leatherdyke.cc

Jeg deltog i jeres program ”Reporterne” fredag d. 7/3, og er nødt til at reagere på, hvad jeg oplevede som dybt useriøs og uetisk journalistik. I lagde op til at vinkle debatten om hverdagssexisme ud fra: ‘Er kvinder ikke bare sippede?’ (underforstået: det er de jo!), og ‘hvornår er det okay at ta’ på en kvinde? Må man sige til en kvinde, at hun har lækre bryster?’. 

 

Det er den uønskede og uinviterede seksuelle opmærksomhed, det drejer sig om her. Ikke flirt, ikke lir, men fysisk og verbalt grænseoverskridende oplevelser. Det er dét, mange kvinder oplever til hverdag, og det bliver indlejret fra en meget ung alder – både fysisk og mentalt – at man som pige/kvinde ikke ‘bør’ reagere, når man oplever seksuelle grænseoverskridelser i det offentlige rum, fordi det er det ’sikreste’. Det er oplevelser gennem barndommen, opvæksten og voksenlivet. Det lærer én, at man:

a) ikke helt har ret til egen krop – og især i det offentlige rum bliver den åbenbart også offentlig ejendom og til fri beskuelse og debat.

b) ikke skal stole på sin mavefornemmelse.

c) man ikke kan stole på sin egen styrke – fordi man ikke er opdraget til at sige fra og markere sine grænser.

 

Mange kvinder (og mænd) har den overbevisning, at kvinder et eller andet sted altid skal ’passe på’, fordi vi som regel er fysisk svagere. Der er et fysisk magtaspekt inde over, som oftest ligger i baghovedet hos mange kvinder: det er terpet ind fra barnsben. Hvordan kan I undgå at forholde jer til det? Og ja, mænd kan også være bange for at blive overfaldet; men hvor mange mænd har i baghovedet, at de potentielt risikerer voldtægt eller overgreb, hvis de agerer i en given situation?

 

Det handler heller ikke om ‘unge piger, der ikke kan finde ud af, hvilke signaler de sender på gaden’, som Karin Helweg-Larsen var inde på. Det er ikke kun piger og unge kvinder, der oplever det her. Hun havde en væsentlig pointe i, at der mangler oplysning via feks. seksualoplysning i skolen; hvor det er oplagt at tale om respekt for egne og andres grænser, m/k – men der blev stadig ikke sat nok fokus på, hvad baggrunden er for, hvorfor mange kvinder føler skam over det og ikke føler, de har ‘ret’ til at sige fra og markere deres grænse. Dét ville have været væsentligt at tage med.

 

Det handler heller ikke om at begynde at skamme kvinder ud – som en kvindelig lytter gjorde – der klæder sig på en bestemt måde, fordi: ‘der er jo nogle ting med mænds hjerner!’. Det er det mest nedladende mandesyn, der ligger bag det synspunkt. Som om mænd ikke skulle være i stand til at kontrollere sig selv? Det er de færreste kvinder, der kunne finde på at opføre sig sådan over for mænd, og det er ikke fordi, at deres sexlyst er mindre, eller at mænd er ‘mere visuelle’. Det har at gøre med opdragelse, og en følelse af berettigelse hos nogle mænd. Desuden ville det betyde en potentiel fysisk risiko for en kvinde at handle sådan, i modsætning til, hvad det gør for de fleste mænd. Vi ligger stadig under for dobbeltmoralen om den seksuelt udfarende kvinde, underforstået at hvis der efterfølgende sker noget hun ikke bryder sig om, ’så har hun jo selv bedt om det/lagt op’. Og nej, det er absolut ikke alle mænd, der opfører sig sådan, men det ér et problem. Det er lige præcis derfor, der ikke bliver talt om det her offentligt: når man gør det, bliver det bagatelliseret og latterliggjort. Af både mænd og kvinder, og fra nære venner og familie. Det har intet at gøre med ikke at sætte pris på flirt; til forskel fra seksuelt grænseoverskridende adfærd er flirt gensidig.

 

Asger Juhl, den måde, du håndterede indslaget på, var dybt uprofessionel. Du havde en ung kvinde i studiet, som skulle fortælle om en ubehagelig og grænseoverskridende oplevelse, og du sagde gentagne gange til hende: “Jamen, er det da så slemt? De spørger jo bare, om du vil ha’ sex? Sex er jo naturligt!” Enten spillede du djævlens advokat – hvad der stadigvæk ikke retfærdiggør din adfærd – eller også er du blind for, hvad det er, rigtigt mange kvinder oplever til hverdag. Det handler ikke om at ’svare på et enkelt spørgsmål’, det handler om, at man som kvinde føler sig ekstremt udsat i dén position, alene over for to mænd – for den sags skyld, også over for en enkelt mand. Klokken to om natten. Kan du virkelig ikke se det ubehagelige?

 

Interviewdeltageren var en uprofessionel, ikke-medievant erfaringskilde – dette og emnets natur taget i betragtning er det journalistisk uetisk og malplaceret at lege djævelens advokat. Det er at lave grænseoverskridelse oven i grænseoverskridelse. Du talte ud fra dit eget privilegium og erfaringsposition som mand, og du kunne ikke se problemet – ergo er der ikke noget problem. Sjovt nok kunne du godt se det, da du kom i tanke om, at du selv havde oplevet seksuelt grænseoverskridende adfærd på en bøssebar, og hvor ubehageligt dét havde været. Så når det er en mands oplevelse, er det validt? Du bagatelliserede emnet i stedet for at være lydhør og tage det, der blev fortalt, seriøst.

 

Det handler om evnen til at sætte sig i andres menneskers sted; hvis du nu havde forestillet dig, at du var blevet stoppet kl. 2 om natten af to mænd, der spurgte om, du ville ha’ en trekant med dem – hvordan ville du opleve det? Ville det bare være cool og ’hey, de spørger jo bare, om du vil ha’ sex!’? Du ville ikke blive bange eller føle dig truet? Langt de fleste mænd oplever ikke de her ting på egen krop til hverdag – og hvis de gør, så husker de det som regel resten af livet – og har derfor svært ved at sætte sig ind i problemet, indtil man kommer med eksemplet om en anden mand, der er seksuelt pågående eller aggressiv over for dem. Det virker grænseoverskridende og ubehageligt på dem også.

 

Når man italesætter det, bliver man lige præcis latterliggjort – for man er jo bare snerpet. Du blev ved med at devaluere Amalies oplevelse og fremstille hende som sippet. Din adfærd i programmet demonstrerer til fulde problemet med hverdags-sexisme, og hvorfor det er så svært at stå frem med det. Det kom tilsyneladende også som en overraskelse, at der er mænd, der skriver ind med oplevelser, dels på hjemmesiden, dels i FB-gruppen. Det siger noget om, hvor tabubelagt det er, når mænd (hetero- såvel som homoseksuelle) oplever overgreb og grænseoverskridelser; fordi default-positionen som mand per definition er ‘det stærke køn’, ergo ‘kan man(d) ikke krænkes’.

 

Det har helt enkelt med respekt for andre mennesker at gøre, om situationsfornemmelse, og ikke om at ‘nå, nu skal vi allesammen være politisk korrekte’. Hvorfor er det så svært at tage for gode varer, når en person fortæller om noget, der var grænseoverskridende for vedkommende? Hvor var lydhørheden henne? I håndterede emnet utroligt nedladende og overfladisk. Jeg finder det dybt problematisk, at en radiostation inviterer gæster i studiet, og derefter behandler dem med så stor mangel på respekt og empati. Jeg håber, at min klage giver stof til eftertanke; og måske endda bliver taget til efterretning.

 

Hvis det havde været mig, der havde siddet i det studie, og var blevet behandlet som Amalie gjorde, havde jeg følt mig så sjoflet. Det var tydeligt at høre, at hun følte sig utryg af den behandling, hun blev udsat for i interviewet. Det var under al kritik, og dybt utroværdigt. Hvordan vil I få folk til at stille op til interview om dette emne igen, når I behandler dem sådan? Det føltes meget ubehageligt at blive taget som gidsel i et program, man troede var seriøst.

 

Til researcheren på programmet, som jeg talte med inden:

Jeg oplevede telefonsamtalen med dig som meget fornuftig og givende. Du virkede lydhør, og fik mig til at åbne op om et svært emne. Derfor blev jeg chokeret, da jeg hørte udsendelsen. Der var ikke overensstemmelse mellem dét, jeg havde oplevet i telefonen og dét, der blev sendt ud i æteren. Der var ikke noget galt med mit indslag; men der blev ikke fulgt op på det, jeg problematiserede.

 

Med venlig hilsen,

Anne Lobedanz,

og Ulla Tornemand, næstforkvinde for Dansk Kvindesamfund og medstifter af Everyday Sexism Project Danmark

Helena G. Hansen, bestyrelsesmedlem, Dansk Kvindesamfund, og medstifter af Everyday Sexism Project Danmark

Sara Ferreira, kommunikationsmedarbejder, Dansk Kvindesamfund, og medstifter af Everyday Sexism Project Danmark

Irene Manteufel, journalist, og medstifter af Everyday Sexism Project Danmark

Mie Kusk Søndergaard

Katrine Bruun Dahl

Thøger Juul Rivera-Thorsen

Sarah Elizabeth Daley

Lena Smith

Malene Riisom Jørgensen

Johanne Pors Birkholm

Vibeke Nielsen

Christian Friis Jensen

Moyna Eleanor Söderstrand

Dan Andersen

Signe Düring

Nikolaj Munk

Maya Bonde

Janni Mikkelsen

Signe Olivarius

Iben Elise Larsen

Annette Buur

Sara Berthou

Siri Bonde

Nina Sofie Østergård Jakobsen

Maja Thalling

Lotte Gianelli

Cecilie Nissen Jøhnk

Mette Friis

Anja Madsen

Louise Landholt og Anna Meldgaard Hansen, på vegne af redaktionen for F-frekvensen.dk

Marianne Bigum

Maria Hejl Prudholm

Stine Freja Jessen Tornemand

Louise Bryde Holmquist

Randi Larsen

Pernille Nørgaard Videbæk

Katrine Hamborg

Amalie Soufi

Mette Schmidt-Kallesøe

Petra Aulin

Sidsel Lyng Zandar

Line Nielsen

Mette Lüdeking

Gry Høngsmark Knudsen

Lotte Schultz

Mia Jensen

Christine Bersand

Maja Stenum

Tina Jakobsen

Grethe Fyrstenberg Laursen

Dorthe Terp Hansen

Stine Wolff

Marie Villadsen

Anne Frahm

Jill Sindholt

Kamilla Kjær

Luna Zamok

Helle Thorhus

 

Anne Lobedanz

Lærerstuderende.

9 kommentarer

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv