leatherdyke.cc

Så er det modeuge igen. Så raser vi over de tynde modeller igen. Så laver vi et par happenings; så er der én eller to designere, der går kontra og bruger ”almindelige” mennesker i deres shows (hvem er almindelig?); så skriver vi et moralsk indigneret debatindlæg. Same procedure as every year. Ikke uden grund. Bevares.

 

Én af den moderne feminismes helt store kæpheste er som bekendt det ultratynde, gennemphotoshoppede kvindeideal, som vi konstant præsenteres for i diverse medier. Dette kvindeideal får skyld for meget – spiseforstyrrelser, dårligt selvværd og et forvrænget virkelighedsbillede hos især unge kvinder. Det er da også problematisk, at mediebilledet domineres af kvinder, der alle sammen har den samme kropstype og det samme ansigt – en kropstype og et ansigt, de paradoksalt nok kun har tilfældes med en ganske lille procentdel af den øvrige befolkning.

 

Selvfølgelig, fristes man til at sige. Medierne – og moden især – viser ikke virkeligheden. De sælger en fantasi. Noget at stræbe efter. Et ideal der er så uopnåeligt, at det nærmest må betegnes som falsificeret. Og jagten på at afsløre dette ideal som falsk er efterhånden blevet feministernes folkesport. Til kamp mod de uægte kvinder!

 

Ja. Til kamp mod kvinderne. Når snakken falder på disse modeller, disse idealkvinder, hvad enten de står på catwalken eller poserer på forsiden af et modemagasin, oplever jeg nemlig, at det er dem, vi har tendens til at cirkle omkring. Dem og deres kroppe. Vi rotter os sammen og kalder modellerne for ulækre og skelettynde. Vi sammenligner dem med afmagrede, præpubertære drenge. Proklamerer at rigtige kvinder har kurver.

 

Ligeledes er vi hurtige til at påpege og kritisere billedmanipulation af magasinernes modeller. Sådan er der jo ingen, der ser ud. Gad vide hvor meget appelsinhud de har photoshoppet væk fra de lår. Et konkret eksempel er den nylige fejde mellem onlinemagasinet Jezebel og Girls-skaberen Lena Dunham. Dunham har – blandt andet – skabt sit renommé på ikke at være konventionelt attraktiv. Derfor var det en glædelig overraskelse for mange, da hendes ansigt dukkede op på februarforsiden af modemastodonten Vogue. Og hold kæft, hvor så hun egentlig godt ud. Nærmest for godt. Faktisk så Lena så godt ud, at Jezebel, der har en selverklæret feministisk agenda, udlovede 10.000 dollars i dusør for de uretoucherede billeder af Lena Dunham. Da billederne dukkede op, viste det sig, at de egentlig ikke var retoucheret synderligt – bevares, hist og her var der da rettet til, men den unge Dunham var langt fra uigenkendelig. (Var man kynisk anlagt kunne man indskyde at, hey, det er da en sejr i sig selv, at de ikke bare klippede hendes hoved ind på et billede af Bar Rafaelis krop). Alligevel gik Jezebel hvert enkelt billede slavisk igennem for at påpege, hvor der var blevet fiflet med virkeligheden. Præmissen var klar: Vi ved jo alle at Lena er grim, så de billeder må jo være manipuleret, hvis hun ser godt ud.

 

Jezebel forsvarede sig med den reelle pointe, at det er vigtigt at afdække den måde, magasinerne fremstiller kvinder på: som et idealiseret fantasibillede, der er umuligt at opnå for almindelige kvinder. (Ja, faktisk for alle. Man kan trods alt ikke photoshoppe real time). Og ved at fotomanipulere samtlige forsidebilleder blot fordi ”sådan gør man bare” reproducerer magasinet naturligvis den diskurs, at kvinder aldrig er gode nok i deres uredigerede udgave. Og ja. Selvfølgelig er det i dén grad paradoksalt, at fortaleren for de ”virkelige” piger og kvinder selv bliver fremstillet i manipuleret form på forsiden af Vogue.

 

Afsløringen af de uredigerede billeder af Lena Dunham er altså i Jezebels optik en politisk handling. Nuvel. Men det er også underholdning. Lad mig være den første til at indrømme det: Jeg elsker at se billeder af kendte kvinder før retouchering. Det er der sikkert flere årsager til. For det første er det jo fascinerende, hvad man kan med billedredigeringsprogrammer i dag. For det andet er det også forfriskende at få bekræftet, at de også bare er ”rigtige mennesker”. Men for det tredje, så ligger der også en vis grum tilfredsstillelse i denne bekræftelse. En vis fryd i at beskue andre kvinders rynker, appelsinhud og deller. Haha, busted. Du var slet ikke så perfekt alligevel. Du er lige så grim som jeg.

 

Dette er antageligvis også årsagen til, at der ikke findes et sladderblad med respekt for sig selv uden de obligatoriske paparazzibilleder af kendte kvinder i joggingtøj uden makeup. Gud, hvor ser hun ud, siger man. Vi elsker at afdække andre kvinders grimme sider, fordi vi føler os smukkere i sammenligning. (Jeg gør i hvert fald. Bum, så er den ude.) Og det er netop bagsiden af denne higen efter at afdække ”den falske krop”. Selvom intentionen er rigtig nok, risikerer vi at tippe over i situationer, der rent retorisk minder mere om en flok sjetteklassespiger, der afslører en klassekammerat i at have vat i BH’en. Sådan groft sagt, ikke.

 

Fælles for diskussionen omkring catwalkens modeller, såvel som magasinernes forsidepiger, er altså, at det ofte synes at handle mindre om at forsøge at påpege nogle problematikker, og mere om at gå efter de personer der kommer til at repræsentere problematikkerne: kvinderne. Måske fordi det er nemmere og mere overskueligt at kritisere et menneske end et abstrakt kulturelt problem. Det kender man jo fra andre situationer. Men konsekvensen risikerer at blive, at diskussionen omkring photoshopping og urealistiske idealer aldrig rigtig rykker sig, idet den kommer til at handle mindre om at nedbryde disse idealer og mere om en klapjagt på vores medkvinder, som, koste hvad det vil, skal afsløres i at ”snyde”. Ligeledes kommer diskussionen omkring kropsvægt og kropsidealer til at handle om, hvor ”ulækkert” tynde modens og mediernes kvinder er, frem for de strukturer og mekanismer der har produceret dette kropsideal. Vi går altså efter kvinden, frem for bolden. Det er noget rod. Kvinden – det er jo os.

 

Link til Jezebels artikel om Lena Dunhams uredigerede billeder HER

Link til Jezebels omtale af Lena Dunhams forsvar HER

 

Mikka Tecza

22-årig blondine med adresse på Nørrebro og en bachelorgrad fra RUC. Diskuterer hverdagssexisme, the male gaze, magtkampe i almindelighed og sociale spil i særdeleshed.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv