leatherdyke.cc

Den glemte feminist

I disse dage, hvor hele Danmark forbereder sig til at fejre 100-året for kvindernes stemmeret, vil jeg gerne fortælle om en russisk kvinde. En klog, stærk, russisk kvinde, hvis skæbne var uretfærdig. Ikke bare mens hun levede, men også efter hendes død. En kvinde, hvis navn er knyttet uløseligt til den danske kvindebevægelses historie. Vi taler om Aleksandra Kollontaj (1872–1952), der blev minister i 1917.

 

Jeg købte den danske udgave af hendes erindringer 1. maj i Fælledparken. Jeg er overbevist om, at det ikke var et tilfælde, at jeg fik øje på den netop på denne dag og dette sted. Aleksandra Kollontaj har, som alle andre russiske revolutionærer, en tragisk skæbne. Hun var på sin vis heldig, hun fik lov at leve til en høj alder, dog i dyb ensomhed. Alle, som havde været hendes venner, som hun havde holdt af i de unge år, var blevet henrettet, eller døde, i Stalins lejre. Da hun døde var aborter blevet forbudt i Sovjetunionen. Det hun havde kæmpet for hele livet, og som hun kunne være stolt af – at Rusland i 1920 var det første land i verden, der legaliserede abort – var blevet smadret igen.

 

Det der reddede hende, som aktiv deltager i revolutionen, fra at blive likvideret, var hendes kendskab til de skandinaviske sprog. Dette gav hende mulighed for at opholde sig langt fra Rusland. Aleksandra Kollontaj var den første kvindelige ambassadør i historien. Hendes første akkreditiver som ambassadør fik hun overrakt i Norge. Siden var hun ambassadør i Sverige under anden verdenskrig. Mange forskere peger på hendes store bidrag til, at Sverige under krigen forblev neutralt, og at krigen med Finland i 1930-erne hurtigt blev afsluttet med en fredsaftale.

 

Hun voksede op i en velstående familie i den russiske adel. Allerede fra barnsben gjorde hun sig imidlertid tanker om denne verdens uretfærdige indretning. Første gang hun bemærkede denne uretfærdighed, var da en bonde, hun kendte, døde af alminelig forkølelse efter at have arbejdet hele dagen ude i dårligt vejr og uden ordentlig beklædning. Dette skriver hun om i erindringsbogen. Hendes første, bevidste protesthandling var, da hun nægtede at ægte den anstændige, men meget ældre mand, som hendes forældre havde valgt til hende. Hun nægtede at følge søstrenes eksempel og indgå et ægteskab, der ikke var baseret på kærlighed. Netop fra dette punkt begynder hendes livslange kamp for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop, for retten til selv at råde over sin skæbne.

 

Aleksandra Kollontaj begynder derefter at deltage aktivt i kvindebevægelsen, såvel i Rusland som på internationalt plan. Hun deltager i organiseringen af kurser for arbejderkvinder i Moskva, og ender under politiovervågning for sine aktiviteter. Til sidst går hun under jorden. Hendes overbevisninger sender hende i fængsel i både Rusland og Sverige. Hendes fængselsophold i Malmö ender med, at hun bliver udvist til Danmark. I 1910 deltager hun aktivt i den historiske 2. Internationale Konference for Arbejderkvinder i København, hvor lederen for kvindegruppen i det tyske Socialdemokrati, Clara Zetkin, fremsatte ideen om at gøre 8. marts til den internationale kampdag for kvinders rettigheder.

 

Netop på grund af sine organisatoriske evner og progressive synspunkter blev Kollontaj medlem af den første russiske regering efter revolutionen, og hun blev dermed verdens første kvindelige minister. I dag er der mange, der nævner danske Nina Bang som den første kvindelige minister, og henholder sig til at Kollontaj blev udnævnt til minister i et autoritært land. De glemmer imidlertid, at det som Kollontaj kæmpede for, og som hun fik gennemført i sovjetmagtens første år, senere er blevet normen i alle højtudviklede, demokratiske lande. Hendes post blev betegnet som ”kommissær for samfundsmæssig uværdighed”, og svarer til, hvad man i dag ville kalde socialminister.

 

I Folkekommissariatet oprettede Kollontaj en afdeling for beskyttelse af mødre og småbørn og ’Rådet for beskyttelse og understøttelse af mødre og småbørn’. Disse strukturers politik byggede på det grundlag, at beskyttelsen af moderskabet, som kvindens specifikke funktion, var statens direkte forpligtelse. Kollontaj var initiativtager til at centralkomiteen for det russiske kommunistparti oprettede en Kvindeafdeling, der havde til formål at kæmpe for ligestilling mellem mænd og kvinder. Samt at bekæmpe analfabetisme blandt kvinder og informere kvinder om de nye betingelser for arbejds- og familielivet. Alle hendes initiativer og projekter blev siden tilintetgjort fra 1930’erne og frem, men mange af dem er sidenhen blevet virkeliggjort i den skandinaviske model.

 

Hvis man kun fokuserer på, at Kollontaj var minister i det bolsjevikiske Rusland, men glemmer hvad det faktisk var hun stod for, så forvrænger man billedet af kvindebevægelsens historie. Man fjerner mindet om en kvinde, der gav hele sit liv til kampen for kvinders rettigheder, og som desværre måtte se alle hendes ungdoms idealer blive knust. Jeg har ikke noget bevis for det, men alligevel er jeg overbevist om, at eksemplet Aleksandra Kollontaj var med til at bane vejen for at Nina Bang kunne blive udnævnt til minister. Eftersom Kollontaj i mange år boede i Skandinavien og skrev sine feministiske skrifter i Sverige, Norge og Danmark, så har hun ikke været en helt ukendt skikkelse her. Derfor er jeg overbevist om at Aleksandra Kollontajs og Nina Bangs skæbne indgår i samme kæde. Så lad begge disse navne indgå i kvindebevægelsens historie. Med sit livsløb har Aleksandra Kollontaj fortjent det.

 

 

Alma Bekturganova Andersen

Alma Bekturganova Andersen, forkvinde for foreningen Verdens kvinder i Danmark, medstifter og første forkvinde for Etniske Minoritetskvinders Råd. Kom til Danmark i 2004 fra Kasakhstan. Cand. Phi i russisk sprog og litteratur, med en pædagogisk efteruddannelse fra USSR’s Pædagogiske Akademi, Moskva, samt en Journalistisk efteruddannelse, Den Højere Komsomolskole, Moskva. Oplægsholder om integration på arbejdsmarkedet og forståelse for mangfoldighed og forskellighed. Modtog i 2008 Ministerens Integrationspris i myndighedskategorien og blev igen nominerede til Integrationsprisen 2010 i kategorien ”nydanske medarbejdere”.

2 kommentarer

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv