leatherdyke.cc

…er en sætning, de fleste kvinder har brugt en variation af, selvom den ikke har været sand.

 

Og jeg taler ikke om dem, der har brugt det som sådan en slags ønsketænkning (“jeg-har-en-kæreste-jeg-har-bare-ikke-mødt-ham-endnu”), men om dem der har brugt det som en redningskrans, når en mand ikke kunne tage et nej for et nej.

 

Da jeg var en vårhare, dengang i gymnasiet, havde jeg et fast princip om, at jeg aldrig ville bruge den sætning. Jeg ved ikke helt, om jeg havde udviklet logikken bag det 100%, men det var nok en blanding mellem, at jeg ikke ville sige, jeg havde noget, jeg ikke havde, og så at det jo måtte være godt nok for en fyr at vide, at jeg bare ikke havde lyst  til at få en øl/give han mit nummer/kysse/have sex. Nu er det heller ikke fordi, det skal lyde som om, jeg bare ikke kan sparke mig frem for bejlere, det kan jeg sagtens, men det skete da af og til, at der blev lagt an på mig. Her ville jeg altid hellere være ærlig, og bare sige “nej tak”.

 

Men jeg blev siden nødt til at revidere mit princip. Det skete efter en dag, hvor jeg blev antastet på et tog, af en mand der ville have mit nummer, så han kunne “hente mig, og vi kunne køre en tur, eller noget..”

 

Dét havde jeg ikke lige lyst til. For det første fordi jeg synes, det er alt for sært, når folk sidder og stirrer på mig meget intenst og meget længe, og så forlanger mit nummer. For det andet fordi jeg ikke lige havde lyst til at finde ud af, hvad “eller noget” betød i denne sammenhæng.

 

Efter jeg havde afslået første gang, anden gang og tredje gang, (hvornår råber man banko?) spurgte han mig, hvad jeg da skulle, siden jeg ikke ville give han mit nummer. Om jeg skulle møde min kæreste?

 

Jeg troede stadig fuldt og fast på mine principper, så jeg sagde det, som det var, at jeg skulle møde en veninde. (Altså nu kan jeg jo undre mig over, at jeg overhovedet svarede. Åh, at være ung igen.)

 

Men efter jeg havde sagt det, var det som om, jeg havde sagt et magisk trylleord, og hans forsøg på at overtale mig til at give ham mit nummer nåede uanet styrke.

 

Jeg endte med at stå af et stop tidligere bare for at komme væk.

 

Men ikke nok med at han ikke tog et nej for et nej, det at jeg fysisk prøvede at fjerne mig fra ham, tog han heller ikke som et vink, og han fulgte efter mig ud af toget. Jeg prøvede at ignorere ham (for det der med at afvise ham med ord virkede tydeligvis ikke), og han trængte mig op i et hjørne på stationen. Helt ærligt, så kan jeg ikke huske, hvad han sagde, det eneste jeg kunne koncentrere mig om, var at komme væk. Og det gik ikke for godt.

 

Men det må have været tydeligt, hvor ubehagelig en situation jeg var i, og hvor meget jeg ønskede at slippe væk. For umiddelbart efter han havde trængt mig op i hjørnet, kom en vagt gående og spurgte, om der var et problem.

 

Jeg kunne kun få fremstammet, at det var der, før mine ben tog over, og jeg skyndte mig væk, så jeg kunne finde den nærmeste folkemængde at forsvinde væk i. Vagten blev tilbage med manden, jeg ved ikke, om der skete noget efterfølgende, men jeg så ham heldigvis ikke igen.

 

At jeg synes, det var en enormt ubehagelig togtur, er vidst en underdrivelse. Jeg har siddet i et overfyldt tog uden aircondition i to timer, og det var mere behageligt.
Jeg ved ikke, hvad den situation kunne have udviklet sig til, det kan godt være, det aldrig var blevet værre, men jeg føler mig alligevel sindssygt heldig over, at den stoppede, hvor den gjorde.

 

Når jeg tænker tilbage på det, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg kunne have undgået det hele.

 

Hvad nu, hvis jeg havde sagt “ja”, da han spurgte, om jeg skulle mødes med min kæreste. Kunne jeg så have sluppet for alt det, der fulgte efter?

 

Det er umuligt at spå om fortiden og menneskers handlinger, men efter den dag skrottede jeg mit princip om ikke at lyve mig til et forhold, når jeg ikke kunne slippe af med en fyr. Mens jeg stadig var single, har jeg efterfølgende højrøstet og med stolthed i stemmen proklameret at:

“Jo, jeg har en kæreste, og han er bokser, dørmand, har kæmpe biceps og et vredesproblem han har svært ved at kontrollere!” (Okay, overdrivelse fremmer forståelsen.)

Og det virker i nogle af de tilfælde hvor noget så simpelt som et ”nej”, ikke kan gøre det.

 

Og jeg er da glad for, at det virker, det er jeg da, men samtidig gør det mig også vred og ked af det. Det kan umiddelbart lyde som en selvmodsigelse, men det gør mig ked af det, at nogle mænd ikke regner kvinders egne ord som vigtige.

 

Det gør mig vred, at der er mere respekt for en anden mands ret til min krop, end der er respekt for min egen autonomi som menneske.

 

 

Billedet er lånt her: Hey so I was wondering if maybe you might want to... via photopin (license)

 

Camilla Lorentzen

Jeg er 23, og går på universitetet i Odense. Jeg har et overforbrug af te, og er mere end almindeligt begejstret for, at Jeopardy er tilbage på skærmen. Det der med at lave mad er ikke noget, jeg bruger, så hvis ikke det var for min kæreste, ville jeg leve af havregryn.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv