leatherdyke.cc

Imens kvinden i feminismens fjerde bølge er i gang med at kæmpe for retten til egen krop, er diskussionen om mandekroppen, maskulinitet og mandens ret til at bestemme eget kropsideal kun meget dårligt kommet i gang.

 

Der er over de sidste 15 år kommet et større akademisk fokus på mænds body-image, men top-down effekten er endnu udeblevet. Sammenlignet med den offentlige debat om objektiviseringen af kvindekroppen, femininitet og fysiologiske kønsstereotypers skadelige effekt på den kvindelige befolknings selvbevidsthed er tilsvarende debat omhandlende mænd forsvindende lille.

 

Findes der mænd, som føler stress og mindreværd, fordi de ikke kan leve op til det mandlige kropsideal, holder de i udbredt grad disse følelser for sig selv. Jeg har aldrig talt kropstilfredshed med en mand. Under mit korte ophold på sygeplejerskeskolen blev jeg som en del af undervisningen tvunget til at forholde mig til eget body-image over for en kvindelig medstuderende, og det ville jeg helst have været fri for.

 

Som mand skal man ikke gå rundt og være utilfreds med sin krop. Sparsom forskning på området finder symptomer på, at samtalen vedrørende body-image blandt mænd er et socialt tabu. Vi forstår, at vores maskulinitet rammes – dvs. vi bliver i lavere grad en ”rigtig mand” – hvis vi begynder at stille spørgsmålstegn ved vores kropstilfredshed. Det er en forståelse af maskulinitet, som vi reproducerer og giver videre til de næste generationer, for som en 15-årig australsk dreng siger i forbindelse med et mindre kvalitativt studie om emnet, så ”er man lidt af en pige, hvis man taler som den slags.”

 

Den ”ideelle” mand har i dag en muskuløs øvre torso (bryst, skuldre, arme) og en slank nedre torso (mave, hofter og balder). Det er et kropsideal, der er lige så usympatisk som det kvindelige kropsideal. Forskellen er, at vi taler så lidt om mandekroppen, og hvor urealistisk dette ideal er, at vi dårligt bliver opmærksomme på, hvor usund en stereotyp den muskuløse, slanke, veltrænede mand er.

 

Jeg er enig i, at feminismens fokus på at befri kvindekroppen fra en forvrænget og mandeskabt opfattelse af femininitet fortjener høj prioritet. Utallige studier bekræfter, at kvinder har det relativt meget dårligere end mænd ved ikke at kunne leve op til deres ønskede body-image, og at de i høj grad påvirkes af mediernes definition af den ”ideelle” kvindekrop. Dog er der stor usikkerhed i forhold til at måle betydningen af body-image for mænd, eftersom det er et tabubelagt emne. Studier, som undersøger fænomenet, lægger også vægt på, at deres resultater højest sandsynligt bærer præg af dette tabu, hvorfor det antydes, at metodologien, man har benyttet til at måle kvinders body-image, ikke er tilstrækkeligt i studier omhandlende mænd.

 

Vi ved derfor reelt ikke, hvor meget mænd påvirkes af f.eks. medier, reklamer og populærkultur, når det kommer til kropsidealer. Det må betragtes som en forhastet konklusion, at mænd – modsat kvinder – hverken går særlig meget op i body-image eller bliver påvirket af urealistiske kropsidealer, bare fordi de siger det.

 

Personligt lever jeg nok ikke op til idealet. Min vægt svinger mellem 69 og 73 kilo, og jeg har en højde på 190 cm. Det giver mig et slankt og relativt splejset udseende, eftersom jeg ikke styrketræner, aldrig har gjort det og heller ikke har planer om at gøre det. Jeg er glad for min krop. Jeg kan godt lide ikke at være muskuløs eller tilnærmelsesvist muskuløs. Jeg kan godt lide at være slank. På den måde er jeg ret ugeneret af idealtypen. Jeg har det godt med ikke at leve op til den, for det er en del af min identitet at se ud, som jeg gør.

 

Derfor irriterer det mig også, når jeg skal informeres om min ”meget tynde” krop, som var det en diagnose. Umiddelbart virker det uhøfligt at kommentere andre menneskers udseende på en negativ måde, men der synes at være en undtagelse, når det kommer til mænd, der vejer ”for lidt”. Ud over at få gode forslag til kost, som vil kunne fede mig op (piskefløde er det hyppigste råd), er jeg et par enkelte gange også blevet rådet til at styrketræne. Begge dele kunne løse det problem, at jeg er så tynd at se på og give mig et mere maskulint udseende i traditionel forstand.

 

Det er svært at sige, om det er fordi den slanke, ikke-muskuløse mand ikke lever op til det mandlige kropsideal, at jeg ikke sjældent er blevet kritiseret for mit udseende. Den indirekte kritik kommer altid fra ikke-slanke kvinder, som oftest er af almindelig bygning, og det bliver i sammenhængen næsten altid tydeligt, at de godt kunne tænke sig at veje mindre/være slankere. Men årsagen til, at de kan kritisere mig for at være for tynd har rod i den gængse opfattelse, at en mand ideelt set skal se ud på en bestemt måde, og vejede jeg mere, var mere muskuløs, ville jeg i højere grad nærme mig det ideal. Deres egen kropsutilfredshed kan fungere som en trigger for, at de føler et behov for at informere mig om min kropslige utilstrækkelighed.

 

Det er i den slags situationer, jeg kan føle mig ramt på mit body-image. Påvirkelig over for hvad mine medmennesker siger og måske tænker om mig, kan det føles som en social sanktionering at blive hentydet til som sygeligt tynd. En sanktionering, der er sammenlignelig med at kalde en ikke-slank kvinde for fed, give hende slankeråd i form af kostanbefalinger og motionstips, så hun kan tabe nogle kilo og komme nærmere det kvindelige kropsideal. Men det fremstår ikke sammenligneligt, for vi har en opfattelse af, at body-image kun er for kvinder.

 

Når det synes legitimt at gå hårdt til mig og min fysiske fremtræden, så skyldes det, at det er umuligt for mig som mand at være utilfreds med min krop. Jeg er ikke påvirkelig over for andres kommentarer eller mediernes idolisering af den ”rigtige” maskuline kropstype. Det er op til kvinderne at bekymre sig om den slags, det er vi mænd alt for selvsikre til.

 

Selvom der i offentligheden og medierne synes at være et klart større pres på at få kvinder til at leve op til det feminine kropsideal, skal forventningen til den mandlige krop ikke overses. Hvis vi begynder at tale mere seriøst om, hvor usympatisk, urealistisk og ikke-ideelt dette ideal er, vil flere mænd med et negativt body-image måske føle det nemmere at tale åbent om deres kropsutilfredshed og herigennem opnå den støtte, de har brug for.

 

Det kræver også, at vi får ændret vores snævre forståelse af maskulinitet som uforeneligt med samtalen om body-image, og det forstår vi først, når vi stopper med at betragte det feminine og maskuline som en binær størrelse.

 

photo credit: IMG_9195-1 via photopin (license)

 

Rasmus Jørgensen

26 år og studerende på Aarhus Universitet, hvor jeg læser samfundsfag. Optaget af den normative diskussion om det retfærdige samfund, herunder specielt spørgsmål vedrørende køn og ligestilling. Jeg holder meget af litteratur, den gode samtale og følelsen af fredag.

1 kommentar

  1. jeg har fuld forståelse for at man som enkeltperson kan foretage et valg om sin egen krop (som for eksempel ikke at løfte vægte, eller udsætte den for anden stress) og det er man selvfølgelig i sin fulde ret til, og man burde ikke blive dømt af sine medmennesker for et sådant valg.
    Men jeg mener at der er et problem i den måde aktiviteten “at løfte vægte” bliver italesat på, både her i artiklen, men også i det brede samfund. Aktiviteten “at løfte vægte” bliver beskrevet som noget man enten gør eller ikke gør af kosmetiske årsager.
    Menneskekroppen er beregnet til at bevæge sig, og det er vigtigt at man tester sine leds bevægelsesfrihed, både under og uden vægt på.
    En krop med led der aldrig anvender sine funktioner, er i farezonen for utallige dårligdomme som resultat af en tilbagelænet livstil.
    bevægelse under stress er essentielt i bla. knogletæthed, stimulation af endokrinsystemet, at have en fuld range of motion i sine led, bedre positur og stramning af muskler der essentielle i forhold til at opretholde sunde tendenser i muskulatur og bevægelse etc.
    Jeg ser ofte at nogle af mine nære venner (ofte dem der ser sig selv som værende intellektuelle/venstreorientede 😉 ) omtaler vægtløftning som værende en aktivitet som udelukkende er noget man ville begive sig ud i pga. overfladiske mål og som ofte er forbundet at være mindre akademisk duelig.

    Dette syntes jeg er en virkelig underlig tendens, for mig svarer valget om ikke at løfte vægte til at nægte at ville børste sine tænder, man er da i sin frie ret til at lade være, men jeg synes det er underligt at man vil lade sinde tænder rådne væk, og jeg kan egentlig ikke forstå at man kan blive fornærmet over at folk lægger mærke til ens forfaldne tilstand og synes det er underligt.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv