leatherdyke.cc

Med 18 år på bagen har jeg nu både været igennem 10 år i folkeskolen og 3 år på en gymnasial uddannelse, og de to steder har jeg set en tendens, der åbenbart er hyppig, da jeg har andre veninder, som kan nikke genkendende til den.

Jeg har altid selv været en rapkæftet pige med mange holdninger og en kæmpe trang til at blande mig, når jeg ikke har været enig i store som små synspunkter. Og ja, så kan jeg jo bare vælge ikke at være så nysgerrig, men når man går op og ned ad hinanden i ens klasse, kan man – eller jeg i hvert fald –  ikke lade være. For jeg er simpelthen blevet så uendeligt træt af piger, der bruger deres følelser og tårer som en undskyldning for alt – både personligt og fagligt. I folkeskolen skete det mest, når matematikopgaverne var lidt for svære, men egentlig var det for mit vedkommende værst i gymnasietiden.

 

Og ja, alderen fra 15 til 18 er en hæslig tid, der indeholder en god blanding af kærestesorger, pigedrama og selvtillidsproblemer – I know, jeg gik selv igennem det. Men det er dér, man bliver nødt til at skille tingene ad; sige til sig selv, at det fra 8-16 mandag til fredag handler om skole, og tiden efter det – sågar også frikvarterene og de små pauser, man får i hvert modul – kan handle om én selv og de lektier og afleveringer, der nu følger. Men en sådan tankegang var der et par piger i min gymnasieklasse, der ikke havde.

 

Der blev grædt, da standpunktskaraktererne kom en gang hvert halve år, for så skulle der begrundes, hvorfor læreren skulle have givet et 10-tal i stedet for 7. Der blev grædt, når vi havde en svær biologi-aflevering for, og pigerne gerne ville have den udskudt med et par dage eller en uge. Jeg har også selv bedt om at få afleveringer udskudt, så jeg skal slet ikke spille hellig. Men dér hvor problemet ligger, er, at jeg gjorde det en sjælden gang i ny og næ. De her piger gjorde det mindst en gang om måneden. Én ting er, hvis de var gået stille og roligt hen til læreren og givet et sagligt argument for, hvorfor tingene burde være anderledes og herefter have accepteret, hvis læreren ikke var enig. Men sådan var det ikke. Argumentet skulle indeholde tårer, før det virkede seriøst.

 

Jeg var decideret flov over at være pige, hver gang de gik til lærerne med tårer i øjnene og et ’vil-du-ikke-nok’-ansigt. Jeg var flov over, at vi piger stadig bliver repræsenteret som værende små, passive og skrøbelige individer, der konstant har brug for en hjælpende hånd. Jeg var sur over, at man stadig kunne få medlidenhed fra lærerne efter 3 lange år med undskyldning på undskyldning uge for uge. For jeg er selv følsom. Jeg har også haft brug for en hjælpende hånd en gang i mellem – hvem har ikke haft det? Forskellen er bare, at jeg har nægtet at lade andre skildre mig som lille, følsomme Anna. Når jeg har haft mine svære perioder, har jeg gjort brug af mine veninder, familie eller kæreste. Når jeg havde fået en uretfærdig karakter, og min øv-burde-jeg-bare-droppe-ud-periode lå til grund for det, bad jeg mig selv om at tage mig sammen og holde ud. Det viste sig så at være en fin idé at lade ens lærere vide, at man faktisk har følelser (for det er jo ikke alle, der har det). Jeg var ikke den store mønsterelev i gymnasiet, og i nogle fag turde jeg heller ikke række hånden i vejret af frygt for at komme med et dumt svar. Det var nemlig sket i historie en del gange, og da jeg til karaktersamtalen havde taget mig sammen til at bede min historie-lærer om at droppe arrogancen og tanken om, at alle var interesserede i historie, kiggede han respektfuldt på mig og svarede, at det var helt underligt at se mig så ydmyg. Det kom som årets overraskelse, at piger kan være skrøbelige uden at vise det offentligt i alle moduler. Dét, synes jeg, er pinligt. For det viser bare, at alle efterhånden er så vant til, at piger viser og udnytter deres følelser, så alle kan se det. Det betød i vores klasse, at det kun var de piger, der satte sig og græd i timen, som havde følelser.

 

Læreren kunne i bund og grund tillade sig at slå lidt hårdere ned på os piger, der endnu ikke havde brudt sammen foran 29 andre elever. Det beviste sig et par måneder, før vi gik ud af gymnasiet. I biologi skulle vi alle lave en disposition for en prøveeksamen, og dagen efter ville min lærer tilfældigt vælge to, der skulle prøveeksamineres – foran de resterende elever vel at mærke. En super god idé, så man bliver forberedt på en mulig eksamen – måske en bedre idé, hvis resten af klassen ikke havde siddet og stirret og grint. Yes, det var mig, der blev valgt som den første. Jeg havde ikke lavet noget, for jeg tænkte egentlig, at chancen for, at jeg blev udvalgt, var temmelig lille. Men den var der jo. De andre havde forinden siddet og brokket sig og kommet med undskyldninger for, hvorfor de skulle have fripas, hvis de blev udvalgt. Da valget faldt på mig, gik jeg smilende op til læreren, for min grund til at jeg ikke havde lavet det, var ikke ligefrem god argumentation med fine belæg. Jeg satte mig foran min lærer, og så startede det ellers. De tidligere nævnte piger sad og hviskede om, hvad jeg svarede forkert på, og hvad der var det rigtige svar. De fniste, når de syntes, mit svar var helt ude i hampen, og resten af klassen havde det også temmelig sjovt. Jeg vidste godt selv, det gik pisse dårligt, og det sagde jeg også til min lærer. Hun vidste godt, jeg ikke havde forberedt mig, og det indgik da også i den efterfølgende kritik, der også skulle eksponeres foran de andre elever. Det var hård feedback, der blev afsluttet med ordene “… men det kan sådan en som dig jo godt klare, Anna”. Det var sikkert velment fra hendes side, men ikke særlig sjovt for mig. Giv den kritik, du vil, men giv den som du ville gøre til alle andre også.  Nej, jeg har aldrig brudt mig om at græde foran større forsamlinger, men det er da ikke ensbetydende med, at lærere må sige og kritisere, hvad de vil.

 

 

Billedet er lånt her.

Anna Dybkjær Smedegaard

Mit navn er Anna Dybkjær Smedegaard, og jeg er 18 år. I juni færdiggjorde jeg min studentereksamen på Ørestad Gymnasium, og nu nyder jeg mit sabbatår, som bliver brugt på et boligadministrations- og advokatkontor, hvor jeg er piccoline og i H&M, hvor jeg er salgsassistent. Derudover hygger jeg mig bare med Netflix, kæreste, venner, familie og kaffe. Efter mit sabbatår har jeg planer om at læse dansk eller journalistik, da jeg altid har haft en stor interesse for sprog (grammatik indeed) og formidling. For mig er feminisme en kamp, der er nødvendig for det senmoderne samfund, så vi kvinder snart kan se os lige med mænd i eksempelvis lederstillinger og på uddannelsesområdet.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv