leatherdyke.cc

Hvordan sikrer vi, at vores børn og børnebørn vokser op med et fornuftigt syn på kroppen? Ikke kun kroppen generelt, men især et fornuftigt forhold til deres egen. Vi kan prædike til deres ører bløder, at de er smukke som de er. At alle kroppe er unikke og perfekte på deres egen måde. Men desværre lever vi i en tid, hvor der stadig eksisterer og hersker et “sundhedsideal”, som for mange er uopnåeligt. Den slanke, tonede, muskuløse og “sunde” krop.

 

Det er den krop, som vi bliver mødt af, når vi åbner et magasin. Den krop, der hersker på reklamerne på busserne og på catwalken. Den bliver et ideal for mange, selvom vi konstant får at vide, at selv modellerne i modemagasinet ikke ligner modellerne i modemagasinet i virkeligheden.

 

Nu ser vi dog en stigning i brugen af de såkaldte “plus-size” modeller. Jeg er ikke selv den store fan af den betegnelse, men det handler om at vise kroppe og kvinder, der ikke ser ud som de typiske modeller i modemagasinerne – og det er jeg stor støtte af!

 

Jeg elsker at gå på Instagram og se modellen Ashley Graham, med hendes fyldige numse og lår, der ryster, når hun går, som endda også har appelsinhud. Det ligner min numse, mine lår og min appelsinhud, og det gør mig glad.

 

Det er ikke kun stigningen i brugen af denne type modeller, der tyder på, at vi er på vej mod andre idealer (forhåbentligt). Dermed ikke sagt, at en slank krop er forkert. På nogen måde! Min pointe er blot, at den krop har vi set i så mange årtier efterhånden, at det er på tide med noget variation. Og noget mere realistisk også.

 

Det er vigtigt, at de kroppe, som vi bliver eksponeret for er realistiske og varierede. Det er på denne måde, at vi kan sikre, at vores børn og børnebørn vokser op med et fornuftigt syn på kroppen. Men selvom vi forbyder modeller med en vis BMI, som de har gjort i Frankrig, eller vi mindsker magasinernes brug af Photoshop, så er der stadig et stort problem: tv.

 

Når min 14-årige niece ser en serie på Netflix, der handler om andre teenagere, så er skuespillerne ikke repræsentative for teenagere. De er nemlig oftest i 20’erne, midt 20’erne eller slut 20’erne – selvom de skal portrættere 16-18 årige. Det er et fænomen, som internettet har valgt at kalde for ”Dawson Casting”.

 

Begrebet stammer fra den populære 90’er teen-serie ”Dawsons Creek”, hvor skuespillernes alder langt fra matchede karakterernes alder. F.eks. spilles rollen Andie, en 16-årig pige, af den dengang 29-årige skuespiller Meredith Monroe. Det er en forskel på 13 år.

 

Jeg ved godt, hvordan jeg så ud som 16-årig. Jeg ved også godt, hvordan jeg ser ud nu som 26-årig. Og det er langt fra den samme krop. Det har fået mig til at undre mig over, hvorfor man egentlig caster teenageroller på den måde? Det skaber en misrepræsentation og kan bidrage til et forstyrret kropsideal. Der er ingen jordisk chance for, at en 16årig kan spejle sig, realistisk set, i en 29-årigs krop.

 

Vi kan også se på hitserien ”Glee”. Her spillede 27-årige Cory Montheith en highschool elev, og hans medskuespillere var omkring 23-24 år, da de startede serien vel og mærke. Eller hvad med den nye Netflix-serie ”Døde piger lyver ikke”? Her er skuespillerne, der skal forestille at være et sted omkring 16-18 år, 20 år og opefter i virkeligheden.

 

Nogle undskylder fænomenet med, at hvis man skal bruge alderskorrekte skuespillere, så er det børneskuespillere, og så er reglerne nogle andre. De må ikke arbejde de samme timer, sent om aftenen og skal have flere pauser. Så det er økonomisk og rent produktionsmæssigt mere hensigtsmæssigt at hyre voksne skuespillere.

 

Men jeg mener, at det er på tide, at vi ikke kun går modebranchen efter i sømmene, men også tv-og filmbranchen. Det er på tide, at vi ikke længere vægter, hvad der er mest hensigtsmæssigt rent økonomisk og produktionsmæssigt, men hvad der er mest hensigtsmæssigt for de budskaber og idealer, der bliver udsendt.

 

photo credit: Jitter Buffer facile via photopin (license)

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Amalie Valentin

25 år gammel og cand.mag i Æstetik og kultur, bosat i Aarhus. Jeg har i min studietid skrevet om alt fra det mandlige blik og objektificering, til Pussy Riot og feministisk kunst. Min interesse for feminisme er meget bred, men jeg har nok lidt en forkærlighed for køn og seksualitet. Derudover er jeg tosset med gin, hiphop/r'n'b og Beyoncé.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv