leatherdyke.cc

Hun var gravid. 18 år. Skrøbelig. Han var kommende far. 31 år. Usikker.

 

De sad og flettede fingre, mens de blev underholdt af årets studenter, der havde inviteret til revy.

 

Hun var 2.g’er. Sproglig. Han var evighedsstudent. Lidt af hvert.

 

Latteren i salen var ung. Det var den ubekymrede, til tider overmodige lyd af nybagte studenters glædesrus.

 

Her blev lærerne fremstillet som virkelighedsfjerne. De var gammeldags, konstaterede studenterne, for de forstod sig ikke på det unge liv.

 

Hendes støttestrømper skjulte sig bag de vide bukser, der flagrede om de tynde ben.

 

Barneansigtet havde ingen erfarne rynker. Øjnene var generte og nakken bøjet, mens hun smilede til gulvet, der ikke reagerede.

 

Studenterhuehovederne bar symbolet på nyerhvervet frihed til selvrealisering.

 

Fremtiden sad med tømmermænd og eksisterede i nuets eufori.

 

Han kiggede på hende. Drengerøvsudseendet fik ham til at falde i ét med teenagefyrene.

 

Barnet, som var ved at blive til, var hans første.

 

De glædede sig til at blive forældre, blev der sagt. Hun var flyttet ind i hans lejlighed, fortalte sladderen, men var grædende cyklet tilbage til barndomshjemmet.

 

Rygter, som oplyste de nyfigne om hendes tilstand, holdt aldrig mund.

 

Hun var godt samtalestof.

 

Det var synd for hende, hviskede gymnasiepigerne. Den latente angst for at havne i samme situation kom ikke til orde.

 

Medlidenheden slap op, da præventionen kom på tale.

 

Hun havde bevidst fravalgt en abort, mente de. Barnet var et tilvalg.

 

Det virkede uforståeligt for pigerne. For dem lignede det et langsomt selvmord.

 

Hun var i færd med at begrave sit eget liv for sit barns skyld.

 

Imens aede hendes spinkle klaverfingre den lille bule. Fosteret. Det blev et decemberbarn – hvis alt holdt stik.

 

photo credit: My Two Loves via photopin (license)

 

Ingegerd Sjøstrøm

Med Tove Ditlevsens Pigesind som fast inventar på natbordet og med vægge tapetseret med ordklip, er min litteraturpassion og sprogbesættelse let at spotte. Min interesse for historie og kvindernes plads i den, ligger derimod i mit DNA. Det er mine formødres liv, der har født feministen i mig. Og hun lever i bedste velgående som 20-årig.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv