leatherdyke.cc

Nu siger jeg et ord, som vil få dig, eller flere i din omgangskreds, til, bevidst som ubevidst, at træde tre skridt tilbage og straks gå i gang med at finde på argumenter for, at jeg er ”for meget”:

 

”Sexisme”

 

Jeg kan et ord mere, som kan få samme reaktion frem:

 

”Feminisme”

 

Og det er noget, der virkelig undrer mig. For jeg kan blive enig med 99,89% af alle de mennesker, jeg kender, om at vi da naturligvis ikke skal have sexisme, og at ligeværd (feminisme) da absolut skal være udgangspunktet for alle mennesker uanset køn, alder, etnicitet, seksuelle præferencer, lønindkomst, uddannelse etc.

 

Men så stopper det altså også lige der.

 

For lige så enige vi kan være omkring dette, lige så uenige kan vi være om, om vi har opnået dette ligeværd eller ej, og om det som ganske mange (primært kvinder) oplever som sexisme nu også er sexisme. De mennesker som har mest travlt med at sige, at vi ikke har mere at kæmpe for, er de selvsamme mennesker, som ikke selv oplever det som et problem for dem selv personligt, og det er ganske tankevækkende.

 

Det der rent faktisk frustrerer mig her, det er al den energi, der lægges i at lukke ørerne og ikke at ville forsøge at forstå, lytte og anerkende andres oplevelser.

 

Jeg er godt klar over, at hvis man først anerkender eksistensen af dette uligeværd, og det at sexismen rent faktisk er en integreret del af vores kultur, opdragelse etc., så bliver næste skridt, at man skal se på sig selv som en del af denne kultur, og det kan være ganske svært at indse, at man dermed rent faktisk selv er en del af problemet. For vi er alle påvirket igennem vores kultur og opdragelse.

 

Vi er alle sexister, forskellen er blot, om vi er bevidste omkring det eller ej, for det er præcis denne bevidsthed, der afgør, om vi kan handle på det.

 

Det forsvinder jo ikke ved, at vi ignorerer og bagatelliserer disse problemstillinger. Jeg oplever det som manglende respekt for de mennesker, der er berørt af sexisme og uligeværd, det er privilegieblindhed.

 

Jeg undrer mig over, at det er noget, som kan være så svært at have en ligeværdig dialog omkring. Jeg undrer mig over, at disse emner får så mange mennesker til at reagere med angreb, og jeg undrer mig over, hvor svært det åbenbart er at lytte, anerkende og forsøge at forstå.

 

Vi behøver jo slet ikke at være enige i måden, det skal løses på, men for overhovedet at kunne finde frem til en fælles løsning, så må første skridt være at anerkende, at sexisme og uligeværd rent faktisk eksisterer.

 

Jeg undrer mig også over, at det kan være så svært at se, når det nu endda bliver påpeget, for det er for mig at se ganske indlysende, at kvinder i medier og på film bliver fremstillet som mindre værd end manden. Hvor manden ”er”, ”ser” kvinden ud.

 

Jeg oplever, at der bliver sat lighedstegn mellem frihed og nøgenhed. Når kvinder bliver fremstillet som objekter, når kvinder bliver brugsgenstande som i sexindustrien, eller pyntegenstande ved diverse sportsbegivenheder, når kvinders kropsdele bliver seksualiseret og brugt i diverse reklameøjemed (og jeg kan blive ved), så bliver det brugt som argument for, at kvinder har opnået frihed.

 

Men frihed til hvad, spørger jeg bare? Jeg oplever nærmere denne ”frihed” som en begrænsning for at kunne være et helt menneske, at kunne bevæge mig i det offentlige rum som andet end en, der skal ”se ud”, vurderes, bedømmes og andet, der indikerer, at jeg ikke er et helt menneske, en person, et individ, men blot et objekt.

 

Jeg har ganske få rollemodeller på f.eks. film, hvor kvinder oftest er accessories til de mandlige roller og sjældent ses i en god stærk selvstændig rolle uden diverse diagnoser. I stedet skal kvinder ofte reddes, lappe manden sammen når han har kæmpet, overgive sig til manden, kigge hengivent på manden osv.

 

Catcalling er der ganske få mænd, der kender til. At blive gramset på er der også ganske få mænd, der kender til, og de få der gør, har måske oplevet det en enkelt gang, og derfor husker de det ganske tydeligt. Mange kvinder har oplevet det så mange gange, helt fra de var ca. ti år, at det hele flyder sammen, og det bliver svært at skelne gangene fra hinanden.

 

Gør det så alle mænd til sexister? Nej, absolut ikke! Og det er lige dér, at det mange gange går galt i diverse debatter. For disse mænd, også de der måske ikke engang er sexister, overtager debatten ved at dreje den over på at fokusere på alle dem, der ikke opfører sig sexistisk, eller på hvordan mænd har det sværere end kvinder, og på at kvinder jo har opnået stemmeret, må arbejde osv.

 

Men hånden på hjertet, er det ikke blot at afspore problemstillingen og endnu engang at underkende problemet, så vi ikke kommer et hak videre?

 

Vi har brug for, at vi alle står sammen, for det påvirker ikke kun os nu og her, det påvirker vores børn, vores børnebørn, vores kærlighedsliv samt vores indbyrdes relationer og alle, på tværs af køn og andet, vil faktisk have glæde af, at vi får smidt skyklapperne og får ændret på vores kultur et skridt af gangen. På den måde kan vi alle være her som hele mennesker og skal ikke være på en bestemt stereotyp måde, der er bestemt af medie-, mode- og sexindustrien i forhold til, hvad det vil sige at være en ”rigtig mand” og en ”rigtig kvinde”.

 

Vi har brug for din stemme, at du siger til og fra. Ikke kun på egne, men også på andres vegne, vi har brug for, at du støtter op og blander dig i debatter og siger fra, sådan at de der læser med, og som måske ikke er så meget inde i det, også bliver klogere og bedre klædt på.

 

Jeg er helt sikker på, at der er nok respekt i verden til, at der er nok til alle. Så hvad er det egentlig, som holder os tilbage?

 

Jeg vil opfordre dig til at læse alt, hvad du kan komme i nærheden af omkring ligeværd og feminisme, at du reflekterer og lader det bundfælde sig, før du tager stilling til, om du går ind for ligeværd, og om du vil gøre en forskel, hvor du kan.

 

Der er også brug for dig.

 

 

photo credit: rrho via photopin cc

Jannie Nielsen Hansen

Jeg skriver om livet og kærligheden samt mennesker og relationer og har her på F-frekvensen fokus på ligeværd. Min overbevisning er, at livet og kærligheden ville have meget bedre betingelser, hvis vi i langt højere grad havde ligeværd, uden alle de begrænsninger som vi er påvirket af igennem vores kultur i forhold til, hvad det vil sige at være en "rigtig mand" og en "rigtig kvinde". Jeg undrer mig gerne for at blive klogere på mig selv og mennesker generelt.

1 kommentar

  1. Pingback: Et kvindeliv |

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv