leatherdyke.cc

I sidste weekend tog jeg en pause fra min hverdagstrummerum i Glasgow og brugte en weekend i København. En af mine ældste veninder er lige blevet mor, og jeg skulle selvfølgelig møde hendes søn.

 

Jeg ville have en barselsgave med og gik ind i en af de mange børnetøjsbutikker på Strøget, før turen gik ud i den lille lejlighed. Det ville være naivt at sige, at jeg ikke vidste, der bliver gjort forskel på “drenge- og pigetøj”, men min forbløffelse var alligevel stor, da jeg kiggede omkring i op til flere butikker: De var fuldstændig blottet for tøj i andet end støvet gammelrosa til piger og mørkeblå til drenge. Den første tanke jeg havde handlede mindre om de bekymrende forskelle, der bliver gjort på børn allerede fra de er spæd og handlede mere om, hvor kedelig og fantasiløs børnemode åbenbart er i dag. I stedet for at opfordre til at klæde børn i farvestrålende gevandter og have det sjovt med, hvad de har på, er opfordringen at klæde dem ikke først og fremmest som børn, men med forventningerne til en mini-kvinde og mini-mand: klassiske, enkle snit i nedtonede, “kønskorrekte” farver.

 

Diskussionen falder tit på, om det nu også er så vigtigt, hvilke farver drenge og pigers legetøj og tøj har. Man kan nemt blive beskyldt for både at være svensker og snerpet, hvis man ikke er meget for trække et overdrevent lyserødt eller lyseblåt look ned over sin baby, så snart det er blevet konstateret, om den har en penis eller ej. Men grunden til, at det er en vigtig diskussion og en vigtig ting at være opmærksom på er, at det rent faktisk gør en forskel – og det gør en forskel lige fra barnet er spæd og indtil det er gammel og grå. Det gør en forskel, at voksne insisterer på, at kønne børn så hurtigt som muligt i stedet for at se dem som hvad de først og fremmest er: mennesker, der starter ud som børn.

 

Min omgangskreds er nået til det stadie, hvor der kommer børn til fra højre og venstre. Folk jeg ikke har talt med i årevis popper pludselig op i mit newsfeed med “Velkommen til verden!”-billeder og hver gang sker der det samme. Der formes et kommentarspor under hver nyhed, der veksler imellem “Åh, hvor fin/smuk/sød” til “Eeeej, hvor stor/stærk/skøn”.

 

Så tidligt som ved et scanningsbillede har jeg oplevet, at kommentarer modificeres i forhold til vores kulturelle opfattelse af maskulin og feminin. Men igen: Er det et problem? Kun når der følger forskellige forventninger til forskellige køn, og det ene er mere negativt end det andet. Ja, så er det et problem. Det er et problem, fordi det der generelt betegnes som feminine karakteristika bliver betragtet som mindre værd. Det er et problem, fordi (nogle) mænd stadig har mere magt end kvinder. Det er et problem, fordi pigerne i højere grad bliver holdt tilbage end drengene.

 

Jeg bor i Skotland, hvor det er kutyme for skoler at påkræve eleverne skoleuniform. Ideen bag er at undgå synlige forskelle imellem børn, så der kan blive fokuseret på uddannelse og ikke på, hvor du kommer fra eller hvem din familie er. Dog er situationen en helt anden for piger end drenge. Nogle skoler har stadig krav om, at piger skal gå i nederdel og slet ikke får lov og vælge, om de hellere vil have bukser på.

 

Piger helt ned til Primary 1 (svarende til 5 år i Skotland) bliver mødt med andre regler end drengene. Imens de er små påvirker det deres leg, hvor let det er at kravle rundt på klatrestativer og på legepladsen generelt. Når de bliver lidt ældre (ulykkeligvis ikke særlig meget ældre) påvirker det dem ved, at længden på deres nederdele og tykkelsen på deres strømpebukser kan blive kommenteret og irettesat for at være ikke-korrekt, for sexet, vovet og udfordrende.

 

Men er det pigerne, der er problemet, når de bliver beskyldt for at distrahere drengene med deres lår, eller er det nærmere samfundets seksualisering af piger i 10-12 års alderen, der er det mere presserende problem? Situationen starter med kravet om en anden beklædningsdel for piger og ender med en fordom om, at pigebørn og kvinder først og fremmest er sexobjekter, og at deres seksualitet er farlig og distraherer drenge og mænd.

 

Jeg så for nyligt TV2’s dokumentarserie “Drengene mod pigerne”. Den kunne jeg i princippet skrive et helt indlæg om (med en stor portion dedikeret bare til titlen), men den er også relevant i forhold til denne diskussion. I introen siger vicerektoren: “Pigerne tager præstationskulturen til sig, imens drengene skubber den væk”. Hvorfor? Der bliver ikke brugt lang tid på at besvare dette ret essentielle spørgsmål: Hvorfor tager pigerne den til sig? Er det, fordi de er vant til at skulle leve op til andre forventninger end drenge? Bliver piger betragtet som bedre til at sidde stille i skolen, fordi der er en anden forventning til, at det skal de, og det er dét, piger gør? Afviser drenge den, fordi de får at vide, at de er rigtige, som de er, uden at skulle opnå det samme som piger? Har pigerne nogensinde fået den fornemmelse, at de har et valg i forhold til, om de skal have 12?

 

En af de rigtig interessante ting ved de såkaldte ”12-talspiger” er, at de sjældent kun går op i karaktererne og skolen. Ofte skal de også overgå sig selv og hinanden i forhold til sport, kærester, venner, arbejde, rejser og helse. Presset er altså ikke kun akademisk, men er til stede i alt, hvad de gør og er i livet. Er det tilfældigt, at det er 12-talspiger vi taler om? Det tvivler jeg på. Det er ikke kun pigerne, vi gør en bjørnetjeneste. For selvom drengene måske slipper for noget af presset, slipper de ikke for chokket, når de når ud i virkeligheden i dagens Danmark.

 

Biologisk er der forskel på mande- og kvindekroppe, men vi bliver nødt til at være opmærksom på hvornår biologien stopper og kulturen tager over. Det er fuldstændig altafgørende, at vi er opmærksomme på den forudtagne opfattelse af køn, som vi udsætter spædbørn, børn og siden hen teenagepiger og -drenge, mænd og kvinder for, og hvilke konsekvenser det har. De forventninger vi får sat på de helt små mennesker følger dem igennem livet og bliver forstærket af samfundets overbevisninger om køn. Det kan måske umiddelbart virke snerpet at være imod en rosa sparkedragt, men hvert valg har en konsekvens, og jo ældre vi bliver, jo sværere er det at lave de første valg om.

 

photo credit: +Eva+ dress with jacket and booties via photopin (license)

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

 

Emilie Kristensen-McLachlan

Oprindeligt fra Nordens Paris, bor nu i Aarhus. Jeg er journaliststuderende på Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har været feminist, så længe jeg kan huske. Særligt igennem ophold i Irland, USA og Skotland er jeg med tiden blevet mere og mere fokuseret på den sociale ulighed, som patriarkatet bringer med sig, og det synes jeg, at vi alle sammen skulle tale noget mere om.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv