leatherdyke.cc

Lyset blev slukket omkring os. Vi sad tæt pakket på de små, hårde plasticstole, som min folkeskole i sin tid havde indkøbt, i moderigtig turkis og lilla. Dog var farverne for længst falmet og stolene fremstod nu slidte, ru og ubekvemme.

Tidligere på aftenen havde nogen spurgt mig, hvorfor jeg ikke skulle op på scenen og optræde sammen med de andre piger. Jeg havde nervøst og mut svaret, at jeg vist nok var for nervøs til at stå foran så mange mennesker. Selvom jeg i mine tidlige teenageår, var en stille pige, havde jeg intet mod at stå på en scene. Ja, sandheden var faktisk en ganske anden, men dengang forstod jeg ikke, hvorfor jeg gruede over det, der skulle til at foregå på scenen.

 

Spotlyset blev tændt og frem trådte en lærer der stolt præsenterede aftenens program. Efter et par musikalske indslag, trådte pigerne frem på scenen. De var iført små, korte nederdele, og med deres cheerleader pom-pommer i hænderne fremførte de små-nervøst deres dans og sang. Imens klappede de voksne på stolene begejstret i takt til cheerleaderne – billedet på den perfekte pige!

Imens græmmede jeg mig i mit sæde og misundte drengene, for i min verden havde de det lettere! Det er et af mine allerførste minder om kønsroller og de værdier, der bliver forbundet med dem.

Måske var det egentlig ganske uskyldigt og ufarligt, at de piger stod der i deres små cheerleader-uniformer, men for mig står billedet stadig skræmmende og krystalklart. Temaet for ugen, på min folkeskole, havde været karriere, og vi skulle hver især vælge et job. Men ingen kunne rigtig forså, hvorfor jeg ikke ville vælge jobbet som cheerleader, for en rigtig pige ville da være cheerleader – Hollywoods tynde, smukke drømmepige – ikke sandt?

 

Jeg har haft den følelse og smagt på den grimme smag af ulighed, lige siden jeg var ganske ung, alt imens jeg vidste, at det nærmest var umuligt at kæmpe imod!

Nogen vil måske mene, at jeg maler fanden på væggen, men sandheden er, at rigtig mange kvinder og mænd, drenge og piger, føler sig fortabt, fordi vennerne, familien og ikke mindst samfundet presser dem ned i kasser, hvorpå de putter små lyseblå og lyserøde kønsrollemærkater.

For dem af jer, der ikke har læst mine tidligere blogs, kan jeg fortælle, at jeg har arbejdet i en computerbutik og har haft mine frustrationer over kunder, der ikke ville acceptere, at en kvinde vidste noget om teknik – så jeg ved, om nogen, hvad det vil sige, at blive puttet ned i den store stygge fordomskasse.

For nogen mennesker er det åbenbart utroligt svært at forstå, at vi alle er forskellige, og at ingen har de samme interesser, forventninger, følelser etc – eller tager jeg helt fejl?

I hvert fald undrer jeg mig over, hvor det hele kommer fra? Lader vi os påvirke af det store udland, eller har vores egne fordomme og forventninger til kønnene rødder i den danske muld?

 

Forleden snakkede jeg med to veninder, der havde været på studieophold i USA. Det var ikke en munter samtale, som man ellers skulle tro, for temaet for snakken gik på hvordan mændene behandlede dem, og hvordan de konstant frygtede overgreb. Når jeg tænker på USA, tænker jeg “the land of the free”, et sted hvor der er plads til alle.

Men det billede som mine veninder malede for mig, af mændene og kønsrollerne, var en helt andet, og langt mere ubehagelig version, end jeg nogen sinde havde forventet.

De fortalte, hvordan de dagligt kæmpede for at følge med på studiet, ikke på grund af manglende færdigheder, men fordi mændene havde en klar fordel pga. deres køns “troværdighed”, der gjorde, at alle de kvindelige studerende måtte kæmpe dobbelt så hårdt.

Verbale overgreb blev hverdag for dem, og de måtte konstant afværge mænd, der chikanerede dem. I mændenes øjne var de objekter, langt mindre værd end dem selv, og ude af stand til at tage vare på sig selv.

Og når jeg tænker over det, så ses mange af disse holdninger og værdier afspejlet i Hollywoods glitrende skær. Et slør af skønhed og effekter, der forblænder de egentlige budskaber, i en verden hvor den tapre, mandlige helt redder den usikre og naive kvinde fra den visse død, eller blot frelser hende fra at drukne i sko.

 

Jeg faldt over et begreb forleden; “Woman in refrigerators” eller “fridgeing”, der kort fortalt refererer til kvindelige superhelte og karakterer i tegneserier. Disse kvinder og piger bliver dræbt, seksuelt udnyttet eller på andre måder misbrugt, så deres mandlige modpart i serien har et mål og mening med at gå videre med sin historie. De er kort sagt objekter, skabt for at historien kan udvikle sig. Og skulle de vende tilbage til livet på magisk vis, så mister de ofte den status, de engang havde, i modsætning til de mandlige. Selv de stærke kvinder ender på denne måde, og gør de oprør, ender det oftest med deres visse død.

 

Er det virkelig det signal, vi ønsker at sende til vores børn? Til de drenge og piger der læser tegneserier og ser film i håb om at finde et forbillede at se op til – et håb!

Blev der byttet om på de mandlige og kvindelige roller, tror jeg, de fleste ville få sig et chok. Hvis Batmans rustning pludselig kun bestod af to tynde stykker stof, der dækkede hans skridt og det øverste af hans krop, og han gang på gang blev reddet af Wonderwoman, ville nogen mon så protestere?

På samme måde tror jeg, de fleste ville have svært ved ideen om mandlige og kvindelige idealer og stereotyper, der pludselig blev byttet rundt – og det er lige præcis det, der er essensen af problemet, for jeg tvivler på, at alle ønsker at se denne ændring!

 

Måske er kvinder bare mere udsatte for kønsrollernes pres, end mænd er? I hvert fald kommer jeg nok aldrig til at vide, hvordan en mand tænker og har det, fordi jeg i sagens natur er så (u)heldig at være født med mælke-producerende bryster og æggestokke mm.

Som kvinde blev jeg i en tidlig alder belært om, at jeg skulle være sød, høflig og stille, hvorimod mine legekammerater af det modsatte køn, blev opfordret til at være modige, selvstændige og ikke mindst, holde deres følelser tilbage.

Vi opfordrer vores børn til at være små prinsesser og tapre soldater og de fleste af os, massemedierne og samfundet, fastholder dem i disse kønsroller op igennem deres teenage- og voksenår – nogen gør det bevidst, andre ubevidst.

Mon ikke også de fleste kan nikke genkendende til det fra arbejdet? Eller fra parforholdet eller medierne? Hvis en kvinde brokker sig, er hun en flabet kælling, og hvis en mand græder, er han en klynkende bøsse. Kvinder, der interesserer sig for teknik og biler, er lesbiske eller tomboys, og rigtige mænd viser aldrig følelser. Misogyni og misandry lever i sandhed i bedste velgående!

Derfor må vi huske hinanden på, at ingen er tvunget i disse roller, ingen fortjener nedværdigende, påtvungne kønsidentiteter, og ingen bør føle sig presset til at gøre noget, fordi det forventes af deres køn – det er aldrig for sent at ændre sine egne eller samfundets vaner!

 

 

photo credit: Lati Event Marshmallow Buddies via photopin (license)

 

Simone Kankowski

Mit navn er Simone Ulv Kankowski. Jeg er 27 år og læser til daglig på Humanistisk Informatik i København. Ud over det, bruger jeg tiden på mit arbejde hvor jeg hjælper kunder med deres Apple-produkter, og når jeg engang imellem har tid til overs bruger jeg det på koncerter, kulturelle oplevelser og nørdede ting. Jeg har siden jeg var helt lille været klar over at mænd og kvinder ikke behandles lige, men har altid haft svært ved at acceptere det. Derfor interesserer jeg mig utroligt meget for ligestilling. Kønnene skal behandles lige, dog lægger jeg ikke skjul på at kvinders ret til at ytre sig og gøre det der ellers bliver betragtet som maskulint, er et vigtigt emne for mig.

1 kommentar

  1. Hej Simone. Stærkt indlæg. Tak for det.
    Som en forholdsvis flittig læser af F-Frekvensen og vil jeg gerne i kontakt med dig, idet jeg har arbejdet med ligestilling mellem kønnene siden jeg selv var ung i 1960’erne!
    Blev jordemoder og arbejdede i dette fag i over 20 år. Blev cand.mag. i historie i 1990. Arbejder pt som frivillig i fagnetværket Barnets Tarv Nu.
    Jeg er obs på, at du ikke skriver om børn og den ulighed, der opstår mellem de to køn i forbindelse med formering, Har skrevet PhD om teknologiudviklingen på dette felt. Er ejer af kunstnerhjem/museum Vindheimar.
    Hvis du har lyst – og tid – kan jeg kontaktes på 40 10 41 82, via min FB-side eller jyttemo@gmail.com

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv