leatherdyke.cc

Vi kender alle presset ved at bevæge sig ud i det offentlige rum og ved, at der er forventninger til, hvordan vi ser ud og opfører os. Hvis vi stripper det ned til det helt basale, så er det fx en forventning om, at vi er fuldt påklædte, at vi er høflige, at vi respekterer andres privatsfærer, at vi ikke hopper foran andre i køen i supermarkedet og så videre. Listen er lang, og det er en, de fleste af os lærer at manøvrere, mens vi vokser op.

 

Listen bliver endnu længere hvis man er en kvinde.

 

Vi skal ikke bare være fuldt påklædte, vi skal være klædt i tøj, som hverken er for afslørende eller for tildækket. Hvis det er for afslørende, bliver vi set på som promiskuøse festpiger, og hvis det er for tildækket, er vi sippede eller undertrykte. Bare tænk på det famøse burkiniforbud, der blev etableret nogle steder i Frankrig henover sommeren eller på de mange diskussioner, der har floreret i Danmark gennem tiderne om, hvorvidt hijabs eller andre former for tildækkende tørklæder skal forbydes i nogle institutioner. Vi får ikke selv lov til at bestemme. I stedet må vi sidde og se på, imens de lovgivende instanser beslutter sig for, hvordan vi skal se ud i det offentlige rum.

 

På samme regning skal vi heller ikke bare være høflige, vi skal være smilende. Der er et helt andet pres på kvinder end mænd for at være imødekommende og glade (på overfladen, hvor det gælder). En mand der ikke har et smil plastret på ansigtet er ikke noget, nogen lægger mærke til – men det er virkelig kriminelt, hvis en kvinde siger noget uden et udglattende smil, ligegyldigt om hun er ved at klage over noget eller bare har en dårlig dag.

 

Hvis hun vover at i stedet slappe af i ansigtet, kan hun afsløre sit såkaldte ”resting bitch face”. Hvis der er nogen heldige derude, der ikke har hørt det udtryk før; det beskriver fænomenet, når en kvinde slapper af i ansigtet og hun pludselig ser vred eller træt ud og dermed ligner en ”bitch”. Læg her især mærke til, at udtrykket kun gælder for kvinder. Mænd kan se præcis lige så ugidelige ud som os, og dog eksisterer der ikke et udtryk som fx ”resting asshole face”. De har lov til at vise deres eget ansigt og være menneskelige – modsat os kvinder.

 

En mere direkte måde hvorpå kvinder bliver undertrykt i det offentlige rum er ved såkaldt ”catcalling”. Catcalling er, når en person overfalder en fremmed i det offentlige rum med tilråb, høj fløjten eller seksuelle bevægelser. Overfaldet kan være seksuelt i natur og kan også involvere, at gerningsmanden følger efter offeret, når de går fra dem.

Der er desværre nogle uforstående mænd, som har fået den skøre idé, at det er et kompliment at blive udsat for catcalling; ”Det er bare fordi de synes, du ser godt ud”, ”Slap nu af”, ”Så slemt er det ikke”. Det er ikke et kompliment at blive råbt til på gaden – det er truende, og vi føler os overvågede og usikre. Reaktioner som disse viser, hvordan kvinders følelser og oplevelser bliver skubbet til siden – det er ikke nok, at vi oplever noget som truende eller undertrykkende, vi er nødt til at have mænd på vores side, ellers bliver vi ikke taget alvorligt.

 

Problemet lige i denne arena er, at ciskønnede hvide mænd – også kendt som dem der styrer verden – ikke kan opleve catcalling på samme måde som kvinder kan. De er ikke undertrykte, og de ved, at de ikke vil få skylden, hvis de bliver overfaldet verbalt – modsat kvinder med ”for lidt” eller ”for kort” tøj, som rutinemæssigt får skylden, når de er ofre for overfald.

 

Vi kan her i Danmark være taknemmelige for at fænomenet i det mindste ikke er så udbredt som eksempelvis i USA. Kvinder der bor i store amerikanske byer oplever catcalling som en del af deres hverdag, et onde de skal være forberedt på, så snart de går ud af døren. Så slemt ser det trods alt ikke ud til at være i Danmark, og lad os håbe, at det forbliver sådan. Eller at fænomenet stopper helt – men så optimistisk er jeg desværre ikke.

 

Jeg har været heldig. Der er aldrig nogen, der har fulgt efter mig eller er blevet ved med at råbe af mig, når jeg går fra dem. Men som utallige andre kvinder har jeg været i mange situationer, hvor jeg har følt mig presset eller ligefrem truet. Situationer, hvor pulsen slår hurtigere, man føler sig beskuet, og man prøver at gå målrettet, med ben der ryster. Det værste er det sekund, hvor man lige er gået forbi, og personen eller gruppen nu er bag en – fordi de stadig er for tæt på, fordi man ikke ved, om de vil prøve at indhente en.

 

Når jeg går alene i det offentlige rum, er jeg i min egen lille boble. Jeg har høretelefoner, der lukker al baggrundsstøj ude, og det nyder jeg godt af – der er intet som en fed playliste til at forvandle en kedelig gåtur til en personlig musikvideo. Jeg går i takt, nyder musikken og mimer sandsynligvis med på vokalen. Jeg bruger min telefon, som jeg brugte min mp3-afspiller før den og min discman før den – til at lukke verden ude. Det har jeg gjort, siden før jeg vidste, hvad catcalling var, og før jeg oplevede den på egen krop.

 

Det er først for nyligt, at det er gået op for mig, at min musik ikke kun er god underholdning, men også har skubbet catcalling ud i en periferi, hvor jeg kan håndtere den. Ikke nok med musikken rent fysisk overdøver, hvad end en fremmed kunne finde på at sige til mig, det er noget, jeg kan gribe fat i, hvis jeg vil transporteres væk fra en ubehagelig situation. Jeg kan leve mig ind i sangens melankoli eller glæde og mærke den i stedet for utrygheden i min egen situation. Jeg kan fokusere på at huske teksten til andet vers og ”synge med” på hvert et ord. Med mine lilla høretelefoner indsat i ørerne, viser jeg alle omkring mig, at jeg intet kan høre – så de kan lige så godt give op med det samme, de kan ikke sige noget, der rører mig.

 

Vi kender alle presset ved at bevæge sig ud i det offentlige rum. Især som kvinder. De vil have, at vi skal smile, de vil have, at vi er nydeligt klædt på, og nogle ser det som deres ret at råbe ad os. Siden min feministiske opvågnen er jeg blevet mere og mere ligeglad med, hvad samfundet forventer af mig som kvinde, og jeg bruger i stedet energien på at finde ud af, hvad jeg egentlig selv vil.

 

Så hvis der er nogen derude, der har kommentarer til, hvad jeg gør forkert som kvinde – jeg har et svar til jer: Jeg har min musik og mine podcasts, så du taler for døve ører. Jeg har min egen tøjstil, og hvis du ikke kan lide den, så må du kigge væk. Og vigtigst af alt; hvis du beder om at få et smil, får du i stedet et dræberblik. Jeg har arbejdet på det siden mine teenageår, og jeg er ret stolt af det.

 

Billedet er lånt her.

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger.  Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Sara Nielsen

Mit navn er Sara, jeg er en kvinde i midten af tyverne, jeg bor i Aarhus, og jeg er feminist. Det gik først for nyligt op for mig, at jeg egentlig har været feminist hele livet – i en skæg hybrid imellem en ahaoplevelse og et antiklimaks. Nu prøver jeg så at føle mig frem for at finde ud af, hvad det at være feminist betyder for mig.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv