til at jeg endelig kan slappe lidt mere af.

    Alle de følelser, alle de tanker og overvejelser du skitserer, kender jeg. Hver eneste ord vinder genklang. Det er en underlig følelse – det føles virkelig som at læse noget jeg selv har skrevet, for det er så uforståeligt at nogen faktisk kunne føle noget præcis som jeg gør. Den største udfordring vi møder som aseksuelle er uvidenhed og usynlighed, tror jeg. Der er intet stigma, ikke noget med synd eller forbud – folk aner bare ikke hvad det er. Så derfor, KÆMPE tak for et MEGET velskrevet indlæg, og tak til F-frekvensen for at være vært for det. Og tak fra mig på et mere personligt plan. Det var bare dejlig læsning.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv