leatherdyke.cc

Faktisk havde jeg oprindeligt tænkt at dette indlæg skulle handle om noget helt andet. Jeg tænkte – i anledning af det forestående kommunalvalg – at artiklen skulle handle om ligestillingspolitik i daginstitutioner. Jeg har researchet, og endda skrevet et udkast (det kan vel bruges en anden god gang), men så faldt jeg over noget helt andet. En børnebog fra 2008. Navnet på bogen blev ved med at dukke op i mit researcharbejde, og jeg kunne huske bogen fra mine børns børnehave. “Den dag da Rikke var Rasmus – Den dag da Frederik var Frida”. Bogen er skrevet af Louise Windfeldt og den er udgivet af ministeren for ligestilling, som dengang var Karen Jespersen (V).

 

Bogen kom til verden på baggrund af observationsstudier i daginstitutioner gennemført af Danmarks pædagogiske universitet for ministeren for ligestilling. Overskriften for dette arbejde var: ”mere end to slags børn”. Bogen blev, sammen med en inspirationsguide til pædagogerne, sendt ud til alle børnehaver i Danmark. Formålet med projektet var, ifølge miliki.dk, at give børn lige muligheder for at vælge hvem og hvad de ville lege med. “Det handler ikke om, at piger og drenge skal være ens, men om at give dem muligheder for at udvikle deres kompetence uafhængigt af hvilket køn de har” står der i formålsbeskrivelsen. Desuden var formålet også at give pædagoger og andre voksne inspiration til at integrere ligestilling i deres daglige arbejde med børnene.

 

Jeg tror, at mange af jer har stødt på bogen, men til de der endnu ikke har, kan jeg helt kort fortælle at bogen er delt i to dele. I den ene del vågner en dreng op og gennemlever en helt almindelig dag som pige og i den anden del, er det omvendt. Historien handler om børn og voksnes forventninger, legerelationer og venskab på tværs af køn.

 

Bogen er fortsat at finde i de danske daginstitutioner (hvis den da ikke er blevet slidt op). Jeg synes, bogen er en sød lille historie, der kan sætte gang i børns fantasi: “Tænk hvis man vågnede op og var det modsatte køn? Hvad ville dagen bringe?” Om jeg mener, at bogen fremmer ligestilling i børnehaverne, er jeg ikke sikker på. Jeg synes, at det billede der tegnes af drenge og piger er kønsstereotypt, men det er måske et billede på det børneliv, der leves i dag.

 

Bogen har fået meget omtale, både kritik og ros, og den har løbende været oppe i medierne. Både nationalt og internationalt har den sat aftryk, og historien fangede mig. Hvordan kunne en børnebog skabe så mange reaktioner, også udenfor landets grænser? Det måtte undersøges.

 

Derfor ringede jeg til Louise Windfeldt, som er bogens forfatter. Hun var heldigvis villig til at fortælle om bogens “liv”. En interessant historie, som jeg vil prøve at skitsere her. Efter bogens udgivelse i 2008, hvor den blev sendt til samtlige daginstitutioner i Danmark, var reaktionerne umiddelbart små og få. Måske skulle der mere til at ryste de danske børnehavepædagoger, måske faldt bogen på et tørt sted eller måske forsvandt den ganske enkelt mellem de mange andre bøger og levede sit eget liv blandt børnene. Hvem ved?

 

I 2009 blev bogen oversat til islandsk og udgivet af det islandske socialministerium som en del af udviklingsprojektet “Ligestilling i Skolen.” Bogen blev lanceret i forbindelse med en stor konference om ligestilling i skolen, som blev afholdt i Reykjavik. På konferencen blev best-practice projekter fra hele norden præsenteret. Heriblandt det danske ligestillingsprojekt fra 2008. Senere på året blev bogen også udgivet på Færøerne.

 

Mens bogen levede sit eget liv i de danske, islandske og færøske daginstitutioner, begyndte arbejdet med børn og kønsroller i de baltiske lande at udvikle sig. I 2012 udkom bogen i Letland, hvilket medførte stort postyr. Konservative og nationalistiske kræfter i Letland beskyldte bogen for at vende op og ned på traditionelle kønsbegreber og fremme homoseksualitet og transseksualitet. Det var Letlands velfærdsministerium, med minister Ilze Vinkele i spidsen, der stod for udgivelsen af bogen. Bogen skabte så stort røre, blandt andet hos en række familieorganisationer og religiøse grupper, at de endte med at forlange ministerens afgang. I en artikel fra Berlingske Tidende (15.11.12) citeres Natalija Magazeina, fra organisationen Den Moralske Revolution for at sige således om bogen:

 

“Samfundet har brug for piger, der erkender deres femininitet og skønhed og forstår, hvad det vil sige at være kvinde og mor. Samtidig skal drenge udvikle deres maskulinitet, ansvar for familie og mod til at forsvare deres stat.”Hun siger derudover om bogen at “det slet ikke handler om lighed mellem kønnene, men om kønsforandring”.

 

Også i Litauen skabte bogen debat. Det endte da også med at bogen ikke blev udgivet til børn, som den var tiltænkt, men kun blev udgivet til voksne, som inspirations- og debatmateriale. Ligesom i Letland blev den beskyldt for at opfordre til transseksualitet. Jeg finder dog Ruslands reaktion på bogen særlig interessant. De umiddelbare reaktioner på bogen lignede de der var i Letland og Litauen. Bogen blev opfattet som opfordrende børn til homo- og transseksualitet. I Rusland var Louise Windfeldt selv med til at præsentere bogen i Skt. Petersborg. Louise fortæller, at hun til bogudgivelsen blev modtaget af en stor mand iført sort kjortel og et stort kors om halsen. Han var repræsentant for den russiske ortodokse kirke og interesseret i at møde forfatteren til denne bog. Som mange andre i Rusland var han kritisk over for bogen, men som arrangementet skred frem, viste det sig dog at havde også havde helt personlige problemer med det meget konservative Rusland. Hans kone havde nemlig været indlagt, og i den forbindelse havde han ikke haft mulighed for at tage fri for at passe deres fælles børn. Det er nemlig en ret der kun tilfalder kvinder i Rusland.

 

Det var ikke kun bogens indhold, men i særdeleshed også titlen, der skabte problemer i Rusland. Titlen blev simpelthen fejloversat. Jeg har svært ved at redegøre præcist for fejlen, da jeg ikke en kyndig i det russiske sprog, men den gik fra på dansk at hedde “Den dag da Rikke var Rasmus” til at blive oversat til noget i stil med “Da Rikke blev til Rasmus.” Forskellen er åbenbart stor, når man har de homofobiske briller på.

 

Udover den russiske ortodokse kirkes indblanding, var reaktionerne i Rusland faktisk ganske begrænsede. Historien blev tysset ned, og kom ikke til at fylde i medierne. Arrangementer i forbindelse med bogen og projektet, blev afholdt af NGO´er, der kæmper for ligestilling i landet, og bogen endte ikke med at få nogen særlig politisk betydning. Oven på reaktionerne i de baltiske lande, kom der også nye reaktioner i Danmark. F.eks. på manfo.dk og 180grader.dk, hvor bogen blev beskyldt for at trække en kønsneutral ideologi ned over hovedet på børnehavebørn og blev kaldt feministisk indoktrinering. På manfo.dk bliver forfatteren, Louise Windfeldt, endda hængt personligt ud pga. hendes politiske overbevisning.

 

At bogen har bragt så meget debat med sig, fortæller mig at vi ikke er nået ret langt. Tænk, at lande der ligger så forholdsvist tæt på Danmark reagerer så kraftigt på en børnebog. Tænk, at en børnebog kan være så farlig, og at man er så bange for forandring. Jeg mener, at det er bogens historie, der gør den så vigtigt. Og så har jeg et ønske om, at der kommer mere børnelitteratur, der berører køn og ligestilling.

 

Du kan læse bogen her.

Ditte Marie Thejsen

Ditte Marie Thejsen er 30 år og bor i en lille jysk landsby sammen med sin familie. Ditte Marie er lærer, uddannet fra Den frie Lærerskole, og arbejder i dag på en skole for unge med autisme. Derudover er hun aktiv lokalpolitiker for Enhedslisten i Odder, hvor hun også er spidskandidat til kommunalvalget i november. Igennem både politik og hendes arbejde som lærer har hun gentagne gange beskæftiget sig med feminisme i skolen og ligestilling og kønsroller i børnehøjde. Hendes vinkel er oftest børne- og ungdomsliv og hverdagsfeminisme.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv