leatherdyke.cc

I den bedste af alle verdener er frivillighedens vej altid at foretrække. Jeg føler mig dog ikke overbevist om, at vi lever i en sådan verden, og må derfor erkende, at vejen til reel ligestilling går gennem øremærket barsel.

 

Om mig skal man vide, at jeg blev mor i februar måned, og derudover er gift med en selvudråbt feminist af en mand. Vi har gennem vores mangeårige samliv – uden børn – diskuteret og nikket anerkendende til hinanden, når snakken faldt på emnet barsel og det fælles ansvar for vores kommende børns opvækst. Der var ingen diskussion. Far var ligeså vigtig som mor, og skulle have sin del af barslen.

 

Inden fødslen af vores søn var vi derfor helt enige om, at jeg skulle have ni måneders barsel og min mand de sidste tre. Det var primært af hensyn til amningen, at vi ikke gik hele vejen og delte barslen fifty-fifty. Vi var nemlig helt enige om, at mor og far var lige gode forældre. Og dem der påstod andet lå i vores øjne under for nogle sociale konstruktioner, som de ikke selv var herre over. Vi, derimod, ville under ingen omstændigheder være slaver af den deterministiske tanke, at børn har et primært behov for den moderlige omsorg eller at tilknytningen mellem mor og barn skulle være stærkere end tilknytningen til far. Punktum.

 

Det var alt sammen teoretiske overvejelser inden vores søn blev født.

 

Efterfølgende har hverdagen ramt os med orkanstyrke. Søvnmangel, travlhed og praktiske udfordringer præger pludselig vores hverdag. Som en konstant baggrundsstøj i vores liv summer spørgsmål i tråd med: Hvor meget har han sovet? Hvorfor ser afføringen nu sådan ud? Hvad skal han have at spise til aften? Er der flere bleer? Pis! Hvorfor har du ikke købt flere med hjem? Nå pyha, der lå tre ekstra i pusletasken… og så fremdeles.

 

En klassisk hverdag, er jeg sikker på, hvor jeg (kvinde og mor) er sammen med vores søn døgnet rundt, mens far primært ser ham i weekenderne. Jeg kan derfor umiddelbart aflæse vores søns behov, og hvor det tager fem minutter for mig at putte ham, tager det far halve og hele timer med øredøvende gråd. Midt i den virkelighed er tanken om at skulle overgive barslen til min mand nærmest uudholdelig, og direkte adspurgt var han heller ikke længere så opsat på sine tre måneder, som barslende husfar. Faktisk var han villig til at opgive sin del uden kamp, og det chokerede os begge. Hvordan var vi gået fra at ryste på hovedet af de fædre, der ikke tog aktiv del i deres børns første år, og sukke opgivende af de kvinder, der ikke lod mændene komme til, til at være enige om at følge lige i fodsporene på årtusinders stereotype kønsroller?

 

Diskussionen af fars ret til barsel skal ikke tages henover kødgryderne, de mælkesure stofbleer og en skrigende unge. For med måneders søvnunderskud hængende i tunge poser under øjnene, vil man altid vælge det mest bekvemme – nemlig at mor bliver hjemme og forsætter barslen, mens far fortsætter med at gå på arbejde og tjene penge til familien. Og på den måde kommer vi aldrig videre. Fordelingsnøglen for barslen bør ikke være en familiebeslutning, der træffes, når man er presset på alle tænkelige parametre. Det er i stedet et politisk ansvar at anerkende, at øremærket barsel er den eneste vej til reel ligestilling mellem kønnene. Hvis mor bliver siddende tungt på den fulde barsel, og dermed fortsætter sin rolle som primær omsorgsudbyder, er det ikke svært at tænke sig til, hvem der tager barnets første sygedag, går på deltid i de første år og på den måde i handling understøtter forestillingen om, at mor er en vigtigere forældre end far.

 

Dette er ikke en bedrevidende pegefinder rettet væk fra mig selv. Tværtimod. Det er ikke med min gode vilje, at jeg afgiver mine privilegier med hensyn til omsorgen for vores søn, men det er strengt nødvendigt. Det er derfor jeg siger: Befri mig fra mig selv!

 

 

Anna Bruun Lund

Humanist, feminist og mor(ist). Det er mig. Særligt sidstnævnte har udfordret mine teoretiske overvejelser om køn, ligestilling og kvindeliv. For er køn virkelig kun en social konstruktion? Er man faktisk bedre til at folde vasketøj, fordi man er kvinde? Kan man være feminist, når man drømmer om vaskesøjle og en Kitchen Aid? Jeg er i tvivl, og deler gerne mine tanker med 'F-frekvensens' læsere.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv