leatherdyke.cc

I har nok alle hørt det gennem de sidste år. Danmark har brug for at, der fødes flere børn, for ellers kan vores velfærdssamfund ikke forsætte med at fungere. Vi lever længere og længere og skal derfor også forsørges af samfundet i flere år end tidligere. Alt dette koster sammen med de andre velfærdsgoder. Flere danske børn pr. kvinde er derfor, ifølge politikerne og forskerne, den eneste måde, vores samfundssystem kan overleve ved.

 

Familier med flere end to-tre børn er blevet noget af et særsyn i dagens samfund, hvor det tidligere var ganske almindeligt at have mange børn. Gennem tre generationer i min egen familie er vi gået fra en søskendeflok på fem til et enebarn. Ifølge Danmarks Statistik blev der født 1,71 barn pr. kvinde i 2015. Ligeledes vil lidt under en fjerdedel af den danske befolkning i 2040 være over 65 år. Kort sagt, færre hænder til at sørge for flere af os.

 

Det burde være meget let at gøre noget ved, ikke? Find en partner, ha’ noget sex, glem kondomet eller tag et smut forbi en fertilitetsklinik, og forhåbentlig ni måneder efter vil baby komme til verden. Hvorefter hele processen kan begynde forfra, indtil vi har det antal børn, der skal til for at sikre vores velfærd. Desværre for vores velfærdsstat er der flere årsager til, at børnemanglen ikke er så hurtigt løst: Hvorfor skal forældre vælge at få mere end en eller et par børn, når Danmark samtidig har en dårligere familiepolitik i forhold til andre europæiske lande som Frankrig, Sverige og Island, hvor kvinderne føder flere børn end deres danske medsøstre? Samtidig bliver vi kvinder ældre og ældre før det første barn kommer, og i den sammenhæng gør problemer med dårlig sædkvalitet, risikoerne for sygdomme osv. kun velfærdsstatens ønske om mere end to børn pr. kvinde til en meget virkelighedsfjern tanke.

 

Som 30-årig kvinde er jeg vel i det, der betragtes som den fødedygtige alder, og samtidig stærkt på vej mod årene, hvor fertilitetsproblemer og sygdomme bliver en stor risiko. Er der noget at sige til, at politikerne og forskerne gerne vil have presset et par raske børn ud af mig nu? Og burde jeg ikke også få nogle børn, og derved gøre min del for velfærdssamfundets fremtidige beståen?

 

Men skal jeg kun forholde mig til politikernes og forskernes løsning? Bare fordi de taler for denne løsning, betyder det ikke, at det er den rigtige eller den eneste. Hvem ved om der om et par år kommer nogle andre forskere eller politikere med det modsatte budskab eller noget helt tredje. Så hvem skal jeg lytte efter?

 

Hvem skal bestemme om, jeg skal have børn? Hvis vi følger kvindefrigørelsen og abortkampen, så er det min krop og derfor også mit valg. Men når samfundet opfordrer os til at få flere børn, hvor megen betydning har mit valg så lige? Ja, jeg kan ikke tvinges til at blive gravid, men fra nyhederne, forskerne, politikerne osv. skal jeg alligevel høre for, at jeg endnu ikke har produceret en ny generation.

 

Hvad nu hvis jeg ikke ønsker at få børn, er jeg så en dårlig samfundsborger? Skal jeg så stå til ansvar for, at vores velfærdsstat er på vej mod bankerot? Er jeg en hykler, når jeg godt nok ønsker, at velfærdsstatens goder eksisterer med samme styrke i fremtiden, men ikke vil give mit biologiske bidrag til dens overlevelse? Eller er det ikke forkert at opfordre til flere børn ud fra en ren og skær økonomisk synsvinkel? Hvad gør det ved den kvinde eller mand, der får børn efter andres forventninger, men som ikke selv ønskede dem? Velfærdsstaten får sine fremtidige skatteydere, men hvad med de børn, der ikke er deres forældres ønskebarn? Forholdet mellem forældre og det enkelte barn er ikke kun 18 års økonomisk forpligtelse. Ikke alle kan elske en anden på grund af fælles dna.

 

Med klimaproblemer og dyrearters fuldstændige udslettelse, som menneskeheden har en del af et ubehageligt ansvar for, er det så forkert at spørge, hvor mange flere mennesker kan vores verden egentlig holde til? I 2030 vil vi ifølge FN’s beregninger være 8,3 milliarder mennesker. Det er 8,3 milliarder som skal have mad og drikke, et sted at bo osv. Lige nu oplever vi en stor migration på grund af krig og sult, og mon ikke vi alle forfærdes over umenneskelige flygtningelejre og flygtningebørn, der kommer gående på vores landeveje. Problemerne med krig og sult bliver nok ikke mindre jo flere mennesker, vi bliver. Så når vi synes, det er slemt nu, hvordan føler vi så ikke i 2030?

 

Der skal flere hænder til for at opretholde vores velfærdssystem, men kan disse hænder ikke tilhøre migranter, som slår sig ned i Danmark? Er det strengt nødvendigt, at hver eneste danske kvinde og mand forplanter sig?

 

Hvad mener du?

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

 

Billedet er lånt her.

Gitte Lindorff Hansen

Først i 30’erne, som har taget en cand.mag. i litteraturhistorie og nu er i gang med finde ud af, hvad den kan bruges til. Jeg kan rigtig godt lide at læse både skøn- og faglitteratur. Jeg interesser mig for kønsroller, ligestilling, sprogbrug, historie og så meget mere.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv