leatherdyke.cc

Jeg går i mine egne tanker mod Trianglen en tidlig mandag morgen, og er ikke specielt på vagt, da jeg får øje på den. En gigantisk plakat, der i nattens mulm og mørke er blevet hængt op på facaden over 7-eleven, kæmpe stor, og synlig fra alle vinkler. Den forestiller to nøgne mennesker i øm omfavnelse. 

 

Personen i front har store bryster, der bliver dækket med hænderne af en mand bag ’hende’. For det er faktisk en lettere overvægtig mand, der er klædt ud som en lettere overvægtig kvinde, der hengivent lader sig omfavne af manden bag sig. Det er duoen Danish Dynamite der reklamerer for en ny sæson af deres program. Og det er uden tvivl en god reklame, for hvad kan være sjovere? For det første: en mand, der ydmyger sig selv og sin maskulinitet ved at lege kvinde. Det er jo altid skægt. Og hvis det så oveni købet er en nøgen, overvægtig kvinde, er komikken komplet. Man må have respekt for en mand, der har så meget selvtillid og selvironi, at han kan tåle at lade sig udstille offentligt som noget så latterligt. Han fortjener vores grin!

 

Jeg kender ikke de to fyre eller deres program. Jeg tror heller ikke, at de er onde eller ude på at gøre mig eller andre kede af det. De er bare blinde, som så mange andre. Blinde for de signaler, de sender til os alle sammen i de ting, de gør. Blinde for, at det er en ydmygelse for alle kvinder, at se kvindekroppen udstillet som noget komisk og utiltalende, som vi skal undgå. At det understreger, hvordan kropsidealerne bliver sat af andre end os selv. At kvinders status stadig afhænger af mænds vurderinger. At det først og fremmest er mandens verden, vi lever i. At tingene ikke har ændret sig meget siden Simone De Beauvoir skrev om kvinden som ’det andet køn’ i 1949.

 

Men hey, det er jo bare for sjov! Har jeg måske ingen humor? Jo, men er noget humor bare fordi, det er ment for sjov? Er det særligt originalt eller genialt at spille på de ulidelige forventninger, vi har til, hvordan vi skal være som mand eller kvinde, og hvordan vi helst skal se ud – eller ikke se ud? I Danmark er det åbenbart. Her er barren for, hvad der er humor sat så lavt, at enhver kan dække sig ind under den og bruge den til at sige, hvad som helst. Så længe det er ’humor’, kan det ikke anfægtes. Humoren er hellig. Om det gør folk kede af det, eller er med til at skabe had og ydmygelser, er fuldstændig underordnet. Det er jo princippet i det! Vi har lov til at sige det hele, ureflekteret og uden hensyn. Det er vores ytringsfrihed! Den eneste menneskerettighed, der for alvor kan få os op af stolen.

 

Men sexismen stopper ikke ved det talte ord, reklamer og Zulu Adwards. Under Roskilde Festival sidste år blev det også klart, at bliver man slået bagi under en koncert af en fremmed mand, og viser det sig, at det var led i et væddemål eller en leg med hans venner, må man kunne forstå, at det jo bare var for sjov og dermed ok. Boys will be boys. Den slags seksuelle overgreb bliver slet ikke anerkendt som et overgreb på kvinder. Det er derimod en berettiget joke.

 

Der synes at være en skør forestilling om, at fordi vi engang var på forkant med ligestillingen, og officielt har haft ligestilling mellem kønnene siden 1970’erne, er det ok, at vi leger med sexisme. At den ikke har nogen indvirkning på samfundet og vores kultur, at den er uskyldig og ikke kan gøre os noget. På det punkt er vi i total ’denial’. Den har allerede haft indflydelse i en sådan grad, at vi på nogle områder har taget adskillige skridt bagud. Vi er ikke længere et forgangsland, og der ingen udsigt til, at vi bliver det så længe, vi ikke anerkender, at der er problemer. For der er problemer, hver eneste dag.

 

På Facebook findes gruppen ’The Everyday Sexism Projekt Denmark’, som har til formål at lade kvinder komme til orde i forhold til den sexisme, der møder dem i hverdagen. Historierne handler ikke alle sammen om voldtægt og seksuelle overgreb, men de handler i høj grad om frygten for voldtægt, om frygten for overgreb, og om frustrationen over at blive set ned på, talt ned til eller på anden måde føle sig undertrykt på grund af sit køn. De mange historier fra hverdagen bakkes op af en rapport fra EU’s agentur for fundamentale rettigheder, der for knapt to måneder siden viste, at danske mænd er de mest kvindehadske i EU.

 

Over halvdelen af danske kvinder oplever overgreb og sexchikane, der spænder over alt fra nedladende kommentarer på arbejdspladsen til tæsk i hjemmet. Det gjorde dog ikke noget stort indtryk på danskerne. Det måtte være en fejl. Eller også var de adspurgte kvinder for nærtagende. Men danske kvinder er faktisk nogle af dem, der indgiver færrest anmeldelser, når de er udsat for kønsrelateret vold eller chikane. Hvorfor? Fordi de ikke vil opfattes som snerpede. Måske også humorforladte?

 

Om danskernes reaktion, sagde direktør i EU-agenturet Morten Kjærum i Politiken den 5. Marts 2014, at han ikke var overrasket over, at de chokerende tal ikke gjorde indtryk. Danskerne har en tendens til at affeje undersøgelser, når de viser noget negativt. Vores selvopfattelse harmonerer ikke med virkeligheden, og vi skal passe på med at tro, at alting er godt og pænt i Danmark, understregede han. Og kunne man tilføje, droppe vores ’Danish Denial’ omkring den sexisme, som lever i bedste velgående.

 

For nylig har først ligebehandlingsnævnet og derefter forbrugerombudsmanden frikendt en reklame trykt på siden af et rengøringsfirmas kassevogn. Den lød, at man ikke skal lade en kvinde klare en arbejdsmands opgave, og var ledsaget af et billede af en solbrændt blondine i pink bh. Forbrugerombudsmanden skal ellers sikre, at reklamer ikke fremmer kønsdiskrimination og ikke udstiller det ene køn som mindre begavet, fysiologisk svagere eller mindre egnet til at udføre opgaver end det andet køn. Der er lang vej endnu, når de instanser, som er sat i verden for at forhindre sexisme først og fremmest tager hensyn til virksomheder og reklamebureauers ytringsfrihed og deres ret til at være humoristiske på bekostning af kvindekønnet.

 

Nogle, både mænd og kvinder, har svært ved at få øje på problemet, og det er heldigt for dem. Men for alle os andre er det frustrerende at påpege et problem, som andre mennesker nægter at anerkende som et problem, fordi de ikke selv lægger mærke til det.

 

Ifølge filosoffen Arthur Schopenhauer skal enhver sandhed passere gennem tre stadier, før den erkendes: Først latterliggøres den, så modarbejdes den voldsomt, dernæst anses den for indlysende. I Danmark er vi stadig i gang med de to første stadier. Halleluja, den dag vi når frem til sidste del, og gid det må blive snart.

 

Photo credit: <a href=”http://www.flickr.com/photos/rrho/444746486/”>rrho</a> via <a href=”http://photopin.com”>photopin</a> <a href=”http://creativecommons.org/licenses/by-nc-sa/2.0/”>cc</a>

Therese Rekling

Journalist med bachelorgrad i antropologi. Mener at køn er en konstruktion, som ikke skal have lov til at begrænse nogen af os, og at der stadig er masser af kønsproblematikker at tage fat på – også i Danmark

2 kommentarer

  1. Super relevant emne, du har taget op, for det er stadig alt for gældende, men det er ærgerligt, at du tager udgangspunkt i Danish Dynamite. Hvis du rent faktisk havde set det, ville du vide, at de ikke gør grin med kvinder. Faktisk synes jeg godt, at man ville kunne sige, at det er det modsatte. Men det kommer selvfølgelig an på, hvordan man ser det.

    Karakteren på plakaten er fra den nyeste sæson af Danish Dynamite. Der er ikke tale om en overvægtig kvinde, der bliver nedgjort, men derimod om en transkønnet. Karakteren startede som mand i de foregående sæsoner, hvor vi følger hans søgen efter sin seksualitet. I denne sæson har han så fundet ud af, at det ikke handler om sin seksualitet, men om kønsidentiteten. Derfor har han fået lavet bryster, og det er hende, du har set på plakaten.

    Man kan altså sige, at den mandlige karakter har fundet ud af, at han var en stærk kvinde 🙂

    Det gør ikke dit indlæg mindre relevant, for jeg synes, at der er nok at tage fat i. Og du har god pointe i, at når det bare er for sjov, så skader det jo ikke. Jeg synes bare, at du skulle vide, at det nok ikke helt rigtigt at tage udgangspunkt i Danish Dynamite. Jeg har set de fleste afsnit, og de gør faktisk kun grin med forskellige stereotype mænd. Ikke kvinder.

  2. Spændende og velskrevet blog Therese og dejligt med nuancering af perspektiveringen til Danish Dynamite Josephine.

    Jeg tror at min første undren omkring bloggen egentlig gælder problematikken omkring sexisme, da jeg ikke kender til problemets omfang (hvorfor er det et problem (jeg har mine gisninger, men er sikker på at du kan nuancere)), hvad sexisme reelt set er og hvem det rammer? Umiddelbart virker indlægget meget rødstrømpemotiveret i teksten og måske mere i det mellem linjerne, men jeg går ud fra at problemet går til begge køn? (eller alle dem vi endnu ikke har konstrueret endnu :))

    Vil gerne høre mere, men er nysgerrig på at høre flere nuancer. Er der eksempelvis ikke ofte en hårfin grænse mellem hvornår noget er intenderet som flirtende/sjovt og hvornår det bliver modtaget: sexistisk eller rent faktisk, flirtende, sjovt el. lign?

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv