leatherdyke.cc

Jeg er røvtræt af at være feminist. Jeg er træt af at blive skudt alverdens onder i skoene fra alle sider. Ikke-feminister, der kalder os kønsfacister og snakker om kvindelige pissoirer. Andre feminister, der kalder os hvide elitefeminister, som kun går op i kønskvoter. Konservative ungdomspolitikere, der giver os en del af skylden for den slutshaming, som vi bekæmper. De er alle enormt dygtige til at udvælge og fordreje de sager, der gavner deres stereotype billede af feminister og så ignorere alt det andet, der kæmpes for.

 

 

Jeg er træt af at læse usande, fordrejede og ligegyldige historier om min sag i medierne, fordi det er så nemt for dem at køre videre på det udslidte stereotype billede af en feminist. Vi er sure over mandschauvinistiske banegårde, vi aborterer drengebørn på grund af deres køn, og vi laver skedeyoghurt.

 

 

Jeg er træt af at skulle være i defensiv døgnet rundt omkring ligegyldige ting som om feminisme er det rigtige ord, om mænd eller kvinder alt i alt har det værst, om mænd må holde døren for mig, om vi har opnået nogenlunde ligestilling (nu, når vi ikke er Saudi-Arabien). Nuvel, nogle af disse ting kan vel stadig diskuteres, men hvor meget rykker de egentligt samfundet i en bedre retning?

 

 

Jeg vil så gerne tale om, hvordan vi kan bekæmpe kønnet vold, hvordan omverdenen gør sig til dommere over kvinders krop og udseende og helt glemmer, at vi er mere end bare det, hvordan vi som samfund ser ned på femininitet i så høj en grad, at mænd og drenge bliver nedgjort for at vise følelser eller bryde med nogle kønsstereotyper. Jeg vil gerne snakke om prostituerede kvinders forhold, hvordan traditionelle kvindefag lønnes lavere end traditionelle mandefag med samme uddannelseslængde, og at vi som samfund simpelthen ikke snakker nok om tryghed og samtykke i sex. Jeg vil også gerne tale om mandlige pædagoger, der på grund af deres køn mistænkes for at være pædofile. Jeg vil snakke om LGBT’ere, ikke-hvide og alle de andre minoriteter, der akkurat lige som mænd og kvinder på grund af deres køn, seksualitet, hudfarve, religion, klasse osv. begrænses i vores samfund. Jeg tror også på, at en overgangsperiode med kønskvoter ville være positivt for samfundet. Jeg forventer ikke, at alle hverken feminister eller ikke-feminister er enige i alle sager. Listen over sager, jeg gerne vil diskutere, er nær uendelig.

 

 

Feminist? Er du så sådan en, der bliver sur, hvis mænd holder døren for dig? Barberer du dig så under armene? Vil du så gerne undertrykke mænd? Jeg når aldrig nogensinde at tale min sag, for jeg skal først kæmpe mig igennem en mur af stereotyper. Det giver en lysten til at sige: jeg er ikke en af de der feminister, der… Lidt ligesom jeg i folkeskolen prøvede at sige, at jeg ikke var en af de der piger, der bare er overfladiske og skaber drama. Det hjælper ikke noget. Det kan godt være, at folk så ser mig i et bedre lys, men det opretholder stadig det negative billede på feminisme, der gør, at ingen gider at tale om alle de reelle sager.

 

 

Derfor nytter det ikke noget, at vi som feminister skyder hinanden ned. Lad os (selvfølgelig!) råbe højt, hvis en, der kalder sig feminist, udtaler sig grimt eller diskriminerende. Lad os lære at undskylde og tage det til os, når vores privilegier eller internaliserede sexisme får os til at sige noget dumt. Om det så er over for kvinder, mænd, feminister, muslimer, transpersoner eller whoever. Call it out. Den slags tanker hører ikke til i vores bevægelse.

 

 

Men vi skal heller ikke tale det op til at være et billede på hele den feministiske bevægelse. Mere end noget andet er det et billede på hele samfundet, og det er der, vi skal lægge vores kræfter. Lad os bekæmpe dem, der vil opretholde gamle, firkantede kønsroller og begrænsende normer for opførsel, seksualitet og udseende. Vi spilder bare tid og kræfter på at blive ved med at bekæmpe den stråmand, medierne og antifeministerne er lykkedes med at tegne. Den bedste måde at håndtere stråmanden på er ved at nægte at gå med på præmissen. Lad være med at anerkende stråmanden som et billede på vores frisættende bevægelse. Lad være med at give den mere taletid.

 

 

Vi er en pissesej bevægelse. Vi snakker om vigtige emner, der berører og begrænser langt de fleste i samfundet, og vi vil lykkes med langt mere, hvis vi står sammen. Vi skal ikke definere os som hvad vi ikke er, men som hvad vi er. Så gentag efter mig: Det er hverken det billede, jeg har af feminisme, eller det, vi var i gang med at diskutere. Skal vi ikke komme tilbage til sagen?

 

photo credit: via photopin (license)

 

Julie Adelkvist-Knudsen

Julie Adelkvist-Knudsen er 19 år, lige straks færdig med gymnasiet og sidder som formand for SFU København. Hun kæmper for at gøre feminismen mere synlig - både i politik og i sin egen hverdag, hvor hun kæmper for at leve op til og udbrede sine egne idealer. Hun tror på en bedre verden med gladere og friere mennesker, og hun tror på, at feminisme er en del af svaret derpå.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv